Tre nedslag i Søndergaards produktion

ØRKEN (skrevet af Morten Søndergaard som opslag i Brøndums Encyklopædi) :
Den som af vanvare har bevæget sig ud i en ørken, vil søge fikspunkter, steder hvor blikket kan hvile. En palme f.eks. Eller skyggen af en palme. Men blikket løber og løber i sandet, i solen. Det løber, det strækker ud, det møder ingen modstand. Det løber vild, standser op, bliver alene, bliver bange, glemmer sit udgangspunkt. Blikket mærker snart øjets krav om væske. Det løber i cirkler, det løber træt, det møder sig selv, det tørrer ind til et spejl. Der er ingen skilte, ingen flugtveje i sandet. Ørkenranden er flammesyn og mørke. Og i mørket bytter ørknerne navne. Den som pludselig står midt i en ørken bør af sikkerhedsmæssige årsager forholde sig i ro. Panik gør ørkner uendelige. Gå fremad, stå stille, gør hvad du vil. En ørken er man altid midt i.

Uddrag af indlægssedlen til Verber i Ordapoteket:
Brug ikke verber, hvis: - ikke du har lyst til at tiden skal gå, eller at du på anden måde ikke har lyst til at blive bøjet, bevæget eller forandret. Alvorlige bivirkninger ved Verber: Verbet at være er stærkt bøjet på alle sprog. At være er det stærkest bøjede ord, det ord må man bare lære udenad, og det afspejler således menneskenes besvær med eksistensen.

Fra ’Processen og det halve kongerige’, som er én lang associativ tekst uden afsnit:
»Nu er datoen en anden, og på gaden går en kvinde forbi mig. Jeg tænker på hendes køn, jeg vil gerne se hendes kusse bevæge sig. Sådan ser mænd på kvinder: Lysten er en cikade, der altid synger inde i tankernes filigran: Har jeg lyst til hende? Og hun tænker: Har jeg lyst til ham? Men det er lidt mere kompliceret. Der er vi på gaden, og vi hører trin, vi fyldes af stilethælenes slagrækker, de bløde samtaler mellem bryster, maver, lår, køn der skubbes frem imod os, og en skærende glaslatter lader os se lige ind i lysten. I ordet lyst står lys, lyset falder, det er forbundet med det kemiske i livet. Kemi, græsk chemeia, af che-ein, som betyder gryde og at hælde; chymos betyder saft; kemi er beslægtet med det arabiske ord al kïmiyä, alkymi, om forvandling af metaller. Kymi bliver til kemi, ord bliver liderlige og går i forbindelse og holder kemisk bryllup. En ældre mand stander op på gaden, han har fået øje på en kvinde, der står de, to dyr, en han og en hun; hun går med sine røntgenbilleder under armen, og hans blodprøver dugger allerede i reagensglassene, der kommer han, haltende, løbende efter hende, et dyr med sin lyst som eneste drivkraft. Tanken om de ting opliver mig, og jeg modtager et kraftigt lykkestrømstød«.

Man tager en rulle gaffatape og to herresandaler størrelse 42.

Derefter klistrer man to metalplader fast under sålerne og vandrer ud i Sahara, hvor ørkensand og vulkansk lava ridser og flår i den blanke metal. Hjemme i Danmark bliver ørkenens aftryk på pladerne til billeder, der igen bliver omdrejningspunkt i en udstilling.

Lyder det som det typiske projekt for en prisbelønnet digter?

Morten Søndergaard ved det godt. Han passer ikke ind i de sædvanlige kasser og bokse, det danske kulturliv består af. Han piller lidt ved den iPhone, der ligger på bordet. Han synes, den er et godt billede på, at tiden er med ham.

Telefonens forside fortæller, at man med et tryk på applikationerne kan høre musik eller radio, læse mail, tjekke vejr og aktiekurser og måske endda købe en digital bog.

Det kan godt være, at de enkelte aktiviteter stritter i alle retninger, men de udgår fra det samme sted.

»Man kan sammenligne telefonen med mit forfatterskab, og de mange apps er mine mange projekter, men de hænger sammen inden for den samme ramme«.

Morten Søndergaard synes selv, at alt, hvad han laver, hænger sammen, uanset om det er de kritikerroste digtsamlinger, som to gange har været indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris, eller der er tale om lydinstallationer, digtoplæsninger på Roskilde Festival, en udstilling om sproget i udstillingsbygningen Nikolaj med et ordapotek som katalog eller den helt aktuelle udstilling, ’Sahara under mine fødder’, i galleri Tom Christoffersen i København.

»Jeg har det godt med den måde, verden udvikler sig på lige nu. Alt bliver et netværk. Det er jo sådan, det er«, siger han.

Ellen i Siwa
Noget er der om snakken. I hvert fald når man ser på, hvordan den aktuelle udstilling er blevet til.

På et tidspunkt skrev Morten Søndergaard tekst til forestillingen ’Ellen’ til Hotel Pro Forma. Alle i forestillingen hed Ellen, og under forestillingen ringede skuespillerne også op til kvinder med navnet Ellen ude i verden.

På teatret havde de blandt andet fundet frem til en dansk Ellen, der boede i oasebyen Siwa i grænseområdet mellem Libyen og Egypten.

»Ellen samarbejdede med Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Kairo, og efterfølgende inviterede hun tre kunstnere, heriblandt mig selv, til Siwa, så vi kunne opleve det arabiske forår. Meningen var, at vi skulle tage indtryk med hjem og bruge dem som kunstnere. Senere skal kunstnere fra Siwa til Danmark«, fortæller Morten Søndergaard.

Et langt skridt på 20 år
Mens han befandt sig i ørkenbyen, fandt han imidlertid ud af, at det var muligt at få en lokal guide til at føre sig langt ind i ørkenen, og det skal man ikke fortælle en mand, hvis debutbog hed ’Sahara i mine hænder’.

»Det er et langt skridt på 20 år, men for mig er der en klar forbindelse mellem min debutbog og udstillingen ’Sahara under mine fødder’. Hver gang jeg laver et nyt projekt, tror jeg altid, at det er radikalt anderledes end det, jeg ellers har lavet, men bagefter kan jeg se, at det i virkeligheden er en del af den samme ingefær. For man kan sammenligne min praksis med en ingefær. Den vokser ud i alle mulige retninger, uden at den egentlige ingefær er noget sted. Den er ikke et træ med rod og stamme og grene. Ingefæren er ingefær over det hele, den kan deles og sætte nye skud«, siger Morten Søndergaard og tilføjer, at den så faktisk også er et afrodisiakum.

Han ved godt, at nogen vil spørge, hvad i himlens navn manden har gang i, når han forsøger at hente et aftryk af ørkenen til København og hænge det op.

»Jeg håber, de kan se, at jeg har haft det sjovt, og at de også kan se noget smukt i de tryk, der er kommet ud af det. Det sjove er her, at det er landskabet, der sætter aftryk i stedet for indtryk, og jeg håber, at nogen ser det som en kunstnerisk handling«, siger han.

RIDSER.  Sahara satte aftryk under Søndergaards sandaler. Trykkene er udstillet sammen med tekster og videooptagelser fra ørkenen. Den 46-årige digter og cand.phil. i litteraturvidenskab debuterede i 1992 med digtsamlingen 'Sahara i mine hænder'. Siden har han udgivet digte, romaner og krimier. Foto: Martin LehmannKampen mod usynligheden
Som digter kan han godt være lidt misundelig på de kunstnere, han lærte at kende, mens han og familien i en årrække boede i Italien.

Kunstnerkollegernes skulpturer krævede biler med påskriften transport exceptionale, mens hans egne projekter bare var vedhæftede filer på en mail, og man kan godt se hans mange projekter som en kamp for at ophæve denne usynlighed.

At forvandle de ellers vægtløse ord til rumlige, fysiske genstande, der kan optræde i medicinpakninger for adjektiver eller som metalplader under skoene.

Smal mainstream-litteratur
For Morten Søndergaard er ord størrelser, som kan gøres håndgribelige, og sproget noget, som kan undersøges både legende og gravalvorligt.

Som kunstner tager han på sig, at han er i den eksperimenterende del, men han ser sig på ingen måde i den bås, andre kalder den smalle litteratur eller kunst.

»Jeg har den modsatte definition af smalt og bredt. For mig er mainstream-litteraturen enormt smal, for i de bøger er læserforventningerne så smalle og begrænsede, fordi der på forhånd er en kontrakt mellem forfatter og læser om, at litteraturen skal noget helt bestemt. Jeg bevæger mig i det bredest mulige felt, man kan tænke sig, men jeg kan da godt være lidt trist over, at det som kunstner lønner sig at gentage sig selv. Jo mere du gør det samme, jo større er chancen for kommerciel succes, hvis det er det, man vil. Jeg har da også tit tænkt på, at nu står jeg igen med noget, som de ikke ved, hvor de skal placere på biblioteket«.

Altid klar til projekter
Morten Søndergaard er gift med forfatteren Merete Pryds Helle.

LÆS INTERVIEWMerete Pryds Helle: De nye medier er fantastiske til fiktion

Sammen skriver de også kriminalromaner under navnet Liv Mørk. Det er nok det tætteste, Morten Søndergaard er på mainstream-kunst.

»Det er en stor oplevelse for os at skrive sammen, men vi har også fundet ud af, at vi aldrig kan lave den der blockbuster-krimi. Til gengæld kan vi noget andet, og i Liv Mørk-bøgerne kan vi bl.a. komme af med noget af det, der ikke passer ind i alt det andet, vi laver«, siger Morten Søndergaard.

Økonomisk set er stort set alle hans projekter umulige, så han og Merete Pryds Helle lever efter princippet om de mange bække små.

»Jeg opererer med en økonomisk tågegrænse, hvor man helst skal kunne se 50 meter frem. Det er lidt som tegnefilmfiguren Speedy Gonzales, der fortsætter med at løbe, selv når han er ude over afgrunden. Bagsiden af det er, at man skal være meget imødekommende og altid være klar til projekter. Men alt det er jo et selvvalgt problem. Ingen har bedt mig om at gøre det. Det fantastiske er til gengæld, at jeg har en frihed til pludselig at tage to uger til Sahara. Og jeg skal derned igen. Næste gang forhåbentlig fra Marokko og hele vejen tværs over ørkenen. Jeg klager ikke. Virkelig ikke«. Fascination.  For Morten Søndergaard er ørkenen det betydningstomme rum. Både ørkenen og han ER der bare. Den er billedet på det, han forsøger at nå frem til i skriveprocessen. At komme derhen, hvor han ikke er bevidst om sig selv.