blasfemi. Den britisk-amerikanske essayist Christopher Hitchens er blevet verdenskendt som kompromisløs ateist. - Foto: AP Photo/Chad Rachman

Hvis man er træt af filmmageren Jørgen Leths æstetiske libertinerromantik; hvis man har et anstrengt forhold til bokseskribenten Kurt Thyboes machoimage som drukskribent; og hvis man synes, at Tøger Seidenfaden kan virke arrogant i tv-debatter, ja, så vil man have det svært med at læse Christopher Hitchens’ selvbiografi.

Rigtig svært.

For alle os andre, der holder af at læse levemandslir, tømmermandstekster og angrebsargumenter – sågar krydret med en jernhård form for no-nonsense-ateisme – er Hitchens et fabelagtigt bekendtskab.

Den engelsksprogede verdens p.t. bedste politiske essayist er en sælsom blanding af alle tre typer personlighed: Hitchens har en skarp pen, dyppet i Johnnie Walker Black Label, der på kraftfuld vis har skrevet sig gennem flere af verdenshistories største brændpunkter med en aldrig svigtende selvtillid.

Slår løs på Mother Teresa
Med reportager fra over 60 lande har han ikke alene været øjenvidne til mange af de krige, revolutioner og folkeopstande, der i en menneskealder har bølget frem og tilbage mellem autoritære regimer og korrupte demokratier, men Hitchens har også haft en imponerende evne til altid at placere sig på samme side som de mest radikale frihedstænkere.

Han går altid til stålet – og tager aldrig fanger.

I sin selvbiografi – med den prætentiøse titel ’Hitch 22’ – skriver den gamle trotskist sig gennem de dilemmaer, han selv har tumlet med gennem et spektakulært liv, der nu er svært udfordret af kræft i spiserøret. Men han kæmper videre.

Christopher Hitchens finder en kompromisløs energi ved slå løs på globale frontfigurer som Mother Teresa, Henry Kissinger og Bill Clinton. Han går lige aggressivt til fromhedens fundamentalisme som realpolitikkens krigsforbrydelser og opportunismens principløshed.

Rebel med en pen
Selvbiografien skildrer en global boheme, der blev opdraget på kostskole til at være overklasse, men som konstant har søgt beskidte konflikter og intellektuelle modsætninger. Hitchens er en radikal champagnesocialist, der blev døbt på en britisk ubåd i 1949, og er i dag amerikansk statsborger med base i Washington D.C.

Ingen skal regne med Hitchens’ loyalitet: Han forener opbakning til Irakkrigen med kritik af USA’s hykleriske dobbeltspil over for andre diktaturer; han forener angreb på den katolske kirkes folkedrab med konstante angreb på islamismens nyfascisme.

Tidligere har han kaldt sig selv for ’kontrær’; en Rasmus Modsat-figur. Det mener han bestemt ikke for sjov.

Men Hitchens er ikke kun polemiker. Han skriver i et poetisk sprog, hvor man oftest skærer sig skarpest på de bløde vendinger. Bogen igennem strøer han om sig med litterære referencer – lige fra gamle engelske adelsdigte over det store forbillede George Orwell til nære bekendtskaber som Martin Amis og Salman Rushdie.

LÆS ANMELDELSEBritisk litteraturs bad boy skuffer fælt

Hitchens holder sig ikke for god til at prale med sin stjernestatus i den angelsaksiske verden. Han er en rebel med en pen.

Oplagt til nye læsere
For puritanere og afholdsfolk bliver det hurtigt for meget.

Men anekdoterne, selviscenesættelsen og udskejelserne er beskrevet med så stor intensitet, at man skal være stivstikker for ikke at blive revet med af teksternes virtuositet. Som selvbiografi fremstår ’Hitch 22’ som en sjældent velskrevet tour de force gennem den moderne verdens opgør med totalitære strømninger.

Det er få forundt både at kunne skrive radikalt og følsomt.

Umiddelbart kunne bogen kandidere til topkarakter, seks hjerter. Men for en så ekstremt produktiv skribent som Hitchens, der stadig skriver en ugentlig klumme for Slate og månedlige essays for Vanity Fair og Atlantic Monthly samt en hidtil ubrudt strøm af bøger, er det svært ikke at komme til at gentage sig selv.

LÆS OGSÅProfessorer skælder ud på forlag i Muhammed-sag

’Hitch 22’ forfalder flere steder til at gå i selvsving omkring gode gamle pointer, som Hitchens aldrig har forsømt en mulighed for at indvie den undrende offentlighed i. ’Hitch 22’ har lidt karakter af et greatest hits-album.

For læsere, der ikke følger ham, f.eks. i de glimrende klummer, som Information trykker her i Danmark, er ’Hitch 22’ et oplagt sted at begynde. Ligeså for folk, der kun har læst hans globale bestseller om det glade religiøse vanvid, ’Gud er ikke stor’. Her vil ’Hitch 22’ kunne give lidt mere krop til kuglelynet.

Bønnemøde for Hitchens
Hitchens’ aggressive skrivestil har skabt ham mange fjender.

I en absurd happening i efteråret var der en gruppe kristne Jesusfreaks, der afholdt en ’Everybody Pray for Hitchens Day’, hvor guderne blev hidkaldt for at ’helbrede’ ham.

Men bønnemøder vil ikke redde Hitchens. Det eneste, der er at gøre for at hjælpe hans ukuelige oplysningsradikalisme videre, er at læse Hitchens’ usentimentale tekster:

De er skønne, beskidte og super-arrogante.