Diplomatisk udtrykt er amerikansk lyrik en sjælden gæst i dansk oversættelse.

Sker det endelig, er det typisk enten rigtig gamle digtere som Edgar Allan Poe, Emily Dickinson eller Edgar Lee Masters’ ’Spoon River’, der dukker op endnu en gang eller måske i vildere tilfælde en repræsentant for 1950’ernes beatgeneration som det sidste skrig.

Så under alle omstændigheder er en udgivelse med titlen ’Amerikansk samtidspoesi’ ikke bare velkommen, men meget velkommen!

Ikke en repræsentativ antologi
Godt det samme, for det er ikke nogen uproblematisk udgivelse. Et kursus i amerikansk samtidslyrik på Kunst- og Kulturvidenskab under ledelse af litteraten Elisabeth Friis mundede ud i, at de studerende efter eget hoved selv valgte og oversatte eksempler på amerikansk lyrik fra de sidste 25 år.

Det er altså ikke en repræsentativ antologi, understreges det i forordet.

Nu kan det jo være meget godt at arbejde ud fra lystprincippet, men det svækker unægtelig brugbarheden, når man laver en antologi med titlen ’Amerikansk samtidspoesi’ uden at medtage så centrale, aktuelle poeter som Louise Glück, Billy Collins og Kay Ryan eller for den sags skyld Frederick Seidl og Alice Notley.

I stedet har man en overvægt af de sprogeksperimenterende såkaldte L-A-N-G-U-A-G-E-poeter. Digtere, der ofte også er kritikere og skriver digte, der realistisk set mest er henvendt til andre digtere og kritikere i et som oftest temmelig hermetisk forsøg på at ’åbne’ sproget.

De studerendes egne oversættelser
En hurdle er det unægtelig også, at antologien består af de studerendes egne oversættelser. Det er næsten i sagens natur en noget ujævn affære uden professionel finish.

Et enkelt digt er sågar oversat fra amerikansk til svensk, fordi den studerende er svensk! Heldigvis står originalerne ved siden af oversættelserne, og det kan nok være nødvendigt, når man har udvalgt en hel del digtere, der eksperimenterer så voldsomt, som tilfældet er.

Når f.eks. Rod Smith med forfatterintroduktionens ord skriver helt op ad »forståelighedens grænse«, kan en oversættelse ud fra konteksten i flere tilfælde rumme elementer af gætværk og intuition.

Pendant til Inger Christensen
Juliana Spahr (født 1966) blev faktisk sidste år præsenteret på dansk af det lille forlag Basilisk, og Spahr rager gevaldigt op blandt antologiens 18 digtere med sit store digt ’Forsigtig nu, gør ikke ondt værre’.

Et langt sørgmodigt opremsende og repeterende digt om særlige amerikanske dyre- og plantearter og forbindelseslinjer til den moderne menneskelige erfaring, der gør det rimeligt at betegne dette Juliana Spahr-digt som en amerikansk pendant til Inger Christensen.

Peter Gizzi i oversættelse af Andreas Straarup digter veloplagt videre på beat-præmisser, mens Mark Levine arbejder stærkt og stilsikkert med emigranterfaringen i digtet ’Skulpturhaven’.

Usikkerhedsmomenter
Mere absolut moderne og med et kraftfuldt anslag af street poetry markerer Harryette Mullen sig med en skarp intelligent kropslighed i digte som ’Hornet drukdyr’ (’Wino Rhino’) og ’Mellem’.

Rachel Wetzteons ’Manhattan Tritykon’ hører også til de gode oplevelser, men hele vejen igennem er de behjertede oversættelser et usikkerhedsmoment.

Wetzteons digt er grundlæggende ret fint oversat, men at der er »piped-in music« i Port Authority handler vist næppe om den »indpebne musik«, men om at der strømmer muzak fra usynlige kilder i væggene.

På bundlinjen er ’Amerikansk samtidspoesi’ et friskt og absolut tiltrængt bud på en præsentation af smagsprøver, der forhåbentlig kan inspirere andre til en mere autoritativ antologi over moderne amerikansk poesi.

FACEBOOKBliv ven med Politiken