I Foråret 1935 blev London rystet af et celebert dobbeltselvmord i storbyens berømte bohemekvarter, Bloomsbury.

Den antinazistiske, socialistiske og jødiske intellektuelle emigrant Dora Fabian havde sammen med en veninde øjensynlig taget sit liv med sovemedicin. Ugengældt kærlighed, hed rettens konklusion, men sandheden var en ganske anden.

De to kvinder var blevet indhentet af Gestapo, der jagtede Hitlers udenlandske modstandere med kyniske dødspatruljer og hemmelige agenter.

Samtidig var det helt klart, at der var en meddeler blandt de tyske modstandsfolk på stakket asyl i Storbritannien. Og at Scotland Yard og Secret Service her i slutningen af mellemkrigstiden var realpolitisk protysk.

Verden var blind og døv
Fire år efter, næsten på årsdagen for Doras dramatiske død, hænger en anden flygtning sig i New York. Nemlig Doras evige elsker og tidens væsentligste tyske dramatiker ved siden af Bertolt Brecht, den polskjødiske Ernst Toller.

Han hængte sig i depression over, at fascismen øjensynlig sejrede på alle fronter - nu her i foråret 1939 endog med Stalins billigelse.

Selvmord over verdenssamfundets ignorering af totalitarismens fascination, terror og fremmarch blev som bekendt en epidemi blandt jødiske intellektuelle. Såsom Walter Benjamin og Stefan Zweig og vores egen Henri Nathansen, forfatteren til ?Indenfor murene?.

LÆS OGSÅHistoriker skriver fremragende bog om naziregimets endeligt

Den australske advokat og journalist, berømt for sin skildring af livet i DDR i bogen 'Stasiland', Anna Funder, har med baggrund i forholdet mellem Fabian og Toller og deres kreds af eksilerede socialister og pacifister skrevet en gribende roman; om dengang det meste af verden var blind og døv over for Hitlers oprustning, antisemitisme og forfølgelse af politiske modstandere.

Med skiftende fokus mellem de to og Doras niece og Ernsts veninde Ruth, der er gift med en elegant journalist.

Tyskland oplyste jøder
Historien er opbygget på virkelige hændelser, personer og omstændigheder, men er skrevet med samme suggestivt skæbnesvangre episke spænding som i canadieren Michael Ondaatjes miniklassiker 'Den engelske patient', der foregår i samme historiske tidehverv og vadested.

Stil og sprog er således flerstemmigt flakkende og pendler kalejdoskopisk mellem tid og sted, personer i nutid og personer i fortid, som alle genkalder personlig erindring med indsigtens pessimistiske præsens.

LÆS OGSÅFantastisk beretning skildrer østrigsk jødindes dobbeltspil under Hitler

Ja, med bagklogskabens bitre sår i sjælen - en viden om, at meget kunne være undgået.

Men som en af hovedpersonerne siger om sin egen eksistentielle og overklassede forkælelse, der fører til arrogant dårskab og afmagt: »Vi var Tysklands oplyste jøder, sekulære og mere preussiske end preusserne selv«.

Demokratierne sov
Med sin historie om Europas forhutlede udstødte fra Det Tredje Rige lægger 'Alt hvad jeg er' sig litteraturhistorisk i kølvandet på Erich Maria Remarques 'Triumfbuen' og Lillian Hellmans 'Pentimento'.

Skildringer af et smerteligt sort kapitel, de 20 år mellem de to verdenskrige, som Winston Churchill, i øvrigt en af Dora Fabians støtter, kaldte for den lange weekend, hvor demokratierne sov.

Men Anna Funders bevægende roman er også tragisk aktuel. Eller sagt med parafraserende ord fra en anden flygtning, Brecht, og hans morale fra den dramatiske allegori over Hitlers opkomst, 'Arturo Ui': Det skød, hvoraf det onde sprang, er endnu ikke goldt.

FACEBOOKBliv ven med Politiken