Tintins ophavsmand, den belgiske tegner Georges Rémi med kunstnernavnet Hergé, »tilhørte den gruppe af europæere, som evnede at ændre deres forståelse« af fremmede folk i takt med afviklingen af kolonierne og de dertil hørende fordomme.
LÆS OGSÅ Tintin gik fra racisme til kolonialismekritik
Det konkluderede forleden arabisten, professor Jakob Skovgaard-Petersen, i sit bidrag til en tværfaglig Tintin-fokuseret årbog fra Københavns Universitets Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier.
Tidlige tegninger
Derfor er det heller »ikke rimeligt at fastholde billedet af Hergé som den evige ’Congo-mand’«, mener Skovgaard-Petersen, med henvisning til et af den berejste tegneseriereporters første – og hvad fordomme angår ’værste’ – eventyr, det om ’Tintin i Congo’.
Og vil man ved selvsyn tjekke den danske forskers vurdering af sagen, er det nu blevet lettere takket være udgivelsen af den helt oprindelige version af tegnerens tidligste striber om helten i plusfours:
De sort-hvide streger og talebobler, sådan som de oprindelig stod i avissektionen ’Le Petit Vingtième’, et ugentligt børnetillæg til det belgiske dagblad Le Vingtième Siècle.
Billedfortællingerne er som bekendt senere blevet omtegnet og farvelagt, undertiden i flere omgange, til de udgaver, som nu alle kender.
'Mustafas kiosk'-konflikten rentegner det dansk-svenske fjendebilledeTintins første oplevelser i Sovjetunionen, trykt i bladet fra januar 1929 – for 85 år siden – ville Hergé dog aldrig have tegnet om:
Den historie var for ufuldkommen og fordomsfuld til at indgå i hans modne hovedværk på de 22 bind, der ikke omfatter det rene medarbejderprodukt ’Tintin og Hajsøen’ eller det ufuldendte ’Tintin og Alfabetkunsten’.
Et kærligt blik
Men nu har vi altså for første gang på dansk fået den upolerede sort-hvide version af de fire næste fortællinger i rækken:
’Tintin i Congo’, den daværende belgiske koloni, ’Tintin i Amerika’ i gangster- og forbudstiden, ’Faraos Cigarer’ med afsæt i Egypten og tråde videre til Indien og ’Den blå lotus’ med referencerne til både årelang vestlig og højaktuel japansk undertrykkelse af kineserne.
Striberne gik i avisen fra 1930 til 1935, samtidig med Peter & Ping herhjemme. Og de fortjener at blive læst også med datidens øjne, uden vort blaserte forhold til teknologisk, digitalt hjulpet billedperfektionisme.
Herlig klassisker er stadig en læsning værdModsat de senere albumversioner – omhyggeligt researchede, farvelagte og pletrensede af hele holdet af medarbejdere i Hergé Studierne – er hver en streg og hvert et ord i disse striber prentet af manden selv, dengang 23-28 år gammel.
Figurtegningen er også grovere og hurtigere karikeret end i de senere versioner og baggrundene kun skitseret eller helt udeladte af tidshensyn. Men så meget desto renere fremstår hver enkelt situations kerne:
Kropssproget er stavet med store bogstaver.
Idérigdom og fortælleglæde
Hele den senere personkreds omkring Tintin er endnu kun under opbygning, med detektivtvillingerne X33 og X33A (den tidligste udgave af Dupond & Dupont) i ’Faraos Cigarer’ som forgæves modstykke til Rastapopoulos’ skurkestreger.
Men til gengæld spiller Terry en langt mere central og veltalende rolle end senere, hvor vi må nøjes med hans tankebobler.
Vel var det først, da Haddock og Tournesol, Madame Castafiore, general Alcazar, Max Bjævermose og resten af holdet sluttede sig til, at nogen fandt på at sammenligne Tintins oplevelser med Balzacs kæmpeklynge af fortællinger med fællestitlen ’La Comèdie Humaine’.
Men selv de tidlige versioner af historierne strutter af en idérigdom og fortælleglæde, som i Congo nok falder i episodiske stumper og stykker, selv helt bortset fra kolonialismen, men som allerede i ’Den blå lotus’ er underkastet omhyggelig research og stramt plot, ligesom de følgende 18 bind, der skabte tegneseriehistorie.
fortsæt med at læse
