Annonce
Annonce
Film & tv

Hun tog til Afghanistan for at tjene penge - og endte som en kvinde med en sag

Den amerikanske advokat Kimberley Motley er hovedperson i danske Nicole N. Horanyis dokumentar 'Motley's Law'.

Annonce

Fakta

'Motley's Law'

'Motley's Law' havde verdenspremiere på Chicago International Film Festival i oktober. Den har vundet Grand Jury-prisen på DOC NYC samt prisen for Best Female-Directed Documentary på Europas største dokumentarfilmsfestival, IDFA. Filmen er instrueret af Nicole N. Horanyi og produceret af Helle Faber for Made in Copenhagen. Har dansk premiere 27. januar.

»Skynd jer, lås dørene – vi kommer«, mumler Kimberley Motley for sig selv og nynner temaet til ’Den onde heks fra Vest’ fra ’Troldmanden fra Oz’. Iført blå skjorte og solbriller går hun målrettet ned ad gangen på rigsadvokatens kontor i Kabul med sin assistent Khalil i hælene.

»Vi er tilbage!«, proklamerer hun. Den amerikanske forsvarsadvokat forsøger at få svar på, hvorfor hendes sydafrikanske klient stadig sidder bag lås og slå, selvom hun har hans løsladelsespapirer i hånden. Anklageren har appelleret dommen, lyder svaret, trods Motleys protester om, at tidsfristen for appel er overskredet. Hun tager sig til hovedet.

»Betyder de afghanske love ikke noget for jer? For det står i loven, at man kun har 30 dage. I kan ikke bare finde på jeres egne love. Eller hvad?«, spørger hun

Hun må – i denne omgang – forlade kontoret med uforrettet sag.

Scenen stammer fra den danske instruktør Nicole N. Horanyis dokumentarfilm ’Motley’s Law’, der følger den ukuelige advokats kamp for at sikre sine klienter i Afghanistan en retfærdig rettergang i et system præget af uskrevne love og korruption. Arbejdet er både frustrerende og spændende, fortæller Kimberley Motley, da Politiken møder hende i København.

»Det er hårdt at overvære alle de ting, der foregår hver dag, som er himmelråbende forkerte«, siger hun.

»Retssystemet har i årevis tilsidesat lovgivningen og dømmer for eksempel folk uden at stille dem for retten eller tvinger tilståelser ud af de anklagede. Jeg forsøger at finde den venligste måde at fortælle dem på, hvad deres love siger – uden at fornærme dem og tale til dem, som om de er dumme og ikke kender deres lovgivning. Det har været det sværeste at lære«.

LÆS OGSÅDokumentarfilm: Jula og de andre børn lever på Europas største losseplads

Før Kimberley Motley rejste til Afghanistan i 2008 for at deltage i et mentorprogram for afghanske advokater gennem det amerikanske justitsministerium, var hun hverken interesseret i international ret, afghanske forhold eller i at redde verden. Det var en rent økonomisk beslutning.

»Jeg hørte om jobbet gennem en veninde og fandt ud af, at jeg ville tjene det tredobbelte af, hvad jeg gjorde som offentlig forsvarer derhjemme. Jeg har 3 børn og besluttede at bruge et år for at sende dem på universitetet og betale mine egne studielån af«.

Jeg opfører mig meget mandigt for at vise, at vi er lige, og at jeg ikke gider noget pis

Det planlagte ene år i Afghanistan er nu snart blevet til 8. Hvad skete der?

»Jeg lærte retssystemet at kende. Jeg tog ud i fængslerne, talte med folk og hørte deres historier. De fængslede havde ingen advokat, blev tortureret og vidste ikke, hvor lang deres straf var, eller hvad de var sigtet for. Jeg hørte den ene absurde historie efter den anden. Jeg tænkte, at jeg var nødt til at gøre noget«.

90 procent er bullshit

Kimberley Motley opsagde efter et år mentorjobbet og åbnede egen praksis. Hun fik som den første udlænding – og kvinde – licens til at procedere i Afghanistan. I starten var planen udelukkende at forsvare internationale klienter, der sad i de afghanske fængsler. Det tjener hun stadig sit levebrød på, ligesom hun repræsenterer og rådgiver internationale virksomheder og ambassader. Men sideløbende fører hun menneskerettighedssager, hvor især fængslede afghanske kvinder har udviklet sig til en hjertesag for hende.

»90 procent af de kvinder burde ikke sidde i fængsel«, siger hun. »Men der er andre faktorer end loven at tage hensyn til. Nu er jeg i en position, hvor jeg ved, hvordan man fører en sag, og er ret sikker på, hvordan jeg får en person ud. Men det er ikke altid en sejr at få en kvinde løsladt. For hvor skal hun tage hen? Det handler ikke bare om loven, men også om at overvinde en kultur«.

I mange tilfælde er fængslet at foretrække frem for det liv, der venter uden for, fortæller Kimberley Motley.

Hun møder f.eks. mange kvinder, der er anklaget for utroskab, selvom de er blevet voldtaget. Hvis de bliver løsladt, er de nødt til at gifte sig med voldtægtsmanden for at opnå beskyttelse. Andre kvinder oplever, at deres familie har slået hånden af dem eller truer med at slå dem ihjel. Krisecentrene byder ofte på mindre frihed end fængslerne. Derfor sørger Motley altid for at tale kvindernes muligheder efter en eventuel løsladelse igennem, inden hun tager sagen. I sidste ende er det dog kvindernes eget valg.

»Jeg fortæller dem ikke, hvad de skal gøre, og det sætter de pris på, fordi de er blevet beordret rundt i hele deres liv. Hvis en kvinde siger, at hun har tænkt sig at tigge på gaden, er det ikke mit problem. Men nogle sager er virkelig svære at forlade«.

I det hele taget, siger Motley, er det hårdeste ved at bo i Afghanistan at se de afghanske kvinder blive behandlet som andenrangsborgere. Ikke bare i fængslerne, men i hverdagslivet, hvor kvinder i burka går bag ved manden, og mænd kører med geder på passagersædet og kvinderne bag i bilen. Og ingen reagerer, når kvinder får bank af deres mand.

»Jeg mødte en kvinde, hvis mand truede hende med en økse, og politiet overvejede at tale med ham. Tale med ham! Ikke sigte ham. Jeg har oplevet diskrimination som kvinde, og det er forfærdeligt. Men jeg har aldrig oplevet slaveri, hvilket jeg ser som tættest på den måde, kvinder bliver behandlet på her«, siger Motley.

LÆS OGSÅAaron Sorkins ordrige portræt af Steve Jobs er skåret knivskarpt

For at undgå at blive placeret i samme ’under-underkategori’ gør hun en bevidst indsats for ikke at lade de afghanske mænd se hende som en kvinde. Ved at insistere på at se mændene i øjnene, give hånd og undlade at bære tørklæde. Det accepterede mændene i retssystemet fra starten – også fordi de var nysgerrige efter, hvordan hun som amerikaner ville praktisere deres love.

»Jeg bliver behandlet anderledes, fordi jeg kræver det. Jeg kan kræve det, fordi jeg som vesterlænding ved, hvordan kvinder bør blive behandlet. Afghanske kvinder har ikke den referenceramme. Jeg opfører mig meget mandigt for at vise, at vi er lige, og at jeg ikke gider noget pis. Jeg ved godt, at jeg har en stærk personlighed«, siger hun og griner.

Og den har hun brug for.

Ikke alene holder hun ofte andres liv i sine hænder, hun skal også konstant være opmærksom på sin egen sikkerhed. I takt med de amerikanske troppers tilbagetrækning bliver udlændinge i Afghanistan mere og mere udsat med en række angreb på hoteller og restauranter, der især frekventeres af udlændinge. Nytårsdag dræbte en bilbombe to mennesker på den franske restaurant Le Jardin.

I filmen ser vi en sjældent rystet Motley lige efter et Taleban-angreb på luksushotellet Serena, hvor hun netop var tjekket ind, da 4 bevæbnede mænd trængte ind i lobbyen og begyndte at skyde. I løbet af filmen flytter hun også ud af sit hus og holder nu til på forskellige anonyme adresser.

»Sikkerhedssituationen er desværre kun blevet værre«, siger hun.

Stigmatiseret som ravnemor

Det nemmeste ville da også være at tage hjem til North Carolina til sin mand og 3 børn på 7, 12 og 17 år, som hun nu kun ser 2-3 måneder om året.

»Selvfølgelig ville jeg gerne være sammen med mine børn«, siger hun. Portræt.  Foto: Made in Copenhagen

»Men vi finder ud af det. Jeg tager tit hjem, også bare for et par dage. De har besøgt mig i Dubai. Vi taler sammen på Skype, Google Chat og Messenger. Jeg har haft forældremøder på Skype, og jeg hjælper dem med lektierne. Jeg opfylder stadig min forældrerolle. Det er vidunderligt, at vi har teknologien i dag. Jeg kan ikke forestille mig at være i militæret for 20 år siden, da man kun kunne kommunikere via brev. Min far var i militæret ...«.

Faktisk er Kimberley Motley træt af at blive stigmatiseret som en ravnemor.

»Desværre er det min erfaring, at kvinde er kvinde værst. Jeg har oplevet en del negative kommentarer fra min datters lærere, og det er ubehageligt, fordi de har en magtposition i forhold til mit barn. Så måtte jeg fortælle dem, at de gik over grænsen. Der er aldrig nogen, der ville bebrejde en mand for at være væk hjemmefra på grund af arbejdet«.

LÆS OGSÅTonen er irriterende skinger i dokumentarfilms kritik af fødevareindustrien

Det ville man nok her i Danmark.

»Men det ville man ikke i USA. Jeg har været til interviews, hvor jeg har været den eneste kvinde i et rum fuldt af mænd, og det er kun mig, der bliver spurgt om, hvordan jeg kan forlade mine børn«.

Motley har udvidet forretningen til også at omfatte andre lande og arbejder på et større projekt, The Justice Project, der kort fortalt har til formål at uddanne borgere i hele verden til at kende deres rettigheder. Hun ser fremskridt. Også i Afghanistan.

Får du nogensinde nok af det hele?

»Ja, og så ved jeg, at jeg lige skal træde et skridt tilbage og trække vejret. Men selv i mine svage øjeblikke, hvor jeg føler, at det hele er for meget, presser jeg mig selv endnu hårdere. Jeg tænker altid, at hvis det er for meget for mig, hvad er det så ikke for afghanerne?«.

Redaktionen anbefaler

Dansk dokumentar går tæt på den eneste udenlandske jurist i de afghanske retssale

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce