»Baseret på virkelige begivenheder – og en del uvirkelige«.
Sådan står der på lærredet, inden der blændes op for ’Spies & Glistrup’.
Så er man garderet i tilfælde af angreb for historisk unøjagtighed og letfærdig omgang med andres personlige erindringer. Hvilket både er klogt og nødvendigt, når man går så frisk til sagen som Christoffer Boe gør det i sin biopic om Simon Spies og Mogens Glistrup.
LÆS OGSÅ Filmselskab tæppebomber danskerne med Spies og Glistrup
Men jeg synes også, at forbeholdet reelt betyder, at man skal beslutte sig for, hvilken af de to film i filmen, man ser.
Ser man en film om forretningsmanden Simon Spies og skatteadvokaten Mogens Glistrup, eller vil man se en slags komedie om to topbegavede festoriginaler, som efter de triste efterkrigsår satte kulør på danskernes hverdag med bohemeliv, eskapader, psykedeliske stoffer og sprøde marcipanbrød.
Hvis det er den sidstnævnte film, man vil se, er man ikke gået galt i byen.
Christoffer Boe & Co. har givet den hele armen i skildringen af de to flamboyante personligheder og deres tid. ’Spies & Glistrup’ er, hvad angår tidsbilledet, en skønt kitschet genskabelse af en tid, hvor hver dag bragte nye omvæltninger i danskernes liv. Fra det midt i 1960’erne buldrede løs med frigjorthed og nye farver på gamle paletter.
Gnæggen uden bornholmer dialekt
Simon Spies er et etableret ikon i danskernes bevidsthed.
Det betyder, at Pilou Asbæk på en måde har den sværeste opgave. Hvordan skaber man en Simon Spies, som siger noget nyt i forhold til den eksponerede og allerede fra Spies’ side bevidst iscenesatte figur?
LÆS MERE
Pilou Asbæk om Spies: I denne rolle var jeg dømt til at fejleAsbæk får ikke helt vristet sig fri af den gnæggende spændetrøje, men i øjnene er der noget spændende på spil. Her er både noget ømt og noget decideret ildevarslende, som antyder mere end udlægger fascinerende spændinger i livet bag det store skæg.
Nicolas Bro har mere spillerum.
Den offentlige figur Glistrup var mere endimensional og omdiskuteret end Spies. Bro har mulighed for at skabe en mere overraskende figur, og det gør han. Men han slipper også billigere. Hvor Asbæk bakser med Spies’ umulige gnæggen, har Bro stort set droppet Glistrups lårtykke bornholmske dialekt. Det lægger luft til karikaturen.
Men det er ærlig talt lidt sært med den enes gnæggen uden den andens dialekt over Gudhjem.
Spies og Glistrup bliver til 'Sex, stoffer og beskatning' i udlandetPigebrysterne danser frigjorte, en nøgen Spies dyster som alfahan med stiv pik over for en gorilla, og Glistrup viser sig som en elskelig nørd og et rodehoved.
Jo, der er ingen ende på fornøjelserne, og hvis man ser ’Spies & Glistrup’ som et Robin Hood-par, der slår gækken løs i en dansk folkekomedie fra en tid, vi elsker at genkalde os, ja, så er man virkelig vel underholdt. Især i den første del af filmen, som skildrer opturen i 1960’erne pumpet godt op med datidens slagere.
Meningmands Glistrup?
Men vil man se den anden og lidt mere alvorlige film, begynder problemerne at melde sig.
Man har selv meldt ud, at man ikke har tænkt sig at være korrekt. Men der forekommer mig at være noget mærkeligt konstrueret over grundpræmissen. Vi kan nok alle sammen blive enige om, at Simon Spies fik sendt danskerne sydpå og nærmest opfandt selvpromovering som gratis reklameredskab.
Men var Glistrup den elskelige original og det passionerede menneske, Boe fremstiller ham som? Og som menigmand klukker så modigt over i de udvalgte arkivklip?
LÆS ANMELDELSE
Opdateret biografi varmer op til Glistrup-filmJeg husker det anderledes.
Jeg husker Glistrup som en politisk figur, der var inderlig forhadt af de fleste, fordi de følte, han hånede dem, når han fortalte folk, at de var idioter, hvis de gjorde deres pligt og betalte skat til samfundet.
Da han senere lagde grundstenen til det politisk sanktionerede fremmedhad i det moderne Danmark blev han – diplomatisk udtrykt – ikke mindre omstridt.
Rigtige venner
Spies i filmen bruger efterhånden den seksuelle frigørelse som en stadig mere kynisk adgangsbillet til købesex uden tømmermænd.
Hans drømme om bevidsthedsudvidelse i Det Psykedeliske Selskab udmønter sig i scener, der ligner noget fra Olsen-banden. Spies er først nøgen. Derpå klædt af som gusten kyniker.
'Morgenbolledamer' kommer med til gallapremieren på 'Spies & Glistrup'Boe køber anderledes ukritisk Glistrups billede af sig selv som frihedskæmper og martyr. Måske fordi han skal repræsentere en anden tids idealer. Glistrup kritiserer papirnusserne, og det er i virkeligheden minimalstaten, det handler om.
Men hvis filmen politisk og psykologisk skulle have givet mere mening, skulle den have haft nogle flere mellemregninger. Skildringen af venskabet mellem Spies og Glistrup har mange fine og sjove momenter, men man får simpelthen for få nøgler til at forstå, hvem de er, og hvordan dette umage par er blevet til dem, de er.
SE HISTORISKE FOTOS
Det er skuffende, for fokuseringen på venskabet mellem Spies og Glistrup fortæller en historie om et venskab, der var tættere, end de fleste inklusive undertegnede nok var klar over.
Uden forklaring
De er uortodokse de to.
De kommer fra noget andet end de rige studerende med deres stamtavler og sølvske i munden. Dette had til nedarvede privilegier er tilsyneladende, hvad der binder de to mænd sammen. Og meget mere får vi ikke at vide.
Hvor kommer Spies’ sårbarhed fra? Vi hører slet ikke om hans mor. Nazifortiden strejfes lynhurtigt i en avisoverskrift. Men ellers intet.
SE GALLERI
Hvorfra kommer Glistrups fanatisme? Ud af det blå tilsyneladende. Hvordan bliver hans had til overklassens gulddrenge pludselig til en altomfattende nedgørelse af hippier, pædagoger, muhammedanere og socialdemokrater. Der jo sådan set på hver sin måde står for noget helt andet end filmens overklasseskurke?
Ikke en lyd. Ikke en forklaring.
Fest og halvt til hest
Christoffer Boes forsøg på at få Spies og Glistrup til at fremstå som et par turboliberalt frie fugle, der for sidstnævntes vedkommende fik ørerne i maskinen, fordi de slap gækken løs i Danmark og talte magten midt imod, bliver et muntert og kulørt portræt uden det minimum af psykologisk ballast, som ville kunne gøre, at man ville tage det en smule mere alvorligt.
Spies læser Jung og taler med Nietzsche i munden om et samfund, der har mistet sansen for forskellen på de stærke og de svage. Glistrup på sin side hvæser »Velkommen til middelmådigheden«, da han føler sig svigtet af Spies og kort tid efter stifter Fremskridtspartiet. Giver dette antydede fællesskab om overmennesketænkning mening?
Ikke så forfærdelig meget, synes jeg. Den ene film om ’Spies & Glistrup’ er en fest. Den anden er kun halvt til hest.
LÆS OGSÅ Facebook fjerner danske morgenbolledamer
Måske fordi venskabet som præmis etablerer en grundlæggende skævhed i filmens sandhedsværdi. Filmens fortælling er, at ’Spies & Glistrup’ var to excentrikere, som udfordrede janteloven og middelmådigheden, og at danskerne elskede dem for det.
I tilfældet Spies er det et langt stykke af vejen korrekt. I tilfældet Glistrup er det en idyllisk banalisering og et udtryk for dramaturgisk og historisk ønsketænkning.
fortsæt med at læse
