Gadekunst er som regel malet med den brede pensel.

I overført betydning, men ofte også bogstavelig talt. For kunst i byrummet skal kunne opfattes på afstand af travle mennesker på vej til og fra arbejde. Nej, ikke nødvendigvis. Hovedpersonerne i den engelske kunstner Slinkachus installationer er plastikfigurer af mennesker i skala 1:87, altså cirka halvanden centimeter høje. Egentlig er figurerne skabt til modeljernbaner. Men når Slinkachu har byttet rundt på kroppe og lemmer, malet nyt tøj på figurerne og placeret miniputterne i små scenerier, hvor de tit interagerer med genstande eller insekter i 1:1 – for eksempel cigaretskod, ostepops, øldåser og fluer – indgår de pludselig som aktører i en næsten altid humoristisk, men også rørende og melankolsk fortælling om de rigtige menneskers liv og ensomhed i den moderne storby. Får lov at blive stående Slinkachus kunst har to udtryksformer: de små installationer i sig selv – og de fotografier, han tager af dem. I et interview i bogen ’Beyond the Street’ om 100 af verdens mest kendte street art-kunstnere fortæller Slinkachu, at når han har arrangeret sine tableauer og fotograferet dem, efterlader han dem på gaden. »Jeg føler mig overhovedet ikke forbundet med dem. I virkeligheden nyder jeg næsten at forlade dem«, siger han. Hvad der derefter sker med de små kunstværker, har Slinkachu ingen ide om: »Jeg ved ikke, hvor længe de får lov at blive stående, og om der overhovedet er nogen, der bemærker dem. Det er faktisk en del af morskaben for mig«.