Der skal flere kvinder ind i rytmisk musik.
Det har i flere år været ambitionen hos en række musikorganisationer, der har måttet se pigerne forsvinde fra musikskolerne og de voksne kvinder enten opgive eller slet ikke overveje en musikkarriere.
En rapport har desuden for nylig fastslået, at kvinderne i høj grad er i undertal på scenerne, de rytmiske musikuddannelser og som beslutningstagerne i musikbranchen.
Også kulturminister Uffe Elbæk (R) lægger i sit udspil til en musikhandlingsplan vægt på, at der skal arbejdes for at få flere kvinder ind i musikken. Ligemageri?
Men det er ikke alle, der er enige i, at musikalske ligestilling er en nødvendighed.
»Er der overhovedet et problem? Andet end ligemageri?«, siger Jakob Levinsen, musikanmelder og kulturblogger for Jyllands-Posten.
LÆS MERE Kvotér mig, jeg er mand!
»For det er jo ikke sådan, at de kvinder, der ikke er i musik, ikke er nogen steder. De har bare valgt at lave noget andet. Det hører med til den demokratiske kultur, at folk gerne må have lov til at vælge. Kvinder må gerne have lov til ikke at gide spille musik«. Jakob Levinsen mener, kønnet er underordnet, når det gælder musikkens kvalitet. »Der laves fremragende musik af både kvinder og mænd, ligesom der laves rådden musik af både kvinder og mænd. Det vil ikke blive anderledes af, at der bliver en lige fordeling«, siger han. De larmende instrumenter I denne uge var omkring 100 personer – heraf kun en håndfuld mænd – samlet på Rytmisk Konservatorium i København for at diskutere problemstillingen. Ind imellem musikoptrædener af Band Ane og perkussionisten Simona Abdallah blev sagen vendt af forskellige repræsentanter inden for musikmiljøet: Hvilken betydning har det, at kvinderne fravælger den rytmiske musik? Astrid Elbek, der er leder af Det Jyske Musikkonservatorium, kaldte det »forundringsværdigt«, at konturerne i musiklandskabet ikke har ændret sig mere siden 1970’erne, hvor hun var medlem af bandet Shit & Chanel. »Dengang måtte vi flygte med hyren, fordi folk troede, at de havde hyret os til at smide tøjet«.



























