Snushanen var cyklet næsten helt ud til Den Lille Havfrue, men stoppede ved Nordre Toldbod og svalede sig som mange andre solslikkende mennesker med noget koldt at drikke til lyden af tenorsaxofonen fra modtageren af årets Palæ Bar Pris, Jakob Dinesen ('Dino'), i selskab med to mere anonyme australske musikere, bassisten Sam Anning og trommeslageren Rajiv Jayaweera.
LÆS OGSÅ Knusende dygtig saxofonist gav steril rundtur på jazz-museet
De tre leverede jazz på bare fødder, stående storsvedende på et persisk tæppe uden lydforstærkning.
Passende som stemning til Toldbodens Jazz & Fisk-koncept, men ikke noget, der sætter dybe spor i festivalen.
Dino var det åbenlyse trækplaster med sin dynamiske tone og fremdriften i hornet, der kender sin arv og øser af den, spillemand om en hals med højt bundniveau i enhver sammenhæng, en værdig prismodtager.
'Music is a gorgeous bitch!'
Typisk dunkel stemning af barjazz var der derimod i Drop Inn. De standhaftige damer, Sophisticated Ladies, er et af de mest fasttømrede bands i dansk jazz, dannet tilbage i 1987 og stadig ved muffen: pianist Marie Louise Schmidt, trommeslager Benita Haastrup og bassist Helle Marstrand.
Og som Ellington engang har sagt: »Music is a gorgeous bitch!«. Kvartettens nytilkomne solistiske es er den lange, myndeagtige Christina Dahl, hvis magtfulde saxofonspil og robust syngende tone kan tynge mangen en mandlig instrumentkollega i knæ.
Danske Marilyn reddede nordmænds ensformige koncertOg repertoiret var naturligvis primært Ellington som på gruppens seneste cd. Stadig dybt originalt materiale som afsæt for gruppens elegante spil. Allerede i den indledende 'African Flower' var Dahls solo som en vild markblomst lige til at sætte i brystlommen.
Og et andet moment at bære med videre: den sjældent hørte 'The Shephard (Who Whatches over the Night Flock)' fra Ellingtons 2. ’Sacred Concert’, indledt med en intens modal indgangsbøn a la Coltrane.
Organisk vældende klaverspil
Men dagens befippende oplevelse fandt Snushanen frem til på CaféScenen, hvor den snart 46-årige pianist Nikolaj Hess er en flittig kapelmester. Mens solen stod lavt over København, spillede han med den amerikanske trommeslager og multimusiker Tyshawn Sorey og bassist Richard Andersson.
Hess har udviklet sig til en mesterlig musiker. Billedet af den blødt rokkende pianist, bøjet over flyglet med ryggen til publikum, er billedet af en mand med tangenterne som en naturlig forlængelse af kroppen.
Organisk vældende klaverspil, rytmisk overdådigt, med lange smukt formede linjer, kontraspil med venstrehånden og en hvileløs idérigdom.
Og Sorey, Artist in Residence i Danmark i juni-juli, har på ingen tid skrevet sig ind i hjerterne på alle, der hører ham, med sin uforlignelige energi og musikalitet.
Uanset om materialet var traditionsbærende, som 'Jeg gik mig ud en sommerdag' eller den polyrytmisk hjemmedyrkede 'Wind', gav Hess-trioen musikken en flyvende energi og et saftigt bid.
Det var egentlig bare jazz, som den bør spilles, med sitrende nutidighed og en global musikkulturel fornemmelse i den luft, man indåndede og levede videre på.
Næringsfattig jazz
Et mere blandet indtryk gav aftenkoncerten med den ti år yngre Søren Kjærgaard, som har æren af at være en del af Copenhagen Jazzhouses officielle program i år. Han er en af den yngre danske jazz' mest konsekvent avantgardeprægede musikere, der på idealistisk vis søger kunsten og fordybelsen frem for nemme point og publikumstække.
Jazzhouse var da også kun knap halvt fyldt til en koncert af meget blandet kvalitet. Det kom til udtryk i to vidt forskellige sæt, der trækker hver sin vej i Snushanens kunstneriske bedømmelse.
Først Kjærgaard i trio med den legendariske Andrew Cyrille ved trommerne, siden 1960’erne aktiv i jazzavantgarden i USA. Han og Kjærgaard har indspillet tre fascinerende trioplader med bassisten Ben Street. Her var sidstnævnte dog erstattet af den talentfulde og mærkeligt stilfærdige Thomas Morgan.
LÆS OGSÅ Six degrees of Miles: Hvordan er Thomas Helmig forbundet med trompetlegenden?
Så tyst og stille som en blind, der famler sig frem, kunne musikken tage sig ud, men også med bastant bumlet puls fra den uortodokst swingende Cyrille. En musik spændt ud mellem atonale klange i frit svævende rum, men også med stramt motiviske temaer og improvisationer fra Kjærgaards indimellem ligefrem Monk-inspirerede fingre.
Og gæsten, Andrew D’Angelo, gav musikken en ekstra dimension med sit bristefærdigt skælvende spil på altsax og basklarinet.
Snushanen var derimod ved at blive søsyg af det blodløse andet sæt, der mest bestod af frit sejlende og centerløse improvisationer med vokalist Maria Laurette Friis føjet til gruppen. Det var bar(’) jazz i betydningen næringsfattig og afklædt i skarpt lys.
fortsæt med at læse
