Indrømmet – jeg er forudindtaget. Jeg elsker maden i Israel. Med min jødiske baggrund og rejser til landet for at besøge familie og venner er mine smagsløg siden barndommen blevet præpareret med landets råvarer og retter, krydderier og krydderurter, dufte og smage. Jeg kender det israelske køkken ud og ind.
LÆS ARTIKEL Opskrifter: Her er chokoladebloggernes bedste
Og det er i sandhed et sammensat køkken, vi her har med at gøre. For jøder er i løbet af 1900-tallet kommet til Israel fra så forskellige steder som Øst- og Vesteuropa, Mellemøsten og Nordafrika og har taget deres yndlingsretter og ritualer med. Det er New York om igen: en masse spændende og inciterende køkkener side om side, men også på kryds og tværs i kraft af ægteskaber mellem de forskellige kulturer.