Der er mange måde at styre sin opsparing og privatøkonomi på, men hvordan gør eksperterne egentlig selv? Vi har spurgt tre af dem, der normalt rådgiver os andre.
Morten Bruun Pedersen, seniorøkonom hos Forbrugerrådet Tænk
Det virker bedst for mig at gøre min opsparing og øvrige økonomi så enkel som muligt. Jeg er nok, som folk er flest - der har da været perioder af mit liv, hvor jeg har brugt flere penge, end jeg burde.
For nogle år tilbage lavede jeg en hovedrengøring for at få samlet tingene og få styr på det. Før havde jeg både nogle forskellige opsparinger og investeringer samtidig med nogle konti med gæld, og dem fik jeg ordnet, så jeg i stedet for en masse løse opsparinger i stedet nedbragte min gæld med pengene. Det kunne bedre betale sig for mig, og fordi jeg ikke ønsker at bruge for meget tid og energi på opsparing og økonomi, skal det være simpelt, så jeg ikke skal gå og holde øje og flytte rundt på pengene.
Da jeg i samme forbindelse flyttede fra ejerbolig til andelsbolig, fik jeg samlet alle mine konti og skiftede til en bank, hvor jeg kunne få nedbragt omkostningerne.
Jeg har igennem flere år betalt ekstra ind på min pensionsopsparing, så her er jeg dækket godt ind. I dag betaler jeg kun det ind, jeg skal til min arbejdsmarkedspension og afdrager i stedet mere på det sidste af min boliggæld, så jeg i højere grad sparer op i boligen.
Når jeg engang imellem skal bruge ekstra penge på noget, så bruger jeg af andelsboligkreditten. Generelt er jeg meget lidt risikovillig, så jeg investerer p.t. ikke selv i aktier udover min pensionsopsparing, men det er bestemt oplagt, hvis man har et vist overskydende beløb på kontoen at se på, hvor man kan få det højeste afkast af sine penge uden at tage en større risiko end humøret, og økonomien kan tåle.
Jeg har to børn, og de har begge to haft en større børneopsparing - den ene er nu blevet brugt på en lejlighed, mens min søn på 21 år har planer om at bruge nogle af pengene til en rejse til Australien, hvor han gerne vil arbejde, når han er færdig som tømrer, og det har jeg det helt fint med - de har fuld råderet over de penge.
Ann Lehmann Erichsen, forbrugerøkonom hos Nordea
Jeg har aldrig haft svært ved at spare op, og jeg bruger forskellige tricks til at holde min opsparing på sporet.
Det ene er, at jeg gør mig ’kunstigt fattig’. Det betyder, at jeg med det samme, når lønnen går ind på min konto, finder ud af, hvilke udgifter jeg har den pågældende måned - kommer der særlige udgifter ud over de faste? Når jeg har overblikket og kan se, hvor meget der bliver hævet, finder jeg ud af, hvor meget jeg synes, der skal være til overs, og resten bliver så sat ind på en opsparingskonto. På den måde får jeg afgrænset mit forbrug.
For mig handler det desuden om at tænke min økonomi lidt mere ’firkantet’. Hvis jeg kigger på mit madforbrug og ser, at jeg kan gøre det billigere, så sætter jeg eksempelvis kun 3.500 kroner af til mad til to om måneden. Og så skal det budget holdes - ellers kan jeg ikke sætte de penge over på min opsparing, som jeg gerne vil.
I forhold til at håndtere regninger, skattepapirer og så videre, så sørger jeg altid for at få det ordnet med det samme, så det ikke ligger og fylder. Jeg har valgt, at hvis jeg får en ekstra regning, så ærgrer jeg mig ikke over det - det skal bare ud af verden, og hvis ikke jeg selv kan ordne det, så sørger jeg for at få professionel hjælp til det.
Derudover har jeg en ekstra pensionsopsparing, som består af aktier, som jeg får banken til at styre for mig. Det er en langsigtet investering, mit mål er, at jeg ikke skal arbejde, til jeg er 67 år gammel - jeg vil gerne have råd til at gå af før.
Jeg bor i ejerbolig, som er gældfri, og så bruger jeg ikke så mange penge på at rejse langt væk. Det orker jeg ikke - jeg vil gerne rejse, men har det fint med at blive i Europa, så der sparer jeg en masse penge, som jeg i stedet kan spare op. Det samme gælder dyre restaurantbesøg og fastfood. Det er heller ikke der, jeg bruger mine penge - til gengæld er jeg en bogorm og bruger gerne penge på bøger og sytøj, som jeg kan sidde og nørkle med.
Med hensyn til børneopsparing, så har jeg haft en til min datter, som hun lod stå, indtil hun skulle købe en lejlighed.
Karsten Engmann Jensen, privatøkonomisk rådgiver
Det har altid virket for mig at vise almindelig tilbageholdenhed - simpelthen at undlade at bruge penge med mindre, det var nødvendigt. Da jeg var ung kunne jeg ikke finde ud af at lave en konkret opsparing, men jeg nedsatte mit forbrug, så jeg altid havde penge på kontoen til skiferie og de andre ting, der kom i løbet af et år.
Helt konkret har jeg altid prioriteret at undgå gæld. Det er den bedste opsparing, og jeg kunne for eksempel ikke drømme om at købe et tv på afbetaling.
I dag håndterer jeg min opsparing efter Klods Hans-metoden:
Den går ud på, at man eksempelvis lægger 1.000 kroner til side om måneden, så man har 6.000 efter et halvt år. Så vælger man den første aktie, man tænker på og sætter de 6.000 i den. Når der er gået seks måneder mere, gør man det samme, men i en anden aktie fra en anden sektor. Sådan fortsætter man, til man har ti aktier i ti forskellige sektorer. Så har man investeret for 60.000 kroner, og nu begynder man så at sætte de næste 6.000 i de samme aktier - undtaget dem, der er steget mest og hvor risikoen for tab, derfor er størst. Sådan får man en balanceret portefølje.
Mit sidste personlige redskab er at sørge for at have en buffer på min konto - det betyder nemlig, at jeg kan købe det, jeg skal bruge, hvis jeg er så heldig, at det kommer på tilbud. Så behøver jeg ikke at vente, til jeg har sparet op, og prisen igen er steget.
På pensionsfronten er jeg selvstændig og prioriterer min pensionsopsparing højt. Jeg har sikret mig, at jeg er ordentligt dækket og har så lave omkostninger som muligt, så jeg har gennemgået de forskellige pensionsselskaber med en tættekam og har valgt det selskab, der har lavest omkostninger. Når det gælder afkast, kan man jo kun se, hvordan de har klaret sig bagud - man kan ikke vide, hvordan det kommer til at gå i fremtiden, så det har ikke vægtet så højt, når jeg har skullet vælge.
I forhold til min bolig har jeg været heldig at købe i en periode, hvor priserne var lave. Jeg har så løbende betalt af, så i dag er der ikke megen gæld tilbage. Men for nogle år siden skulle jeg lave en tilbygning - jeg havde selv 500.000 af den ene million, jeg skulle bruge, så dem måtte jeg låne, men mit hus blev over to millioner mere værd. Desuden valgte jeg at bygge tilbygningen selv og spare de penge, så det var en god investering og dermed opsparing.
Jeg har ikke lavet en børneopsparing til mine børn. Jeg er selv startet på bunden af en gulvspand og har lært at tage ansvar for mit eget liv. Havde jeg en opsparing, ville mine børn gå og tænke på, hvad de skulle bruge pengene til, og jeg er bange for, at resultatet ville blive en sur far og to glade unger. Jeg vil hellere vælge at give dem noget, de har brug for, når de skal til at etablere sig i stedet for, at de bruger pengene til en tur til Thailand.
