Godmorgen
I Danmark tilbydes mange børn og unge diagnosticeret med adhd ikke den fagligt set bedste behandling og hjælp. Sådan lyder kritikken fra både Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab og Dansk Selskab for Almen Medicin, skriver Politiken.
I årevis har Sundhedsstyrelsen i sine nationale kliniske retningslinjer fastslået, at medicin meget sjældent bør være lægens førstevalg. Derimod skal familie og barn først tilbydes pædagogiske og psykologiske tiltag som forældretræningsprogrammer tilpasset adhd.
»Man bør som udgangspunkt altid begynde med ikkefarmakologisk behandling hos børn og unge med adhd«, skrev Sundhedsstyrelsen i retningslinjerne både i 2018 og 2021.
Det står ifølge overlæge Nina Tejs Jørring, forperson i Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab, i skærende kontrast til virkeligheden, hvor medicinforbruget er steget markant. I 2016 var 15.370 børn og unge under 18 år i medicinsk adhd-behandling, mens tallet var steget til 22.980 i 2022. En vækst på 50 procent.
Jeppe Kofod udfordres af ung venstrefløjssocialdemokrat
Der er kampvalg på vej i Socialdemokratiet, når partiets delegerede i Region Hovedstaden senere på foråret skal udpege kandidater til næste års europaparlamentsvalg.
Tidligere udenrigsminister Jeppe Kofod (S) blev for nylig opstillet som kandidat af Socialdemokratiets afdeling i Aakirkeby, og han ventes at gå efter at blive spidskandidat for S i hele hovedstadsområdet, som også omfatter Bornholm. Men han udfordres nu af partiets venstrefløj, hvor 23-årige Mathias Niebuhr også vil være spidskandidat for hovedstadens socialdemokrater, skriver Politiken.
»Hvis man vil skabe noget nyt i det her parti, og hvis man vil åbne op for, at unge, progressive og specielt hovedstadsborgere kan se sig selv i Socialdemokratiet, så er det ikke Jeppe Kofod, man skal vælge, for han er noget andet«, siger Niebuhr.
13 kvinder kommer med nye beskyldninger mod voldtægtsanklaget fransk stjerne
13 kvinder beskylder i en artikel i det undersøgende franske medie Mediapart skuespilleren Gérard Depardieu for seksuelle overgreb, skriver Ritzau.
Den 74-årige franske skuespiller, der blev kendt i Hollywood med filmen ’Green Card’ fra 1990, er allerede anklaget for at have voldtaget en skuespillerinde. Gennem sine advokater har skuespilleren kategorisk afvist, at han har gjort noget forkert. Mediapart skriver, at 13 andre kvinder fortæller om, at Dépardieu har forgrebet sig på dem på settet af 11 film eller serier, der er udkommet mellem 2004 og 2022 eller på lokationer, der ikke var på settet.
Ingen af de 13 kvinder har meldt sagerne til politiet, men tre af dem har givet vidneforklaring til en domstol.
Nordkoreansk missilaffyring udløste evakuering af japansk ø
Nordkorea affyrede torsdag morgen lokal tid et missil ud mod havet ud for Den Koreanske Halvøs østkyst.
Det oplyser den sydkoreanske hær. Kort efter meldingen om missilaffyringen udstedte den japanske regering en evakueringsordre, skriver Ritzau.
Indbyggere på øen Hokkaido blev bedt om omgående at søge dækning inde i bygninger eller under jorden. Det fremgik af det japanske varslingssystem J-Alert. Fra regeringen lød det, at der var risiko for, at missilet ville ramme nær øen Hokkaido. Advarslen blev dog efterfølgende afblæst.
»Varslingen blev udstedt for at informere borgere om faren for, at et missil ville styre ned for at beskytte borgernes sikkerhed«, siger den japanske regerings kabinetschef, Hirokazu Matsuno.
’Du lytter til Politiken’
Minksagen: Kan man bare trække en advarsel tilbage?
Sidste sommer rettede Minkkommissionen alvorlig kritik af flere af Danmarks mest magtfulde embedsmænd. Det førte blandt andet til, at Statsministeriets departementschef Barbara Bertelsen fik en advarsel, og at rigspolitichef Thorkild Fogde blev fritaget for tjeneste. Men nu er de begge blevet renset for anklagerne og anses ikke længere som ansvarlige for Minksagen. Politikens Hans Drachmann har som den eneste journalist i landet siddet med under samtlige afhøringer i Minkkommissionen. I dette afsnit af ’Du lytter til Politiken’ besvarer han nogle af de spørgsmål, der stadig presser sig på i sagen.
Det sker i dag
- Retten i Lyngby holder retsmøde om berammelse af straffesagen mod den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen.
- Folketingets Socialudvalg har blandt andet bedt børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye (S), om at redegøre for, om vi som samfund er gode nok til at sikre, at børn og unge med forskellige diagnoser, såsom autisme, ADHD, angst, får det rette skoletilbud.
- EU’s udenrigschef Josep Borrell besøger de kommende dage Kina. Flere europæiske ledere har i den senere tid besøgt Kina, herunder Frankrigs præsident Emmanuel Macron og EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen.
Det skete på dagen i dag
- 1938: Danmark får sin første lovgivning omkring ferie, da Ferieloven vedtages. Den sikrer ni dages ferie året efter.
- 1943: Massegrave med mere end 4000 polske officerers lig bliver fundet i Katyn-skoven i Smolensk-regionen i Polen. En omfattende massakre fandt sted i skoven tre år tidligere.
- 2018: Danmarks sidste telefonboks bliver endeligt fjernet fra sin plads på Lille Torv i Aarhus.