Foran FN-bygningen i New York står en skulptur af en pistol med løbet bundet op i en knude. Oprindelig et minde om John Lennons fredsarbejde, men med årene er den blevet et ikonisk symbol på globale bestræbelser på at forhindre krige og konflikter.
I en tid, hvor vi ser historisk oprustning på tværs af Europa er det værd at stoppe op og overveje, hvor det arbejde har slået fejl – og hvad der skal til at for gentænke fredens infrastruktur i det 21. århundrede.
Vi taler meget om mulighederne for fred i Ukraine og Gaza. Men det er kun de mest synlige konflikter. I 2024 var der flere krige mellem stater og blev dræbt flere civile, særligt børn, end i noget andet år siden Anden Verdenskrig.
Jeg tænkte en del over knuden på pistolløbet for nylig, da jeg var en uge i Nigeria. Landet har i årtier været præget af voldelige konflikter, som desværre er i fare for at bluse endnu mere op nu. Afrikas mest folkerige nation er et land med store økonomiske muligheder, en stærk kulturel selvforståelse og en væsentlig historisk og nutidig geopolitisk rolle i Afrika.
Men det er også et land præget af stigende ulighed og økonomisk krise for almindelige mennesker, der kan få alvorlige politiske konsekvenser for hele regionen.
Jeg kan huske, da verdensmålene blev vedtaget i 2015 (Kan I huske dem? Det var dem, der engang prydede virksomheders hjemmesider og politikernes nåle i reversen som fælles ambition for, hvordan vi skulle afskaffe sult og ekstrem fattigdom og sikre alle børn adgang til skole). Dengang talte vi om, at verdensmålenes succes ville blive afgjort i Nigeria, og ikke mindst af den enorme ungdomsgeneration, der forventer en bedre fremtid.
Siden da er det gået den forkerte vej i Nigeria. Op mod 20 millioner børn er uden for skolen i landet. Det skyldes fattigdom, manglende statslige investeringer i uddannelse og de årelange konflikter flere steder i landet.
Men det bidrager også yderligere til de voldsomme konflikter, at så mange unge ikke går i skole, mangler mad og reelle fremtidsudsigter. De seneste år er uligheden og fattigdommen eksploderet, og flere taler nu om en lurende sultkatastrofe.
Samtidig står det internationale samarbejde ved en korsvej. I den seneste tid har vi set Trump og Musk forsøge at lukke USaid, verdens største humanitære donor. Det blev hurtigt fulgt op af Keir Starmers udmelding om markante nedskæringer i UKaid, verdens anden sværvægter inden for bistand, for at gøre plads til militærinvesteringer.
Flere andre lande i Europa har også skåret ned på bistanden i de seneste år. Nedskæringerne i USaid alene risikerer ifølge the Center for Global Development at koste op mod tre millioner mennesker livet i år. Og de vil særligt ramme folk fanget i de voksende krige og konflikter rundtomkring i verden.
I nogle lande i Afrika var USaid simpelthen en central del af finansieringen af hele sundhedsvæsenet.
Det var de ikke i Nigeria, hvor USaid til gengæld var hovedbidragsyder af humanitær bistand og sundhed for millioner af flygtninge og internt fordrevne fra landets og nabolandes konflikter. I det nordøstlige Nigeria, hvor konflikten med Boko Haram langt om længe så ud til at være ved at stabilisere sig, mangler der nu for alvor penge til at investere i fred og genopbygning.
Vores lokale kollegaer, der har arbejdet under meget svære omstændigheder i årevis, frygter nu, at de væbnede kampe vil vokse igen. Og udsigten til, at ekstremismen og konflikterne i Sahel breder sig i Nigeria, med en befolkning, der er over halvt så stor som hele EU’s, er virkelig skræmmende.
Den samme situation udspiller sig netop nu i Sudan, Syrien, Congo, Yemen, Bangladesh og mange andre af verdens brændpunkter, hvor millioner af mennesker ramt af krig har fået deres basale livsnødvendigheder kraftigt beskåret eller helt fjernet.
Det er, som om Vestens regeringsledere har glemt, at en af de centrale dele af fredens værktøjskasse er udviklingssamarbejde.
USaid’s oprindelse kan trækkes tilbage til Marshallhjælpen i Vesteuropa efter Anden Verdenskrig. USA investerede over 12 milliarder dollars i økonomisk genopbygning og politisk stabilitet i en region, der havde været hærget af krige og konflikter i årtier. Det var en stor succes – både for Europa og for USA, som fik styrkede markeder til eksport og politisk indflydelse under den kolde krig.
I de følgende årtier har udviklingssamarbejde og humanitær hjælp igen og igen været et af de værktøjer, man har brugt til at forebygge og inddæmme konflikter og genopbygge efter krige. På det mest grundlæggende plan handler det meste udviklingssamarbejde om at sikre basale levevilkår – mad, sundhed, uddannelse – der også er grundlaget for fredelige samfund.
Men derudover har det også handlet om at styrke civilsamfundet og grundlæggende rettigheder, så der kan findes fredelige måder at bringe samfundskonflikter og udfordringer frem i lyset på og finde løsninger på dem, før de udvikler sig til voldelige konflikter.
Lad os være ærlige: Det er svært. Ligesom i rige lande er der meget, der ikke lykkes. USaid og resten af udviklingssamarbejdet kan forbedres og nytænkes. Men vi glemmer, hvor meget der er lykkedes, og hvor meget mere barsk og voldelig verden ville være uden støtten til humanitære kriser, basale livsnødvendigheder og et frit og aktivt civilsamfund, der forsøger at holde magthavere ansvarlige over for deres befolkninger.
Krigene i Ukraine og Gaza sluger næsten al vores udenrigspolitiske opmærksomhed i disse år. Og det er forståeligt nok, for hele det geopolitiske billede, vi har vænnet os til, er under forandring.
Men sandheden er, at vi står over for voksende krige og konflikter mange steder i verden. Sudan, DR Congo, Sahel, Syrien, Myanmar, Yemen, Somalia, Libanon, Nigeria rummer alle konflikter, der har massive konsekvenser for befolkningerne i landene, men også for Europas fremtid. Og som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen for nylig understregede i DR-programmet ’Ring til regeringen’:
»Det er, som om vi kun evner at håndtere en konflikt ad gangen. (...) Lige nu og her handler det om Ukraine, men altså, om 50 år, da handler det om, at hvis der ikke er gang i Afrika, så får vi krige i Afrika og migrationspres. Det bliver slemt for vores børnebørn. Vi skal kunne håndtere mere end én konflikt ad gangen«.
Vi ser allerede flere af de krige udvikle sig, og den store udfordring er, at fredens infrastruktur er i stykker. FN’s Sikkerhedsråd er paralyseret, og de fredsbevarende missioner er voldsomt underfinansieret og i krise.
Militær oprustning i Europa er selvfølgelig ét svar på den dystre fremtid. Men det er åbenlyst, at det ikke kan være hele svaret. Hvis det står alene, risikerer det at blive en selvopfyldende profeti at bruge milliarder alene på at forberede sig på krig.
Netop derfor er det vigtigt, at politikerne samtidig udvider værktøjskassen for at forebygge, forhindre, afhjælpe og afslutte krige og investere i at fastholde freden. Udviklingssamarbejde og diplomati har historisk været en central del af den værktøjskasse. Det er tragedien i dette øjeblik, at Vesten vender sig fra den, når vi har mest brug for at tænke i de retninger.
Det er blevet populært at sammenligne vores samtid med 1930’erne. Det får det til at lyde, som om krig er uundgåeligt.
Men det ironiske er, at vi ikke taler om, hvad det var, politikere og samfundet lærte af 1930’erne og de to verdenskrige. Hvad gjorde vi den gang for at undgå, at den massive lidelse, død og ødelæggelse skulle gentage sig?
Da vi havde set ned i afgrunden, tog vi et skridt tilbage og valgte en anden vej. Der blev investeret massivt i freden efter Anden Verdenskrig, i at forhindre, at det skulle gentage sig.
Vi fik Marshallhjælpen, skabte FN, skrev menneskerettighedserklæringen, etablerede Den Internationale Domstol, forstærkede krigens love til at beskytte civile bedre og begyndte for alvor afkoloniseringen af store dele af verden som svar på frihedskampe og krav om lige rettigheder. Og ja, vi begyndte at etablere udviklingssamarbejde.
Reaktionen på krigens rædsler var en politisk og moralsk opbygning af fredens infrastruktur.
Det er tit sådan med infrastruktur, at vi ikke lægger mærke til den, indtil den er i stykker. Du tænker ikke på togskinnerne, indtil de en dag skal udskiftes, eller afløbet, indtil det pludselig er stoppet. Fredens infrastruktur var i forvejen hullet mange steder i verden, men vi havde arbejdet målrettet på at opbygge, vedligeholde og udvikle den i årtier efter Anden Verdenskrig. Nu er vi ved at slippe den, og jeg frygter konsekvenserne.
I den seneste tid har jeg tænkt en del på perioden efter krigen– og ikke mindst hvilken rolle civilsamfundet og almindelige mennesker, der ikke ønsker krigens genkomst, kan spille for at styrke chancerne for fred. I efteråret fandt vi en gammel arkivkasse på loftet i Mellemfolkeligt Samvirkes bygninger.
Der var en pjece fra 1944 skrevet af ledere fra den danske fredsbevægelse, der grundlagde Fredsvennernes Hjælpearbejde, som vi hed dengang. Meget af det, de skrev dengang, virker stadig relevant i dag:
»Verden er stadig i Krig, og hvornår den faar Ende ved ingen af os. For mange ser det ud, som om de Kræfter, der arbejder for Død og Tilintetgørelse, spiller en overvejende Rolle i Verden i Dag«.
Vores grundlæggere var ikke tilfredse med at se på. De havde et ønske om at engagere sig selv og den danske stat i fredsarbejde. Selv mens krigen stadig rasede, og Danmark var besat, skrev de om behovet for genopbygning, og hvordan stater og private initiativer måtte samarbejde, når krigen var slut, for at undgå, at den startede igen. »Mange vil mene, at det er haabløs Gerning at ville forberede noget paa nuværende Tidspunkt. Eet kan vi vel dog være enige om: vi kan forberede os selv. Alle, der overhovedet gør sig Tanker m. H. t. den Verden, der skal komme efter Krigen, vil forstaa, at ingen har Lov at lægge Hænderne i Skødet og se til, naar Verden skal bygges op igen materielt og moralsk og de bør søge at skaffe sig Viden bl. a. om, hvad der har ført os i den Ulykke, der nu er over Verden, og hvad der bør gøres for at forhindre noget lignende i Fremtiden«.
Det er denne drift mod fred og diplomati, som vi skal finde frem igen i 2025. Vi har ikke kun behov for en militær oprustning, men også for en diplomatisk og civil oprustning. Vi har stærk position at bygge på i Norden, hvor de skandinaviske lande historisk har været drivkraft i det arbejde. Og med en plads i FN’s Sikkerhedsråd og et kommende EU-formandskab er Danmark i en unik position i 2025 i forhold til at spille en nøglerolle i det projekt efter et par år, hvor freden har haft meget trange kår.
Så hvor starter vi?
Det er oplagt at starte med den nye udviklingspolitisk strategi, som regeringen arbejder på nu. Hvad nu, hvis vi satser på en strategi, der rammesætter bistand i det 21. århundrede som støtte til fred, med særligt fokus på de fattigste og mest sårbare lande og mennesker i verden?
En ny strategi kunne skabe den rette balance mellem det stigende fokus på militær oprustning og den nødvendige diplomatiske, økonomiske og civile oprustning. Alle er stort set enige om, at det er sidstnævnte, der skal til for at løse de underliggende årsager til krig og konflikt og skabe fundamentet for social og økonomisk udvikling. Men alt for ofte bliver det glemt.
Med en ny strategi kunne man støtte op om det igangværende arbejde i FN om at gentænke fredsarbejde. Man kunne ligefrem lancere det internationale fredscenter i Danmark, der har været talt om i flere år. Ved at samle forskning, praksis og civilsamfundets engagement kunne fredscentret blive et kraftcenter for en mere fredelig og inkluderende verden – en del af fredens infrastruktur. Det kunne være en stærk pendant til flere genopbygningsindsatser som den, regeringen lige har lanceret for Syrien.
I Mellemfolkeligt Samvirke holdt vi en stor fredskonference i april, hvor praktikere, der arbejder med fred i Nigeria, Sudan, Palæstina, Ukraine, Mali, Syrien og mange andre af verdens brændpunkter, kommer til København for at møde eksperter, diplomater, forskere og fonde, der kan hjælpe dem. Det er en start. Ingen har lov at sidde med hænderne i skødet, mens krigene eskalerer.
Hvis Danmark udvikler en ambitiøs fredsstrategi nu, kunne det være en vigtig vision ikke kun for vores egen udenrigspolitik i en krisetid, men også for vores ambitioner for FN og EU. I lang tid var det et udenrigspolitisk mål at få flere lande til at bidrage med de aftalte 0,7 pct. til det internationale bistandssamarbejde. I dag taler vi kun om Nato’s militære mål. Men som del af en selvstændig udenrigspolitik for EU er det oplagt, at langsigtede investeringer i fred også bør være en central søjle.
Visionen er ikke ny, men handler om at vende tilbage til den grundlæggende tanke, der drev opbygning af FN og EU efter Anden Verdenskrig: en markant investering i samarbejde og fred som et værn mod krig.
fortsæt med at læse
