En advokat hvidvaskede 2,4 millioner kroner og lod 33 millioner kroner strømme igennem advokatens egne klientkonti uden at sikre sig, at pengene ikke stammede fra kriminalitet.
Det mener National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK), der har rejst tiltale mod advokaten.
Tiltalen er rejst efter godt halvandet års efterforskning.
NSK mener, at advokaten i en periode fra januar 2021 til november 2022 overtrådte hvidvaskloven, da vedkommende som advokat blandt andet foretog finansielle transaktioner på vegne af 15 kunder for i alt 33,3 millioner kroner.
Det skete ifølge NSK uden at advokaten havde foretaget en nødvendig risikovurdering og kontrol af, om pengene stammede fra kriminalitet.
Advokaten er derudover tiltalt for at hvidvaske 2,4 millioner kroner i en periode fra maj 2021 til oktober 2022.
Pengene blev modtaget på klient- eller driftskonti, hvorefter de ifølge NSK blev videreoverført for at skjule eller tilsløre pengenes ulovlige oprindelse.
Tiltalen omfatter også et forsøg på hvidvask for 6,7 millioner kroner.
Desuden er advokaten tiltalt for at have misbrugt sin betroede stilling for under særligt skærpende omstændigheder at have videregivet fortrolige oplysninger fra en straffesag.
Advokaten er omfattet af et navneforbud. Det forhindrer pressen i at komme med oplysninger, der kan identificere advokaten.
ritzau




























