Udvidelsen af den offentlige patientforsikring til at omfatte alle dele af sundhedssystemet kommer på bordet under efterårets finanslovs-forhandlinger. Der tegner sig et flertal i Folketinget for, at pengene skal findes, så de nye regler kan træde i kraft fra årsskiftet. Samtidig skal hele klagesystemet reformeres, så det bliver nemmere for patienterne at finde vej. Punktet er på dagsordenen under de forhandlinger, som amterne i øjeblikket fører med regeringen om næste års økonomi. Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) lægger op til et enstrenget klagesystem, så patienten ikke selv skal finde ud af, om hun skal gå til amtet, til Patientklagenævnet eller til patientforsikringen. Den fælles indgang til klagesystemet kan måske blive de patientvejledere, som allerede sidder i amterne. Bedst mulig hjælp »Vi vil gerne være med til at kigge på en reform af klagesystemet. Det kan kun være i vores interesse, at patienterne får den bedst mulige hjælp, når de har en klage«, siger formand for Amtsrådsforeningen, amtsborgmester Kristian Ebbensgaard. Han har ikke noget bud på, om en forenkling af klagesystemet kommer til at koste amterne mere end i dag. »Det afhænger af, hvordan udformningen bliver«, siger han. Til gengæld kommer en udvidelse af patientforsikringen til at koste. 50 millioner ekstra om året lyder skønnet fra S, R, SF og Enhedslisten, som har stillet beslutningsforslag i Folketinget om, at udvidelsen sker allerede fra 1. juli. Tidligere mærkesag Det har der ikke kunnet samles flertal for, selv om forslaget om en klagereform og udvidelse af patientforsikringen er en af Dansk Folkepartis tidligere mærkesager. Dansk Folkeparti er i øjeblikket bundet af den finanslovsaftale, det har indgået med regeringen. Til gengæld er partiets sundhedspolitiske ordfører, Birthe Skaarup, indstillet på, at pengene skal findes under finanslovsforhandlingerne, så ændringen kan træde i kraft fra nytår. »Der er en brist i systemet i dag, fordi forsikringen kun dækker det offentlige sygehusvæsen. Vi vil gerne være med til at finde pengene, så de nye regler kan træde i kraft fra nytår«, siger Birthe Skaarup. Regeringspartierne er enige i behovet for, at patientforsikringen udvides, men har ikke villet lægge sig fast på en dato. Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen har imidlertid inviteret samtlige partier til forhandlinger om en ny patientforsikringslov i løbet af sommeren. Patientforsikringen giver mulighed for erstatning til personer, der har fået skader som følge af en behandling på sygehuset - uanset om der er begået en fejl under behandlingen. Erstatning Men forsikringen omfatter i dag kun det offentlige sygehussystem og de behandlinger, som det offentlige køber sig til på privathospitalerne. Når ventelistepatienter fra 1. juli får mulighed for at vælge behandling på et privathospital, hvis ventetiden i det offentlige system overstiger to måneder, vil patientforsikringen også komme til at omfatte denne gruppe patienter. Men de syge, som på eget initiativ vælger at lade sig indlægge på et privathospital, vil stadig ikke være dækket. Det samme gælder patienter hos vagtlæger, praktiserende læger og speciallæger. Det betyder for eksempel, at en operation for grå stær, der går galt på et offentligt sygehus, kan udløse erstatning. Mens den samme operation hos en praktiserende øjenlæge ikke er dækket. Her er patienten, som reglerne er i dag, henvist til at søge erstatning efter de almindelige erstatningsretslige regler. De regler kræver, at der skal være begået en egentlig fejl.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce



























