Kampen om, hvorvidt det der juletræ på toppen af pagoden i Egedalsvænge skulle være der eller ej, hang efterhånden reporteren og praktikanten langt ud af halsen. Hver gang de kom nærmere den gode stemning, vendte sagen frygteligt tilbage og truede med at spolere julehyggen, det var nærmest, som om noget var imod, at journalisternes mission skulle lykkes. De besluttede sig derfor for at lede efter et menneske, der kunne fortælle dem så god en historie, at juletræet blev skubbet helt om bagest i tankerne. Derom, hvor man næsten glemte det. Det menneske blev 38-årige Moona Gas fra Etiopien. Hun var mor til seks og havde boet i Egedalsvænge, siden hun var 17. LÆS OGSÅJul i Egedalsvænge: »Man har gode venner. Jeg keder mig aldrig« Nu var hun aktiv i lokalområdet, blandt andet på skolen, i den lokale SSP og som såkaldt 'Bydelsmor', hvis opgave det var at hjælpe kvinder, der havde svært ved at klare sig selv. Der herskede stor respekt omkring hende. Også, og måske især, fra de unge drenge, der hang ud nede ved centret. »Når jeg ser dem lave ballade og siger til dem, de skal lade være, siger de altid »ja, moster, vi gør det ikke mere««, grinede hun. »Moster?«, spurgte praktikanten.
»Ja, det kalder de mig. Jeg er en slags moster for mange af dem«. I Egedalsvænge havde Moona Gas ellers kun sin nærmeste familie. Hendes forældre var flyttet tilbage til Etiopien efter krigen, og derfor var hun glad for, at hun havde så mange børn. Men så igen - hun kendte jo på den anden side næsten alle i Egedalsvænge, fortalte hun: »Når folk spørger mig, hvorfor jeg har boet her så længe, siger jeg altid, at området er min familie«. Alligevel kunne hun godt tænke sig at flytte til Etiopien igen, ligesom forældrene havde gjort. Hun ville gerne arbejde med kvinder dernede. Kvinder og adoption. LÆS OGSÅJul i Egedalsvænge: Vi sidder ikke bare og sover i bestyrelsen Hendes børn var dog ikke med på ideen, og så blev det ikke rigtigt til noget. Og selv om de sidste af børnene jo på et tidspunkt ville flytte hjemmefra, ville det nok heller ikke ske der, tænkte hun, for så ville hun jo blive bedstemor, og det var for vigtig en opgave. Desuden følte hun heller ikke, hun var hjemme, sidst hun var i Afrika. Det følte hun til gengæld, da hun kom tilbage til Egedalsvænge. Moona Gas havde mange tanker om danskerne, som hun mente havde rigtig mange kvaliteter. Men de var også for kolde og utilnærmelige. De var for tilknappede, og det var ikke kun, fordi det sneede udenfor. »Lige meget hvor meget man arbejder for at komme ind på livet af dem, kommer man aldrig rigtigt ind. Danskerne er meget tilbageholdende. Der hvor jeg kommer fra, der glemmer man aldrig hinanden. Sådan kunne jeg godt tænke mig, det var her. At man betød mere for hinanden«, sagde hun.
