Coronakrisen må meget gerne blive et lærestykke.
Den handler om politikere og myndigheder, der skal håndtere et problem, det er meget vanskeligt at få hånd om. De skal manøvrere i terræn, der ikke er udforsket før.
Men den handler også om samfundet og os selv. Hvordan reagerer vi her især? Og hvad fortæller krisen os om den måde, vi har indrettet os på? Ikke mindst når det gælder forsyningssikkerhed. Hvorfor står vi for eksempel pludselig i en situation, hvor det er svært at skaffe håndsprit og beskyttelsesmasker til sygehuspersonalet?
Kort sagt: Hvad kan vi lære af det, der sker?
Politikere og eksperter skal finde vej i det ukendte
Rasmus Dahlberg er historiker og katastrofeekspert og følger derfor udviklingen nøje. Nok er coronakrisen ikke nogen pludselig katastrofe, men det, der sker, udfordrer samfundet ganske betragteligt – ganske som for eksempel et voldsomt jordskælv kan gøre det, mener han.
Krisen illustrerer svagheder og styrker i en befolkning og et myndighedsapparat, der skal have tingene til at fungere trods forstyrrelser og problemer. Og i håndteringen af de problemer, smitten og dens spredning giver, mener Dahlberg.
»Nogle gange må man citere USA-præsidenten Theodore Roosevelt: Når du står i en svær situation, er det bedst at gøre det rigtige, næstbedst at gøre det forkerte og værst at gøre ingenting«.
Han hæfter sig ved statsminister Mette Frederiksens (S) udtalelser ved pressemøder om det, der sker.
»Hun siger flere gange, at vi går på ubetrådt grund. Det er første gang, myndighederne for alvor gør det. Det er et stort eksperimentarium«, siger han.
Heunicke: Det er vigtigt, at vi ikke bliver lammet af fejleneProblemet for de danske myndigheder – og beslutningstagere i resten af verden – er, at de står over for en fare, der er vanskelig at få hold på, når det gælder at fastslå risiko og de indgreb, der kan gøres for at hindre den i at sprede sig ukontrolleret.
»Der er ikke nødvendigvis nogen svar, der er rigtige. Man kan ikke en gang finde ud af, hvad spørgsmålet er«.
Hvordan gør man det rigtige, når ens viden er ufuldstændig?
Eksperter og politikere arbejder under et tidspres og med en ufuldstændig viden om udbredelse og coronabekæmpelse.
»Det er der, eksperter bliver ukomfortable, men hvor politikere trives. De sidste agerer i et felt, hvor der ikke nødvendigvis er et endegyldigt rigtigt svar«.
»Det interessante er her, at vi ser et modsætningsforhold mellem politikere og eksperter«, tilføjer han med henvisning til, at nogle af de politiske indgreb er sket uden anbefaling fra sundhedseksperter.
Eksemplerne er begrænsningerne i forsamlingers størrelser og grænselukningen, som er sket uden at være anbefalet af Sundhedsstyrelsen.
»Katastrofer er kriser minus håb. Det her passer på definitionen af en krise. Der er stadig håb om at undgå det værst mulige scenarie. Den er så langstrakt, at vi kan gøre en masse. Det er ikke som et jordskælv, hvor man blot kan grave folk ud af sammenstyrtede bygninger bagefter. Her er vi i en afbødningsfase, hvor det er muligt at gribe ind«, forklarer Rasmus Dahlberg.
»Ser vi på de lande, der er længere fremme end os i udviklingen, ser vi konsekvenserne af passivitet«.
Krisestyring kan køre i grøften, hvis man ikke er klar til at ændre kurs
Her følger den danske regering principperne for krisestyring. Et af dem indebærer, at det kan være bedre at gøre lidt for meget – og så eventuelt sænke beredskabet efterfølgende – end omvendt.
»Det er bedre end at stå i en italiensk situation«.
Det er netop det, regeringen har gjort med en indsats, katastrofeeksperten ser som »et udtryk for en modenhed i krisestyringen«.
»Der er altid en hårfin balance mellem rettidig omhu og såkaldt stiafhængighed. Det hjælper så at sige at bevæge sig i én retning, men du skal kunne komme væk fra den retning, fra stien, hvis den viser sig ikke at virke«.
»Tricket er konstant at være opmærksom på observationerne. Virker det, vi gør, egentlig? Bringer vor strategi os tætter på eller længere fra vores mål. Det spørgsmål skal man stille sig selv konstant«.
Borgernes adfærd er svær at forudsige
De seneste ugers begivenheder kommer til at optage forskerne i årevis, forventer Dahlberg. Ikke alene har de vist styrker og svagheder i samfundet, men de har også lært os et og andet om os selv.
»Man har alle de her forestillinger om, hvad der sker med folk i krisesituationer. Hvad får folk til at gøre det modsatte af, hvad statsministeren siger og køre i Bilka og hive toiletpapir ned fra hylderne?«
Befolkningens optræden i pressede situationer har man heldigvis ikke den store viden om herhjemme. Men katastrofesociologisk får vi nu et indblik i det, der sker.
»Kriser og katastrofer og krig har det med at afsløre en masse ting i vor sociale adfærd, som ellers er skjult. Indtræffer de, træder folk i karakter, og grupper begynder at agere på andre måder, der ellers normalt er skjult bag rutinerne«.
Nogle skynder sig at skaffe forsyninger. Andre at bistå de udsatte.
»Vi har alle begge sider i os. Det er ikke sådan, at nogle hamstrer og andre køber ind for naboen. Vi har både de altruistiske og de selviske sider i os«, siger Rasmus Dahlberg.
Det hele udløses af det opbrud i vaner, dagligdag og normalitet, der følger med krisen.
»Når vi ikke kan komme i skole eller gå på arbejde vil et begyndende sammenbrud kunne anes. Så skal vi selv til at skabe sammenhæng i galskaben«, tilføjer han og peger på dem, der straks storindkøbte varer:
»Det siges, at folk handler irrationelt. Men nej. Rationalitet er afhængig af synspunkt og standpunkt. Er det ikke dybt rationelt at tænke på at brødføde sin familie?«
Varens vej til forbrugerne kan være alt for udsat
Det næste, eftertiden vil se på, er samfundets resiliens – dets modstandskraft over for større og ukendte problemer. Forsøg på at forudse, hvad der kan ske og skal gøres, kan gå galt, hvis vi begår den fejl at tro, at virkeligheden og dens udfordringer kan lægges ind i et regneark, og at løsningen kan uddrages af det.
»Problemet er, at virkeligheden har det med at være kompleks, ikke kompliceret. At den er gensidigt afhængig i et omfang, vi ikke kan modellere«.
»En krise som den her synliggør vore sårbarheder, de svagheder, der er ved vor måde at indrette vort samfund på«.
»Ingen af os har mere end en kvart mælk i køleskabet, hvis vi kan gå ned på hjørnet og købe ind konstant. Det er supereffektivt, når det virker. Men det producerer skrøbeligheder, når det holder op med at virke«.
En million masker var på vej til Fyn – men så forsvandt de i TysklandEt element er varefremstilling og -transport, hvor der længe er fokuseret på at minimere lagre og effektivisere produktion, så der kun fremstilles det nødvendige til levering på det tidspunkt, hvor det er påkrævet og ikke før eller senere – en praksis, der er kendt som lean og just in time-produktion.
»En stram og effektiv styring bygger på en forestilling om, at verden er kompliceret, men analyserbar.
Det koster bare på samfundets robusthed under krisesituationer: »Jo mere lean, desto mindre resiliens«, konstaterer Dahlberg, der ikke vil blive overrasket, hvis Europa – når coronakrisen er ovre – vil træde et skridt tilbage fra den filosofi og begynde at overveje at etablere lagre og produktion tættere på brugerne end i dag, hvor kritiske produkter i en række tilfælde fremstilles i fjerne lave.
Der er meget at lære af det, der er sket
Katastrofeeksperten finder, at der er meget at lære af de seneste ugers begivenheder. Det gælder for eksempel inden for skoler og videregående uddannelser.
»De seneste par uger har nok gjort mere for udviklingen af dansk fjernundervisning end de foregående 10 år«, siger han.
Og det gælder for det sygehusvæsen, der i al hast har måttet skabe respiratorer og værnemidler som ansigtsmasker sammen fra allehånde kilder. Rasmus Dahlberg illustrerer det med dem, der på halvandet døgn har fundet ud af at lave ansigtsmasker med en 3D-printer.
»Vil vi om et år se den slags printere stå klar på alle sygehuse? Coronakrisen gør os klogere. På den gode side viser kriser som denne, hvor tilpasningsparat vores samfund er. Der er en grund til, at menneskeheden har overlevet. Vi finder veje gennem kriser«.
fortsæt med at læse
»Vi skaber hovedstadens coronahospital«
-
Sundhedsøkonom: »Det er et spørgsmål om at redde et liv nu, eller redde liv i fremtiden«
-
Næsten hver anden sygeplejerske har oplevet at mangle værnemidler: »Jeg er mest bekymret for de patienter, jeg kan smitte på min vej«
-
Kapløb om forsyningerne: Masker og udstyr til hospitalerne er på vej med direkte fly fra Kina
