Efter tekniske undersøgelser oplyser Københavns Politi, at stor brand i Vanløse opstod i tagkonstruktionen.

Storbrand i Vanløse opstod i taget, men årsagen er stadig en gåde

Foto: Jens Dresling
Foto: Jens Dresling
Lyt til artiklen

En omfattende brand, der hærgede en ejendom med lejligheder i Vanløse den 25. marts, opstod i tagkonstruktionen.

Det skriver Københavns Politi i en pressemeddelelse, efter at de brandtekniske undersøgelser er afsluttet.

»Det var et sted i opgang 6A, at flammerne først blev set. Vores undersøgelser viser, at branden er opstået i tagkonstruktionen i den opgang«, udtaler vicepolitiinspektør Brian Belling fra Københavns Politi i meddelelsen.

Det har ikke været muligt at finde frem til den præcise årsag til, at branden opstod.

Branden fandt sted i en etageejendom på Grøndals Parkvej i Vanløse, hvor 90 familier havde deres hjem.

Politiet har tidligere oplyst, at den udbrændte boligblok ikke står til at redde, og at hele etageejendommen skal jævnes med jorden.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her