Udblæsningen af gas fra gasledningen Nord Stream 1 i Østersøen ser søndag ud til at være ophørt. Det oplyser Energistyrelsen.
Energistyrelsen har fået sine oplysninger fra selskabet bag rørledningen, Nord Stream AG.
»Nord Stream AG selskabet har informeret Energistyrelsen om, at der nu synes at være opnået et stabilt tryk på de to Nord Stream 1-rørledninger«.
»Det tyder derved på, at udblæsningen af gas nu også er tilendebragt fra de sidste to læk«, skriver Energistyrelsen.
Udmeldingen kommer, efter at styrelsen lørdag meddelte, at der ikke længere lækker gas fra rørledningen Nord Stream 2.
De i alt fire lækager på de to rørledninger i Østersøen omkring Bornholm blev konstateret først på ugen.
Det er uvist, hvad bruddene skyldes.
Men der er registreret rystelser i undergrunden forud for lækagerne, og statsminister Mette Frederiksen (S) mener, at der er tale om sabotage.
Det gentog hun så sent som lørdag ved møder om situationen i London og Bruxelles.
Putin beskylder USA og Vesten for at stå bag
Lækagerne bliver nu efterforsket af Danmark, Sverige og Tyskland i fællesskab.
Fra dansk side efterforsker Københavns Politi lækagerne i samarbejde med Rigspolitiet, Politiets Efterretningstjeneste (PET) og energimyndighederne.
Det oplyste Københavns Politi fredag i en pressemeddelelse.
Politidirektør Anne Tønnes har oplyst, at sagen efterforskes som en almindelig straffesag, og at politiet i forbindelse med undersøgelserne samarbejder med ’relevante danske og udenlandske myndigheder’.
Myndighederne oplyste tidligere på ugen, at man først kan undersøge skaderne på Nord Stream 1 og 2, når gasudledningen er standset.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, beskyldte fredag USA og dets allierede for at stå bag ødelæggelserne.
Det er blevet blankt afvist af USA.
Nord Stream 1 og 2 blev bygget, så det russiske gasselskab Gazprom kunne fragte gas til Tyskland.
Ruslands invasion af Ukraine i februar har dog medført, at alle leverancer siden er blevet stoppet.
Ritzau
fortsæt med at læse




























