Mogens Lykketoft, tidligere formand for Socialdemokratiet:
Hendes stemmetal gjorde os andre misundelige
»Det er mærkeligt, når man har kendt folk i 54 år, og de så ikke er der mere«.
»Jeg kan huske, da jeg mødte hende første gang til et socialdemokratisk møde i 1969, hvor hun vist ikke engang var blevet opstillet til Folketinget endnu. Hun var helt ny, og der tænkte jeg: Hov, hende der kommer vi da til at høre mere fra. Og det gjorde vi jo så sandelig også«.
»Det, der var karakteristisk for Ritt, var, at hun altid var et stærkt centrum i samtaler. Meget slagkraftig og meget markant. Og det slog jo også nogle gange igennem i enorme stemmetal, som vi andre kun kunne være misundelige over. Da hun stillede op som overborgmester i København fik hun et valgresultat, som var langt bedre, end hvad man så før eller siden. Og det var jo fordi, hun var så markant en personlighed, der kunne samle især kvinder, men også stemmer i det hele taget. Også fra folk, der ikke normalt stemte socialdemokratisk«.
»Som den store personlighed hun var, var Ritt også en, man kunne slå sig på. Og som også slog sig selv på at være så skarp og stædig, som hun var«.
»Hun var en stærk del af forskellige former for makkerskaber,og der er ingen tvivl om, at det, at Svend Auken blev formand for partiet, var på grund af alliancen med Ritt. Hun havde en meget stærk støttegruppe, og hun var i høj grad– og det siger jeg ikke som noget negativt – magtens arkitekt i forskellige konstellationer i tidens løb«.
»Da det gik allerbedst med samarbejdet mellem os fire – Svend, Ritt, Poul og mig – var vi et stærkt team. Så længe det kunne hænge sammen. De fantastiske fire, kaldte de os. Og det toppede til valget i 1990«.
Hvad vil du huske hende for?
»Hun var en skarp iagttager, ligesom hun var en skarp debattør. Her i de senere år, hvor ingen af os var med i front mere, var det meget skægt og spændende engang imellem at sidde omkring en kop kaffe med Ritt og snakke om, hvad det hele gik ud på. Og hvad vi synes om den måde, det kører på i dag. Vi ved, at hun har snydt den der kræft i mange år, og det har været dejligt, men det er tungt at konstatere, at hun ikke er her mere«.
»Det er mærkeligt og tankevækkende, når man mister folk, man har arbejdet sammen med i mere end et halvt hunderede. Det er trist«.
Christine Antorini, ven, tidligere politisk kollega og medforfatter til en række bøger med Ritt Bjerregaard:
Kvinder stoppede os og ville bare sige: tak
»Ritt er et forbillede på langt mere end bare det politiske. Hun havde en vilje til være åben om det svære og være tydelig i de holdningsdebatter, hun gik ind i. Og så besluttede hun sig for at holde sig i gang både mentalt og fysisk. Hun spillede sig hele tiden relevant i forhold til samfundsdebatten. Og jeg er sikker på, at det også har holdt hende frisk længere«.
»Det her er et kæmpe tab, fordi hun betyder så utrolig meget for så mange kvinder. Nå jeg gik vandreture med hende, i forbindelse med at vi skrev en bog sammen, reagerede folk – og især kvinder – enormt positivt. De stoppede og ville gerne give en hilsen. Og sige tak til Ritt: Tak fordi du giver, og tak fordi du bliver ved. Det er et enormt aftryk at sætte. Hun gav håb og mod til mange, fordi vi også kender hendes politiske historie, hvor der er lige så mange, der har forbundet Ritt med hendes stædighed«.
»Hun har for længst skrevet sig ind i historiebøgerne, men hun har gjort det på en måde, så alle fik den der tro på, at de også selv kunne gøre noget«.
»Hun kontaktede mig, mens hun var EU-kommissær, og jeg var næstformand i SF, og der var kæmpe europapolitiske diskussioner i vores parti. Jeg hørte til den EU-positive fløj, og Ritt synes, jeg stod lidt alene i den debat som ung SF’er. Hun spurgte, om jeg havde lyst til at komme hjem til hende til en kop te. Og jeg føler mig helt overbevist om, at hun ikke gjorde det for at rekruttere mig. Hun gjorde det ud fra sit kvindepolitiske engagement. Hun kunne se en kvinde, en ung kvinde, der stod alene og tog en kamp, og som ikke fik den støtte, der skal til, når det blæser. Så er det godt at have nogle andre kvinder, man kan læne sig op ad. Det har hun måske nogle gange selv savnet i sin ungdom, fordi hun tog virkelig nogle kvindepolitiske kampe dengang i 70’erne«.
Hvordan var det at vandre med Ritt?
»Hun havde en vildt god fysik. Nogle gange skulle man lige tænke over, at hun faktisk var 81. Vi vandrede engang på Bornholm med lægen Bente Klarlund, som var en af Ritts gamle veninder. Der er ret kuperet på kyststien på Bornholm, og på et tidspunkt sakkede Ritt bagud. Der glemte vi simpelthen den alder, hun havde, fordi hun var så stærk. Men hun var gået for langt, og vi havde for få pauser. Men på den Ritt’ske måde satte hun sig ned og lavede nye spilleregler: Husk at tage en pause hver time, husk at tage vand med, og jeg går max 15 kilometer på vores ture fremover, sagde hun. Og det er jo den måde, hun håndterede det på. Hvad skal der til for, at jeg kan så meget som muligt. Hun var vildt inspirerende«.
Kasper Fogh Hansen, tidligere rådgiver for Ritt Bjerregaard, da hun var overborgmester i København:
Hun var et voldsomt intellektuelt menneske
»Ritt tilstræbte et meget nøgternt syn på mennesker og på magt og på verden. Hun var socialdemokrat til benet, forstået på den måde, at det var interesserens kamp og de materielle vilkår, der afgjorde, hvordan hun tog stilling og agerede. Så når hun havde lavet analysen, så var det ikke de menneskelige relationer på den anden side, der tyngede hende. Der var mange af mine kammerater i partiet, der beskyldte hende for illoyalitet. At nogen så hende sådan, var måske bagsiden af, at hun stod så hårdt på nogle af sagerne, og at hun som kvinde skulle finde en måde at komme til tops på«.
»At sige at Ritt Bjerregaard ikke har fået noget gennemført, er at lukke øjnene for så mange moderne ideer i den sidste halvdel af det 20. århundrede. Det var Ritt, der knækkede ryggen på den sorte skole, den grønne omlægning i Danmark, og økologien var med hende i førersædet. Som kommissær i EU stod hun bag forbud om eksport af farlig affald og det direktiv, der sætter standarder for rent vand i hele Europa. I København laver børnene mad på økologiske madskoler, fordi hun 20 år før alle andre så, hvordan velfærdsstaten var nødt til at blive et kvalitetstilbud«.
»Ritt var som menneske, som hun var som politiker. Hun var optaget af kvalitet. Af begavede løsninger. Det var hun som kunstinteresseret, det var hun som madinteresseret, det var hun som naturinteresseret. Jeg besøgte hende i sommerhuset på Fyn, hvor hun var begyndt at anlægge kvasbunker for at skabe hjem for flere insekter. Fordi hun stadig var med på forkanten af tænkning om at holde haver. Hun var betingelsesløst optaget af det moderne. At gennemføre begavede indsigter om verden. Og selv om Ritt havde politikernes form og politikerens appel, så var hun et voldsomt intellektuelt menneske«.
Karl Lauritsen Hjortnæs, ven og tidligere socialdemokratisk justitsminister
Ingen studievært kunne hyle hende ud af den
»Ritt var ikke kun politisk begavet, hun var et menneske, der favnede bredt. Hun har skrevet bøger om sin æblehave, hun har skrevet bøger om sine vandreture, hun har engageret sig i kokkeuddannelsen og sunde fødevarer. Ritt var for mig et overskudsmenneske. Min gode ven og sparringspartner gennem 50 år. Vi blev jo indvalgt i Folketinget på samme tid i september 1971«.
»Som politiker vil jeg betegne hende som en af de mest kompetente, jeg har mødt. Hun havde en unik evne til læse politik. Til at læse, hvad der foregik i det politiske maskinrum. Hun havde jo en frygtelig gennemslagskraft, som var usædvanlig. Hun fik jo nogle fantastiske høje stemmetal ved samtlige valg, hun deltog i. Hun var, hvad der ikke var så almindeligt for min årgang, unik i fjernsynet. Hun bevarede altid sin ro. Ingen studievært kunne hyle hende ud af den. Når de stillede de nærgående og kritiske spørgsmål, var hun altid suveræn til at svare. Klart og tydeligt. Der var ikke noget uld i munden«.
»Hun har jo også her optrådt på det allerseneste. På TV 2. Det er såmænd ikke så længe siden, jeg så hende der, hvor jeg sagde, det er fantastisk, at hun ser sådan ud. At hun er så skarp, som hun er. Jeg vidste jo godt, hun var alvorligt syg. Og jeg vidste godt, at kræften var ved at tære på hendes kræfter«.
Hvad siger det om hende som person, at hun sidder der på tv og er så skarp, mens hun er alvorligt syg?
»Sådan var hun jo. Hun var jo også velovervejet, da jeg talte med hende fredag formiddag, hvor samtalen selvfølgelig blev følelsesladet. Vi vidste begge to, at det nok var sidste gang, vi talte sammen. Der var hun jo nøgtern og velovervejet. Hun sagde, jamen, Karl, jeg er jo taknemmelig for, at jeg med den alvorlige sygdom i næsten otte år i hvert fald har haft syv gode og aktive år. Det er jeg glad for, sagde hun«.
Jytte Andersen, ven og tidligere socialdemokratisk ligestillingsminister
En menneskelig styrke udover det sædvanlige
»Første gang, jeg mødte hende som udøvende politiker, var lige, da hun var blevet udnævnt til undervisningsminister. Det var på et meget stort partikursus, hvor vi var 100 eller deromkring. Der var meget, meget delte meninger om hende. Om hun nu var lige så god som Knud Heinesen var. Han havde været hendes forgænger. Der kan jeg huske, at hun lagde forsamlingen fuldstændig ned, fordi hun faktisk kunne sit stof, og hun kunne argumentere på den flotteste måde. Det var så imponerende. Det har måske været 14 dage efter, hun blev undervisningsminister«.
»Hun rakte efter stjernerne, eller hun rakte efter magten – afhængig af, hvordan man definerer det. Hun vedstod, at det at have magt og det at have indflydelse, det var legalt nok. Der var ikke nogen fine fornemmelser i forhold til hendes stræben efter de højeste tinder. Hun var meget flittig. Meget stærk i troen på både sig selv og sine muligheder. Men frem for alt flittig, vedholdende og stædig. Det er jo kvaliteter, som er nødvendige i politik, hvis man gerne vil noget, og man gerne vil frem i bussen. Det ville Ritt gerne«.
Hvad er det, der er tabt med hende?
»Hun har jo været en person, som har vist tusindvis af kvinder, at vil man noget, så kan det lade sig gøre. Der er mange steder, hvor kvinder rammer glasloftet. Hun har brudt nogle af de glaslofter. Dermed har hun banet vejen for troen på, at når hun kan, så kan jeg nok også. Hun er et fyrtårn for, hvor langt kvinder kan gå, og hvor højt kvinder kan komme«.
»På det personlige plan er hun væk som en god veninde. Vi har en gruppe, der har holdt ferie sammen de senere år i mit sommerhus. Der kommer hun også til at mangle«.
Kunne sådan en som Ritt Bjerregaard slappe af og holde ferie?
»Ja, det kunne hun faktisk godt. Det var ikke på en doven måde. Vi andre slapper nogle gange af ved at være dovne. Det var på en aktiv måde. Jeg har et sommerhus på Anholdt. Det var to år siden, hun var med derovre. Der gik vi øen rundt. Det er sådan set 16 kilometer, og vi gik ud og spiste om aftenen og gik hjem igen. Næste dag var hun med til at male mit sommerhus. Det var, mens hun havde sin kræftsygdom. Det er jo en menneskelig styrke, som ligger udover det sædvanlige«.
Mange politikere begræder tabet af Ritt Bjerregaard - læs flere reaktioner her.
fortsæt med at læse
