Dansker får ny robothånd, der kan føle

KUNSTIG. 36-årige Dennis Aabo Sørensen mistede i 2004 sin hånd i en fyrværkeriulykke nytårsaften. Nu har han fået en kunstig hånd i stedet, der næsten kan erstatte den gamle. (Foto PR-Foto/EPFL)
KUNSTIG. 36-årige Dennis Aabo Sørensen mistede i 2004 sin hånd i en fyrværkeriulykke nytårsaften. Nu har han fået en kunstig hånd i stedet, der næsten kan erstatte den gamle. (Foto PR-Foto/EPFL)
Lyt til artiklen

34 år efter, biografgængere kunne se Luke Skywalker få en ny robothånd i Star Wars-filmen ’The Empire Strikes Back’, er denne teknologi ikke længere science fiction. For Dennis Aabo Sørensen fra Aalborg er det netop blevet meget virkeligt. Han har nemlig fået en ny hånd, der er koblet direkte på hans nervesystem og har givet ham følesansen tilbage.

Forsøgskanin i Schweiz
Den 36-årige dansker har nu i et år været forsøgskanin hos Ecóle Polytechnique Federale i Lausanne, en af Europas fremmeligste forskningsinstitutioner, når det gælder sammenkoblingen af menneske og maskine.

Mød verdens vildeste robot på fire ben

Her har han arbejdet med et forskerhold, der arbejder med en intelligent protese, der har fået navnet LifeHand 2. Den er en videreudvikling af en teknologi, som både det britiske og det amerikanske militær har anvendt i et par år, når de har givet hjemkomne soldater erstatninger for deres amputerede lemmer.

Teknologien hedder Target Muscle Innervation (TMI), og går ud på at forbinde de resterende nerver, der hvor kropsdelen er amputeret, med den intelligente protese. På den måde kobles protesen direkte på centralnervesystemet og hjernen, og kan altså potentielt styres som om, det var den arm eller hånd, man var født med.

Følesansen genetableret
Men forskerholdet i Lausanne, der består af danske, italienske, britiske, tyske og schweiziske forskere, gik skridtet videre. Normale TMI-robotarme kan nemlig kun modtage kommandoer fra hjernen. De har indtil nu ikke kunnet sende noget den anden vej. Og siden vores motorik afhænger meget af feedback fra følesansen, så vi for eksempel kan gribe ting med præcision, er denne tovejs-kommunikation vigtig.

Gadgetmesse i Las Vegas: Robot-Mor ved alt og ser alt

Det er netop følesansen, som forskerholdet er lykkedes med at sætte ind i ligningen. En række sensorer i den kunstige hånd sender signaler via nerverne til hjernen, og dermed kan Dennis Aabo Sørensen igen føle ting via hånden. Det har han ikke kunnet, siden han mistede sin venstre hånd i en fyrværkeri-ulykke i 2004.

Til Reuters udtaler den danske ’cyborg’, at »Det var en stor oplevelse. Det er helt fantastisk at kunne føle noget, du ikke har kunnet føle i så mange år. Det var meget tæt på at være den samme fornemmelse, som jeg har i min normale hånd.«

Kan mærke forskel på genstande
Følesansen i LifeHand 2 er endnu ikke helt perfekt og så præcis som en biologisk hånd, men det lykkedes for Dennis Aabo Sørensen at genkende en flaske på formen og mærke forskellen i hårdheden mellem en baseball-bold og en appelsin, alt sammen med bind for øjnene. Det er netop den slags føling, der skal til for f.eks. ikke at gribe en genstand så hårdt, at den går i stykker.

Forskerne håber at kunne gennemføre flere tests med flere amputations-patienter hen over de næste par år, og regner med at LifeHand 2 og lignende produkter vil være tilgængelige for offentligheden om seks til syv år.

Morten Bay

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her