Jeg glæder mig til jul. Som 73 procent af danskerne for nylig svarede i en undersøgelse foretaget af Megafon for Politiken og TV 2 Nyhederne. Men for ikke så længe siden tilhørte jeg de 9 procent af danskerne, der svarede: Jeg glæder mig ikke til jul.
Da jeg var 10 år, blev mine forældre skilt, og det blev startskuddet til et skemalagt liv. Hverdagens rytme hed 10/11. Efter 10 dage hos min mor pakkede jeg min store sorte affaldspose med tøj og flyttede hen til min far. Her var jeg 11 dage, inden jeg sammen med min store sorte pose flyttede tilbage til min mor. Min lillesøster gjorde det samme, heldigvis.
Ferier og helligdage var der også en plan for, og julen var ingen undtagelse, tværtimod. Her skulle vores tid ikke kun gå op med min mors og fars planer, men også med de planer, en større kreds af familiemedlemmer havde i en familie, der var vokset med pap-det-ene-og-det-andet. Det krævede planlægning. Og hurtigere skift, hvor det slet ikke kunne betale sig at pakke den sorte affaldspose ud.
Julen var et af de svære puslespil, og min mor og far skulle lægge det sammen, så alle var glade. Jeg erindrer ikke, at jeg nogensinde har hørt dem skændes – eller diskutere, som forældre gør – på grund af julen. Men jeg havde en klar fornemmelse af, at noget vigtigt skulle gå op. Det er jo kun jul én gang om året.
Først da jeg var 30 år, greb jeg selv opgaven med at samle julens brikker. Jeg var gravid, og min kæreste og jeg besluttede, at det var på tide, at vi fejrede vores første jul sammen. Vi skulle lægge brikkerne, så alle var glade. Vi pakkede vores Toyota Corolla, kørte til Jylland og besøgte først den ene, derefter den anden og omsider den tredje familie, inden vi vendte hjem. Pænt trætte. Nej, fuldstændig maste! Sådan holdt vi også jul året efter, nu med Astrid og autostol. Og året efter. Nu med Astrid, autostol og Ikea-stol. Indtil vi fandt en anden måde at lægge julepuslespillet på.
»Vi inviterer!«. Men straks meldte spørgsmålet sig: Hvem skal vi invitere? Skulle vi invitere én familie ad gangen? »Så skal dine forældre sidde selv to år i træk ...«. »Ja, men vi kan jo ikke gøre for, at de kun har fået mig«. »Narj, det er rigtigt, men det er jo kun jul én gang om året ...«.
To sæt bedsteforældre ankom fra Jylland, det tredje par havde det fint med at blive hjemme. Vi fandt altså en løsning, også for sovsen, som kan skille, men også skille vandene, når seks voksne jyder skal holde jul sammen.
Senere begyndte vi igen at køre til Jylland i julen. Frida kom til verden, og så en dag købte vi et sommerhus og traf en beslutning. »Vi fejrer jul heroppe, bare os fire«, blev vi enige om, min mand og jeg. Jeg ved ikke, hvor mange minutter der gik, inden tvivlen hamrede på døren. »Er vi for egoistiske? Det er jo kun jul én gang om året«. Måske var der ekstra god rødvin på kanden den aften, der var i hvert fald ild i pejsen, og vi holdt fast. Også næste morgen. Og da beslutningen skulle siges højt.
Da juleaften oprandt, var Pigen med den store, sorte plastiksæk og de fintfølende antenner ikke med i sommerhus. Nomaden, som så ofte havde drømt sig langt væk fra julen, var heller ikke med. Og det var Projektlederen med mottoet ’Tillid er godt, kontrol bedre’, heller ikke. Til stede var Jeg, en voksen kvinde, som omsider havde turdet lægge sit eget julepuslespil.
Pyt, sagde jeg, da risengrøden brændte på, så vi måtte køre efter ny mælk og starte forfra. Pyt, sagde jeg, da vi ankom til Torup Kirke og en næsten færdig gudstjeneste, fordi vi havde fundet tidspunkterne for den Torup Kirke, der ligger ved Randers og ikke Hundested. Vi så Disneys Juleshow sammen fra start til slut. Og til playlister med ’Tidsrejsen’ og ’Tinkas Juleeventyr’ lavede vi brunede kartofler og andesteg fra bunden og opvarmede rødkål fra Irma-glas og sauce fra Slagter Lund.
For nogle handler juleaften om at samle hele familien, jo flere, jo bedre, og give den gas i juledagene. Jeg fandt ud af, at det for mig forholder sig modsat. Alle har vi et julepuslespil at lægge. Så vi kan glæde os til julen.
