Hylden blomstrer kun kort, men hvis du ikke når at få fingre i en bunke blomster til en gang delikat sommerdrik brygget på sukker, citrusfrugter og vand, er der mange muligheder for at købe sig til den karakteristiske delikate sommersmag på flaske. Og så måske alligevel ikke, for selv om der står ’hyldeblomst’ på etiketten, er det ikke nødvendigvis hyldeblomst, der præger alle de 10 udgaver af hyldeblomstdrik, som Lørdagsliv har testet i samarbejde med Suhr’s Madakademiet i København.
LÆS GUIDE Så er det blevet hyldeblomst-tid
Faktisk konstaterer lærer på Suhr’s Anne Marie Fogh Larsen, som sammen med fire elever har været smagsdommere i testen, at der er meget få af produkterne, hun vil betegne som o.k. hyldeblomstsaft med den rette balance mellem blomst, sukker og syre.
En af eleverne, Ida Kolind Christensen, går endnu videre:
»Der er slet ikke nogen, der har set en hyldeblomst«, vurderer hun.
»Der er ingen, der leder tanken hen på sol og sommer og blomstrende hyld«.
Flere produkters manglende friskhed, tilsætning af brus samt opblanding med æblejuice øger ikke herlighedsværdien af sommerdrikken, mener Anne Marie Fogh Larsen.
Helårssaftevand
»Der er gået inflation i hyldeblomstsaft. Det er blevet helårssaftevand frem for noget, der hører sommeren til. Men er hyldeblomstdrik ikke at betragte som en sæsonvare, som vi skal nyde, når den er her, så vi ikke bliver træt af den«, spørger Anne Marie Fogh Larsen og appellerer til producenterne om ikke at oversvømme markedet med hyldeblomstsaft.
LÆS OPSKRIFTHjemmelavet hyldeblomstdrik






























