Makrelbegejstringen er stor hos de to dommere i Tjek.dks test af røgede udgaver af den fede fisk. »En frisk makrel, der lige har hilst på grillen – så bliver det bare ikke bedre«, jubler fiskehandler Rasmus Petersen fra Windsor Fisk på Frederiksberg. Han anbefaler også varmt, at man kører forbi røgerierne i sommerlandet og får sig en røget makrel. »Uhm, sådan en skal bare spises, som den er, i bilen«, fantaserer fiskefagmanden.
LÆS OGSÅ Smagsdommere er både henrykte og forfærdede over dåsemakrel
Underviser og kogebogsforfatter Kirsten Høgh Fogt fra Madakademiet stemmer i:
»Har man en lækker røget makrel, skal der ikke meget mere til for at lave et godt, klassisk sommermåltid: nye kartofler, purløg, radiser og måske en æggeblomme«.
De to dommeres blindsmagning af syv forskellige røgede makreller viser, at vejen til en rigtig lækker makrel går uden om supermarkedernes billige vakuumpakkede varianter og hen til fiske- og delikatessebutikkernes noget dyrere fisk.
Undermålere: Snydt på vægten
Begge dommere giver topkarakter til den røgede makrel fra Boutique Fisk hos SuperBest.
»Den smager vildt godt«, konstaterer Kirsten Høgh Fogt, som også glæder sig over, at fisken falder fra hinanden, helt som den skal, da hun skiller det velsmagende kød fra benene.
»En god røget makrel er ikke svær at filetere. Det er ikke i orden, hvis man ender med en blanding af ben og fisk«, tilføjer hun med adresse til bl.a. Budget-makrellen fra Føtex, som ellers smager godt og er den billigste i fiskefeltet. Friturelugt
Imens er Rasmus Petersen gået i krig med en vakuumpakket makrel, der ligesom vinderfisken er indfanget i SuperBest, men i dette tilfælde i køledisken.
»Den lugter af friture og ikke af røg. Den smager ikke af andet end lidt salt«, fastslår fiskehandleren og tildeler fisken en bundkarakter.
»Jeg kunne smøre mig ind i den over hele kroppen og tage hjem og sige til min kæreste, at jeg har været til makrelsmagning, og hun ville nægte at tro det«, tilføjer han.




























