Forleden var jeg til fødselsdagsbrunch med en venindes veninder. Da rundbordssnakken havde været forbi emner som fødsler, skilsmisse, revselsesret og mandetyper, nåede vi til yoga.

Fem ud af fem til fødselsdagen dyrker det nemlig, viser det sig. Enten hver dag eller af og til, enten alene derhjemme eller ugentligt på hold. Så pludselig sad vi der, fem kvinder midt i livet, og talte om teknikker til, hvordan man bedst står i ’hunden’ uden at belaste sine håndled.

Tre ud af tre kvinder på min redaktion dyrker yoga, og mødrene i min datters klasse gør det. Kolleger fra hele Politiken ruller en eftermiddag om ugen deres måtter ud sammen efter kontortid. Mit facebookfeed flyder over med yogaworkshops, og selv mine to veninder, som går til tennis og crossfit, spurgte for nylig: »Vil du med os en dag – vi er begyndt at mødes til yoga«.

Vi er så mange nu, at mastodonten Ikea har sneget en småbørnsmor i sidestræk ind i det nye katalogs køkkenudstilling i håb om, at vi kan genkende os selv og få lyst til at bo sådan. Vi siger ikke længere »Går du til yoga?«, men »Hvor går du til yoga?«. For hvis du bor her og har min alder, er det mere sandsynligt, at du gør, end at du ikke gør.

Yoga er den næsthurtigst voksende motionsform blandt kvinder. Overvældende overrepræsenteret i hovedstadsområdet, hvor det i et hvilket som helst selskab myldrer med tips og erfaringer om udstyr, nye studier og gode undervisere.

Sådan var det ikke, da jeg fumlede mig igennem min første ’solhilsen’ for 15 år siden, hvor yoga var for de fodformede, hvor ’kobraen’ var et dyr, man så i Zoo, og ’hunden’ var en, de fleste gik tur med.

Sådan var det heller ikke, da jeg var barn ude på Vestegnen i begyndelsen af firserne, hvor min mor var den eneste, jeg kendte, der havde yogabøger i bogreolen og kefirsvamp i køleskabet.

I dag er begge dele mere almindeligt end sjældent. I hvert fald herinde i det centrale København, det danske epicenter for det nye årtusindes globale yogatrend, hvor tusindvis af kvinder finder fred i sjælen og frihed fra familien i de ældgamle indiske bevægelser for krop og sind.

Vi er en stille yogarevolution. En usynlig hær bevæbnet med rullemåtter, som før arbejdstid og efter puttetid marcherer ud i byen på solomission. Forenet af det samme mål. Vi er et nyt søsterskab. På tværs af aldre, erhverv og livsomstændigheder. Uden at kende hinanden kender vi hinanden på de indforståede nik og omsorgsfulde smil. Du behøver ikke sætte ord på, hvorfor du gør det, og hvad det gør ved dig. Vi ved det godt fra os selv.

Jeg har selv fået en yogaveninde. Hun er min datters venindes mor, men nu ses vi mere, end børnene gør. Fordi vi ugentligt mødes på måtter rundt omkring i byen. Så står vi der på gaden bagefter. Med armene hvilende på cykelstyret får vi sat verden på plads, løftet hinanden og lagt dagen i seng. Før vi kører hjem. Godt rustet til at starte forfra næste morgen.

Namaste, søster! Vi ses på måtten.

fortsæt med at læse

Yoga er blevet kvindernes nye folkesport