»Det har været et helvede.«
Sådan beskriver arkitekten Maja Håkansson, 32 år, følelsen af, at have afsluttet et langt studie og ikke fundet arbejde. Følelsen af, at man ikke var én af dem, som klarede sig og fik job.
»Jeg kom ud fra studiet med armene hævet højt over hovedet og med en følelse af, at jeg havde gjort det skide godt. Gejsten holdt ved i et par måneder. Så begyndte afslagene at tikke ind. Uge efter uge. Det er svært at håndtere«.
Selvbebrejdelse. En frygt for, at man aldrig vil få et godt arbejde, når man begynder sin karriere med ledighed, er følelser, som Maja Håkansson ikke er alene om at have.
Det viser en undersøgelse blandt 360 unge akademikere på dagpenge, som socialpsykolog Sabina Pultz fra Københavns Universitet har foretaget som en del af et ph.d.-projekt. Hendes studie omtales også i Djøfbladet.
39 af de unge er blevet interviewet i dybden.
Ph.d.-studerende bag stor undersøgelse: Arbejdsløse må droppe skammen og stå ved deres statusDe unge er opvokset med, at det er deres eget ansvar
»På arkitektstudiet var jeg vant til at håndtere stressede perioder, mange opgaver og problemer, som skulle løses. Det klarede jeg godt. Men så kommer jeg ud til en jobsituation, jeg ikke kan løse.« fortæller Maja Håkansson, som afsluttede arkitektstudiet på arkitektskolen i København i februar 2016 og stadig ikke har job.
»Den konstante følelse af, at jeg ikke har gjort det godt nok. At jeg ikke gør nok, og at jeg hele tiden bør gøre mere for at finde mig et arbejde, er det, der fylder mest«.
Undersøgelsen viser, at dagpengemodtagere under 35 år, som har været arbejdsløse mellem seks uger og to år, har det markant dårligere med sig selv, sammenlignet med deres jævnaldrende studiekammerater i arbejde.
De unge ledige oplever generel dårligere livskvalitet. De bebrejder sig selv og skammer sig markant mere end dagpengemodtagere på mere end 35 år, som har oplevet at have et arbejde og mistet det igen.
Særligt dimittenderne, der udgør 70% af svarpersonerne, har det svært.
»Det er udtryk for en 'selvbebrejdelses-tendens', der særligt findes hos de unge. De er vokset op med, at det at finde et arbejde, er noget, der ligger inden for deres egen kontrol. Når det så ikke lykkes, vender de pilen indad og bebrejder sig selv. 'Hvad er der i vejen med mig, siden jeg ikke er i stand til at finde mig et arbejde'« siger Sabina Pultz.
»Det er i forvejen hele ens identitet, der er på spil, når man befinder sig i overgangen mellem at være ung og voksen. I studietiden har de unge en oplevelse af, at arbejdslivet kan gå i alle mulige - også gode- retninger, men nu oplever de, at de stilles til regnskab for, at de ikke kan finde et arbejde. De føler, det er skamfuldt at modtage penge fra staten i stedet for at bidrage«.
Arbejdsløs er en parallel til single
»Ved en af de få jobsamtaler, jeg har været til, bad jeg bagefter om begrundelsen til, hvorfor jeg fik afslag. 'Ja, vi syntes, det var som om, du sad og gemte dig lidt bag dit hår. Det havde nok været bedre, hvis du havde sat det op i en knold'«, fortæller Maja Håkansson,
»Jeg begyndte at tude. Jeg ved godt, det er en overreaktion, og det er ikke fordi, jeg er usikker på mig selv ellers. Men det føltes sådan, at 'shit min personlighed er ikke god nok til at sidde bag en computer i et kontor'. Det føles hårdt, når det bliver personligt«.
Sabina Pultz forklarer, at jobkonsulenter ofte opfordrer de unge til at bruge deres netværk, fordi det er sådan, man får et arbejde.
»Det bringer jo alt andet lige personligheden meget mere i spil«, siger hun.
»Når man skal ud og også være udadvendt og til dels charmere sig til et arbejde og overbevise andre om ens professionelle, personlige og sociale værd, så sætter man sig selv på spil på en anden måde, end hvis man sender sit CV med de resultater, man har opnået«.
»Så er der folk, der tænker, hvorfor andre ikke allerede har ansat personen. Der må være noget galt med vedkommende. Det er meget udbredt, at man bliver opfordret til at skjule arbejdsløshedsperioder på CV’et. Man dækker det til med småprojekter eller et andet. Det er lidt som en parallel til at være single. Der er lidt samme sårbarhed. 'Hvorfor er der ikke nogen, der har valgt dem endnu?'«, forklarer Sabina Pultz.
De fleste akademikere finder et arbejde
Sabina Pultz har for nylig fulgt op på, hvordan det er gået med de 39 unge dagpengemodtagere, hun interviewede i 2015 i forbindelse med hendes ph.d.-projekt. Det lykkedes hende at få fat på 30, og ud af dem var de 29 kommet i arbejde.
Langt de fleste kommer altså i arbejde efter et stykke tid. Men man skal også se på, hvad det gør ved folk at være i dette system, siger Sabina Pultz, der kan se, det at påvirker de unge negativt.
Og så man spørge, om det er klogt at pumpe så mange penge ind i systemet.
»Målet er jo fuldstændig ens for systemet og den ledige. Folk vil gerne i arbejde og komme ud af denne arbejdsløshedsperiode. Så kan man måske godt sørge for, at det ikke i så markant grad påvirker folk negativt ikke at være i arbejde«.
Mere normalt at være arbejdsløs
Sabina Pultz mener, at vi alle skal lære at se på arbejdsløse og arbejdsløshed på en ny måde, fordi det er blevet mere normalt at ansætte højtuddannede i tidsbegrænsede jobs.
»Den udvikling vil fortsætte. Som højtuddannet vil det blive mere og mere almindeligt at være på dagpenge i kortere eller længere perioder af sit arbejdsliv, hvilket vores måde at se og diskutere arbejdsløshed på nødvendigvis må tage højde for«, siger Sabina Pultz.
fortsæt med at læse
