Regeringen har fem procents chance for at overleve

Torsdagens meningsmåling fra Megafon sender regeringen i gulvet - igen. Siden man kravlede ned fra Det Sorte Tårn på Amager har regeringen i alle målinger været dømt ude af ministerbilerne. LÆS OGSÅMåling: VKO løber med det hidtil største forspring til rød blok De tre regeringspartier er i øjeblikket forfulgte hovedpersoner i en splatterfilm, som vel at mærke foregår i pinefuld slowmotion. Og filmen ser endnu langtfra ud til at have nået sit klimaks. Dagens måling er som et snapshot fra denne film, mens flere målinger oven på hinanden er som at se filmen i den bløde biografstol. Det er det sidste, vi vil forsøge. For har regeringen overhovedet en mulighed for at udkomme som en 'toer'? Taknemmelige tal Den dugfriske måling peger på, at rød blok skal hente omkring 7 procentpoint af stemmerne, hvis de skal genvælges. Og dette efterslæb har de lidt over to år til at gøre kål på, før der er folketingsvalg. Hvis vi kigger på alle målinger fra Megafon de seneste 15 år, kan vi indkredse regeringens chance for at lave dette tigerspring. Det gør vi kort fortalt ved at udforske, hvor ofte det er sket for rød blok netop at hente 7 procentpoint på to år. LÆS OGSÅSF-vælgere: Vilhelmsen er ringere end Søvndal Tallene viser, at der er små 5 procent sandsynlighed for et genvalg af regeringen, under den forudsætning at fremtiden bliver ligesom fortiden. Hvis vi ser den nuværende splatterfilm til ende 100 gange, vil der kun i fem tilfælde komme en levende rød regering ud af den. Det kan måske virke abstrakt. Men vi kan kigge på tre historiske eksempler, hvor rød blok faktisk indhøstede en så stor fremgang, som der kræves i dag. Er løbet kørt? For det første kan vi spole tilbage til perioden fra slut 2001 til slut 2003. Den nyvalgte borgerlige regering fik i målingerne en skidt start især på grund af problemer med arbejdsløsheden. Og med en udskiftning i toppen hos Socialdemokraterne kunne Mogens Lykketoft som formand tordne mod den 'asociale blå politik', som ikke fik de ledige i arbejde. S stod pludselig til over 30 procent af stemmerne. For det andet kan vi spole tilbage til perioden fra først i 2005 til begyndelsen af 2007. Den blå regering havde netop vundet over rød blok, men metaltrætheden begyndte at sætte sig, samtidig med at Helle Thorning-Schmidt blev formand for Socialdemokraterne. Det var dog især massedemonstrationen på slotspladsen, der rykkede vognlæsset. Her stod tusinder under røde faner med paroler som 'Mere Velfærd Til Alle'. Fogh kom for skade at omtale de fremmødte som »socialistiske ballademagere«, og så kom der for alvor ballade. Ikke mindst i målingerne, hvor V 'kun' sneg sig over 25 procent. For det tredje kan vi spole tilbage til perioden fra begyndelsen af 2008 til starten af 2010. De fleste kan formentlig huske denne tid, da Fogh søgte job i Nato, og Løkke forsøgte sig som statsminister. Det gik ikke i vælgernes øjne. Møgsager i metermål og et træt regeringsfællesskab banede vejen for en dyb nedtur for blå blok. I målingerne kunne V mønstre i omegnen af 22 procent. Disse eksempler antyder, at der kan være lys i regeringsmørket. Alligevel er det værd at notere sig to forhold. Dels er de tre nedslag fra en tid i opposition, hvor det var udelt nemmere at lukrere på modstanderens fejl. Dels er de fra en periode, hvor rød blok gik mere frem end tilbage. Der er dog tilsyneladende ét aspekt, som forener de tre røde genkomster: at Venstre kludrer i det. Hvilket cementerer pointen om, at i politik måles et styrkeforhold sjældent i, hvem der er bedst, men snarere i, hvem der er mindst ringe. Instruktørerne Taler man med centrale personer i regeringen, tegner der sig tre typer af instruktører, der ønsker at ændre filmen på hver deres måde. Den første instruktør er den aggressive type. Han ønsker, at man skal have fokus på at 'spinne' en række velvoksne snubletråde ud for hovedfjenden.
LÆS OGSÅEnhedslisten vil bruge ny styrke til at udfordre KL Den anden instruktør er den skriftkloge type. Han satser på at følge de økonomiske grundbøger for at skabe vækst og derigennem vælgerfremgang. Den tredje instruktør er den ideologiske. Han slår på, at de tre partier i regeringen skal kunne stå mere frit og sætte deres egne dagsordner. Tiden vil vise, hvilken instruktør der vinder, og om bemeldte splatterfilm bliver en klassiker.