Kender du selv en pædagog, der har betydet noget særligt for dig? Indstil ham eller hende her.
For tredje år i træk uddeler Politiken sammen med Velfærds- og Forskningsfonden for Pædagoger Pædagogprisen, som har til formål at sætte fokus på de kompetente pædagoger, højne respekten om faget og dermed styrke pædagogers status i Danmark.
Til en prisfest i Politikens Hus vil et fagpanel 8. november kåre syv vindere i to kategorier og en specialpris.
Fakta
Pædagogprisen 2022
De to kategorier er ’dagtilbud 0-6 år’ og ‘skole-og fritidstilbud 0. til 9. klasse’. I hver af de to kategorier lyder hovedprisen på 75.000 kroner og de to særpriser på 25.000 kroner.
Desuden uddeles en specialpris på 50.000 kroner til en pædagog, der arbejder med social- eller specialpædagogik.
Indtil videre er flere hundrede indstillinger på dygtige pædagoger fra hele landet tikket ind hos Politiken. Det gælder pædagoger fra både dagtilbud, skole- og fritidstilbud og social- og specialområdet.
En af de indstillede er Anders Bock, som er pædagog i fritidsklubben Vesterbro Ungdomsgård. Siden han startede med at arbejde der i slutningen af 90’erne, er bordrollespillet Dungeons & Dragons blevet hans vigtigste pædagogiske redskab.
»Det allervigtigste er, at spillet kan nedbryde barrierer og få folk til at tale sammen. Det er en katalysator for at få skabt fællesskaber. I rollespillet lægger jeg vægt på, at børnene lærer, hvordan man behandler andre mennesker, og hvordan det at samarbejde om at finde løsninger er vejen til succes. Og så er der selvfølgelig en masse matematik, dansk og engelsk, som jeg kan skrue op for efter behov«, fortalte han, da Politiken mødte ham for et par uger siden.
Anders Bock er blevet indstillet af Lelo Shalby, som for 20 år siden var en af de knægte, Anders Bock lærte at spille rollespil. I dag er han en voksen mand, men hans bedste venner er stadig dem, han lærte at kende gennem rollespillet i Vesterbro Ungdomsgård.
»Dungeons & Dragons har givet os et helt unikt fællesskab på tværs af baggrund, sociale klasser, alder og religion. Det her binder os sammen, og det er magisk«.
Læs hele historien om Anders Bock og mød drengegruppen, som har indstillet deres yndlingspædagog, her.
Forældre, kolleger, børn og ledere har allerede indstillet en pædagog
Du kan selv skrive ind om din favorit indtil 25. september.
fortsæt med at læse
