For nylig læste jeg, at en kvinde var død af alderdom efter at have ventet i telefonkøen til Skat i 24 år. Nyheden var skrevet af hjemmesiden Rokokoposten og var selvfølgelig en joke. Jeg lo af det bizarre billede af en døende kvinde, der knuger sin telefon i hånden til ordene: »Du er nu nummer fire i køen«. Men min latter forstummede, og pludselig så jeg mig selv i rollen som den gamle dame, der forgæves prøver at nå over målstregen i et kapløb, der aldrig slutter.
Jeg så alvoren i vittigheden, fordi den beskriver den virkelighed, jeg som studerende selv oplever, når jeg prøver at bryde igennem lydmuren til Københavns Universitet. Og det er ingen joke. Min brydekamp med universitetet startede for lidt over et år siden. De sidste brikker i et langt og broget forløb om at rejse et semester til udlandet og studere var endelig ved at falde på plads. Men før jeg kunne pakke rygsækken og drage af sted til Australien med god samvittighed, havde jeg et enkelt spørgsmål, jeg manglede at få svar på. Københavns Universitet havde tildelt mig et såkaldt udlandsstipendium, der skulle hjælpe med at finansiere de knap 50.000 kroner, det kostede at gå på det udenlandske universitet. Men jeg mente ikke, det tildelte beløb var sat højt nok, i forhold til de fag jeg skulle læse.
