Jeg er netop kommet hjem efter et par hurtige besøg på to velfungerende nordeuropæiske teaterfestivaler: Theatertreffen i Berlin og Festspillene i Bergen.
Og endnu en gang undrer det mig, at vi i den grad hænger bagefter på dette område. Både de norske Festspillene og det tyske Theatertreffen er festivaler, der er grundlagt som demokratiske og idealistiske projekter efter Anden Verdenskrig. Fuldkommen som de kæmpemæssige festivaler i Avignon og Edinburgh er det. Kulturudveksling som krigsforebyggelse og civilisationsskabelse. At kunstarterne bliver bedre af at have fælles mødesteder og brændpunkter, er et åbenlyst positivt biprodukt. Begge festivaler har en grundlæggende vilje til at samle og synliggøre det ypperste inden for scenekunsten. Begge festivaler samler opmærksomhed fra hele verden. LÆS OGSÅKommuner bruger flere penge på teater Men hvad med Danmark? Tjah. Tjoh. Aarhus Festuge havde en periode i 1990'erne, hvor det faktisk var en relevant og internationalt orienteret festival. Men det er definitivt slut nu. Der er få tiltag som ILT i Aarhus og Waves i Vordingborg. Men det er bare så småt, i forhold til det nabolandene kan. Ligger festivaler så ikke til danskerne? Jo da. På musikområdet går det meget godt, og nu har politikerne også fået deres bornholmerfest. Det er altså ikke et kulturelt problem. Det er bare et ... problem. Og det går ikke længere.
