Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:
 LARS KRABBE
Foto: LARS KRABBE

Nyfeminist. Karolina Ramquist fik sit gennembrud som redaktør på den stærkt omdebatterede nyfeministiske antologi 'Fisseflokken' fra 1999.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Svensk forfatter: Nutidens unge feminister vil have magt og indflydelse

Der er ikke længere et samlet feministisk fællesskab, og det giver en stor frihed, mener Karolina Ramqvist.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Jeg hører hele tiden folk proklamere, at feminismen er død. Men det er noget sludder. Feministerne er ikke gået bort, jeg ser en ny bevægelse blomstre i de unge, stærke piger – også selv om de ikke er samlet under en rød, blafrende fane«.

Sådan siger den 37-årige svenske forfatter Karolina Ramqvist, der i 1999 var en af kvinderne bag den kontroversielle debatbog ’Fisseflokken’. Den markerede en ny feminisme, som tog afstand fra 68-generationens fiksering af det kvindelige. Nu er der så igen et generationsskifte i sigte, mener Karolina Ramqvist, der er aktuel med den danske oversættelse af romanen ’Altings begyndelse’.

»Forleden holdt jeg en forelæsning på mit gamle gymnasium. I dag skal man have meget høje karakterer for at komme ind, og der går næsten kun dygtige og ambitiøse piger fra alle samfundslag. Da jeg gik på skolen for 15 år siden, havde jeg aldrig forestillet mig, at skolen ville se sådan ud – fyldt af overpræsterende piger. Alle super smarte, vildt belæste og dybt interesserede i de feministiske debatter«.

Hånden på hjertet: Efterligner de præstationsorienterede piger ikke bare mandesamfundets idealer. Kan man være feminist uden at stille sig op imod det etablerede?

»Det var betagende at møde alle de unge piger. For selv om de er unge, er de sikre på, at de vil have magt og indflydelse. Det positive ved præstationskulturen er netop, at pigerne kommer fra alle samfundslag. Min skoletid var mere segregeret, man gik på en god skole, hvis man boede i det rigtige kvarter. Og hvis man overhovedet var feministisk bevidst i 90’erne, var det nok, fordi man havde en mor, der havde givet én den bevidsthed. I dag er kvinder fra de fleste samfundslag både ambitiøse og ret så feministiske«.

Hvis de er feminister, hvad handler deres kamp så om andet end dem selv?

»Deres kamp er hverken samlet eller politisk retvinklet som i 70’erne og 90’erne. Men det er ikke trist. For feminismens evne til at være magtkritisk er dens mest potente kvalitet, og den er stadig intakt. Kampen handler ikke længere om at ophøje det biologisk kvindelige. I dag har feminismen mange ærinder i klassesamfundet, der diskriminerer seksuelle, sociale og etniske minoriteter. De unge kvinder vælger selv deres kampe, men de har det ikke dårligt over ikke at være lige så radikale som deres mødre og bedstemødre. De er historisk bevidste og taknemmelige uden at stå i gæld«.

Når kampen så ikke er forenet under en politisk fane, hvor folder den sig så ud?

»De sociale medier har gjort det muligt for unge kvinder at stille helt private spørgsmål i et mere privat, men offentligt og internationalt rum. De finder hinanden i små fora rundt omkring, hvor de kan debattere med mennesker fra hele verden. Unge feminister har det ikke dårligt med at lade sig inspirere fra mange forskellige vinkler. De sammensætter deres egen magtkritik og tænker ikke over, om de er gode feminister eller ej. Måske netop fordi der ikke findes noget samlet feministisk fællesskab, føler de sig ikke presset af forventninger. Og det er godt! Det er lig med frihed. Selv i 90’ernes feminisme, som jeg var en del af, var der flere krav til, hvad en rigtig feminist var. Vi havde en usynlig feministisk doktrin, et levn fra vores 70’er-mødre«.

Er det at være en stærk ung kvinde så det samme som at være feminist i dag?

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Hvis man spørger de unge svenske piger, tror jeg mange vil kalde sig selv for feminister. Blandt de unge bloggere og it-girls er der vildt mange erklærede feminister. I 90’erne var det mere tabu at kalde sig selv for feminist i Sverige. Min 10-årige datter så et gammelt filmklip med mig, hvor jeg siger, at det er pinligt at være feminist. Efter at have set det spurgte hun mig hele tiden, hvordan jeg dog kunne sige, at det var pinligt at være feminist. Hun spurgte mig faktisk, om jeg var kvindehader«.

Hvordan føles det så at være den ’gamle’ feminist som 37-årig?

»Jeg følte mig faktisk gammel, da jeg stod og forelæste for alle de smukke og kloge purunge kvinder. Jeg kommer ud af en generation af kvinder, der endnu ikke har fattet, at vi er ved at blive gamle. De unge stillede mig et spørgsmål på gymnasiet, der også viste mig, at de ser på mig, som jeg så på min mor og hendes generation af feminister. »I var så flippede i 90’erne; vi præsterer bare«, sagde de. Men mit billede af min egen ungdom var også, at vi gennemførte alt muligt og var mere ordentlige, kedelige og mindre vilde end min mors generation«.

Generationen af præstationspiger har et stort behov for anerkendelse, blandt andet illustreret ved deres imponerende akademiske præstationer – er der ikke noget, du som 90’er-feminist skal minde dem om?

»Jo, da. Vi skal huske at spørge dem ind til, hvad det egentlig er, de går og stræber efter? For feminismen bør også være en bevægelse, der ønsker at fremhæve andet end markedsøkonomien og fremad-fremad-logikken. I Sverige kan man have en følelse af, at det hele går så hurtigt. Engang tog socialdemokraterne hånd om os alle – også de svageste. I dag er det svenske samfund på mange måder raseret. Vi er blevet individualister«.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Og det påvirker også feminismen?

»Et element fra 70’er-feminismen, som vi virkelig kan bruge i dag, er påmindelsen om behovet for menneskelige relationer og følelsen af solidaritet – hvordan vi passer på hinanden. Jeg fjernede mig engang fra den måde at tænke kollektiv omsorg på, fordi jeg anså den for værende meget kvindelig eller moderlig endda. I dag ser jeg den som et politisk standpunkt. Det er et frugtbart levn fra den gamle kvindekamp fyldt med mange ideologiske fejl. Og det er det, de unge selvfølgelig husker på i al deres individualisme: Feminismens kamp for kollektiv omsorg og en mangehovedet og fri magtkritik«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden