Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Vi arbejdsløse mærker mistilliden fra jer

Arbejdsløse bliver stemplet som dovne samfundsnassere.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Dette er et råb om hjælp. Ikke kun for mig, men for hele den del af befolkningen, som lige nu mærker løkken strammes. Som mærker hadet, mistilliden og presset fra et samfund, der ikke føler medlidenhed.

Jeg råber om hjælp, for den del af befolkningen, som har fået sat mærkatet arbejdsløs på sig. For ordet arbejdsløs betyder doven og samfundsnasser. Det er et mærkat, der fortæller, at her sidder der et menneske, som ikke har et arbejde og derfor lever for andres penge. Et mærkat der deler befolkningen op i rigtig og forkert.

Jeg råber om hjælp for dem, som ikke har villa, Volvo og vovhund i den rigtige bydel i København. Dem som sidder i deres lille lejlighed i et kedeligt betonbyggeri og vender hver en krone, fordi der skal være penge både til mad og medicin. Dem, som må gå den tunge vej ned forbi apoteket og ned til supermarkedet, for hvem kan leve uden at spise?

Det gør ondt at se venner og families ranke rygge blive pisket, til de er krumme, og til livet er suget ud af øjnene på dem

Jeg råber om hjælp for de mennesker, som hver dag sidder med en knude af angst i maven, inden de åbner for avisen eller nyhederne. For hvad bliver der sagt om dem i dag? Hvor mange penge får de nu at vide, at de skal have taget fra sig, fordi det ikke kan betale sig at arbejde? Penge, som er små nok i forvejen.

LÆS DEBAT

Jeg råber om hjælp nede fra bunden. Helt nede fra gulvet, som et lille insekt, der er i fare for at blive mast under de store fødder fra folk, der ikke kender til virkeligheden – der ikke kender til livet på bunden. Dem, som sidder og bestemmer, hvor meget vores liv er værd, selvom de aldrig har smagt støvet og kæmpet med sygdom, ulykke og uheld.

De sidder på deres hylde og kigger ned på os på bunden, men kan aldrig forstå, hvordan det er at leve hernede.

Jeg råber om hjælp for de mennesker, som gemmer sig i sprækker og huller, dem, som kryber sammen og ikke tør åbne munden, for hvem er vi til at gøre det? Vi, som nasser på samfundet, som er syge og ikke længere tager aktiv del i den normale verden. Vi, som hele tiden får at vide, at vi ikke er det samme værd som alle andre. Vi koster penge. Vi er til besvær. Vi er pletten på det rene stykke papir.

Jeg råber om hjælp, fordi det gør ondt at se, hvor Danmark er på vej hen. Det gør ondt at se, at antallet af fattige børn stiger. Det gør ondt at se venner og families ranke rygge blive pisket, til de er krumme, og til livet er suget ud af øjnene på dem. Det gør ondt at se, at mennesker bliver stemplet som samfundets skamplet, selvom det eneste, de har gjort er at være uheldige. Og det gør ondt at se, at der sidder en overklasse, der tror, de ved bedre, og som fortæller verden, at os på bunden, vel bare kan gå ud og tage et arbejde.

Jeg råber også om hjælp, fordi det ikke er alle, der kan tage et arbejde. Der er os, som fysisk eller psykisk ikke har den styrke, der skal til for at klare et arbejde. Fordi selv få timer om ugen er ødelæggende.

Men hvor er hjælpen til de mennesker? Hvor er tiden, pengene og overskuddet på sygehuse, psykiatriske afdelinger og selv hos de praktiserende læger?

LÆS PELLE DRAGSTED

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Systemerne er udsultede, de skraber den økonomiske grænse for, hvad der er muligt. De mennesker, som har dedikeret deres liv til at hjælpe andre, kan kun frustreret se til, når pengene løber ud. Og de bliver nødt til at sige nej. Jeg kan ikke hjælpe dig. Der er ikke penge til det.

Jeg råber om hjælp, men der er ikke nogen, der lytter. Der er ikke nogen, der lytter til os, når vi siger, at det her er ikke menneskeligt. Det er barbarisk, ufølsomt og ødelægger vores lille land.

Danmark, der en gang var kendt som det land i verden med det bedste sikkerhedsnet. Det land, som andre kom for at se og lære af. Det land, som altid har brystet sig af at passe på sine svageste.

Der bliver råbt vagt i gevær, men ingen lytter. For de, som sidder på deres høje hylde og kigger ned, har ingen problemer. Villaen vokser, bilen bliver større og hunden bliver en hest. Vinen bliver ældre og fadøllene flere. For de har pengene til det. Så hvorfor skulle de lytte til de svage råb af hjælp, som kommer nede fra bunden? Det er jo ikke deres problem.

Jeg råber om hjælp. Jeg råber om hjælp af mine lungers fulde kraft for os alle sammen, men hvem lytter?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • 
    Folkemødet åbner. Statsminister Lars Løkke Rasmussen holder tale. Winni Grosbøll Borgmester. 
Christian Falsnæs performenskunstner får publikum sat i gang.

    Du lytter til Politiken

    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!
    14. juni: Kommer der snart en regering? Nååå nej... der er Folkemøde!

    Henter…

    Kristian Madsen og Amalie Kestler udpeger ugens vigtigste politiske begivenheder. Om regeringsdannelse og om Toga Vinstue. Og møder de politikere, som ellers burde bruge tiden på at danne en regering. Samt en der gik, og en der kom.

  • Du lytter til Politiken

    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...
    13. juni: Folkemøde - Hey, Danmark? Vi skal lige ha' en snak...

    Henter…

    I dag begynder fire dage med Folkemøde på Bornholm - uden den slags debatter, der normalt vækker de store følelser. På Folkemødet diskuterer man De Store Ting. Alt det, som det organiserede Danmark synes er væsentligt at snakke om. Men hvad er dét så?

  • 15.000 mennesker er ansat til at gennemse det indhold, som Facebook vil skåne sine brugere for – videoer af mord, henrettelser eller mishandling af børn. Men hvem er de mennesker, der hver dag renser ud i internettets allermørkeste sider? Politiken har fulgt to af dem. ​

Forsiden