Tegning: Mette Dreyer

Tegning: Mette Dreyer

Debat

Vi arbejdsløse mærker mistilliden fra jer

Arbejdsløse bliver stemplet som dovne samfundsnassere.

Debat

Dette er et råb om hjælp. Ikke kun for mig, men for hele den del af befolkningen, som lige nu mærker løkken strammes. Som mærker hadet, mistilliden og presset fra et samfund, der ikke føler medlidenhed.

Jeg råber om hjælp, for den del af befolkningen, som har fået sat mærkatet arbejdsløs på sig. For ordet arbejdsløs betyder doven og samfundsnasser. Det er et mærkat, der fortæller, at her sidder der et menneske, som ikke har et arbejde og derfor lever for andres penge. Et mærkat der deler befolkningen op i rigtig og forkert.

Jeg råber om hjælp for dem, som ikke har villa, Volvo og vovhund i den rigtige bydel i København. Dem som sidder i deres lille lejlighed i et kedeligt betonbyggeri og vender hver en krone, fordi der skal være penge både til mad og medicin. Dem, som må gå den tunge vej ned forbi apoteket og ned til supermarkedet, for hvem kan leve uden at spise?

Det gør ondt at se venner og families ranke rygge blive pisket, til de er krumme, og til livet er suget ud af øjnene på dem

Jeg råber om hjælp for de mennesker, som hver dag sidder med en knude af angst i maven, inden de åbner for avisen eller nyhederne. For hvad bliver der sagt om dem i dag? Hvor mange penge får de nu at vide, at de skal have taget fra sig, fordi det ikke kan betale sig at arbejde? Penge, som er små nok i forvejen.

LÆS DEBAT

Jeg råber om hjælp nede fra bunden. Helt nede fra gulvet, som et lille insekt, der er i fare for at blive mast under de store fødder fra folk, der ikke kender til virkeligheden – der ikke kender til livet på bunden. Dem, som sidder og bestemmer, hvor meget vores liv er værd, selvom de aldrig har smagt støvet og kæmpet med sygdom, ulykke og uheld.

De sidder på deres hylde og kigger ned på os på bunden, men kan aldrig forstå, hvordan det er at leve hernede.

Jeg råber om hjælp for de mennesker, som gemmer sig i sprækker og huller, dem, som kryber sammen og ikke tør åbne munden, for hvem er vi til at gøre det? Vi, som nasser på samfundet, som er syge og ikke længere tager aktiv del i den normale verden. Vi, som hele tiden får at vide, at vi ikke er det samme værd som alle andre. Vi koster penge. Vi er til besvær. Vi er pletten på det rene stykke papir.

Jeg råber om hjælp, fordi det gør ondt at se, hvor Danmark er på vej hen. Det gør ondt at se, at antallet af fattige børn stiger. Det gør ondt at se venner og families ranke rygge blive pisket, til de er krumme, og til livet er suget ud af øjnene på dem. Det gør ondt at se, at mennesker bliver stemplet som samfundets skamplet, selvom det eneste, de har gjort er at være uheldige. Og det gør ondt at se, at der sidder en overklasse, der tror, de ved bedre, og som fortæller verden, at os på bunden, vel bare kan gå ud og tage et arbejde.

Jeg råber også om hjælp, fordi det ikke er alle, der kan tage et arbejde. Der er os, som fysisk eller psykisk ikke har den styrke, der skal til for at klare et arbejde. Fordi selv få timer om ugen er ødelæggende.

Men hvor er hjælpen til de mennesker? Hvor er tiden, pengene og overskuddet på sygehuse, psykiatriske afdelinger og selv hos de praktiserende læger?

LÆS PELLE DRAGSTED

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Systemerne er udsultede, de skraber den økonomiske grænse for, hvad der er muligt. De mennesker, som har dedikeret deres liv til at hjælpe andre, kan kun frustreret se til, når pengene løber ud. Og de bliver nødt til at sige nej. Jeg kan ikke hjælpe dig. Der er ikke penge til det.

Jeg råber om hjælp, men der er ikke nogen, der lytter. Der er ikke nogen, der lytter til os, når vi siger, at det her er ikke menneskeligt. Det er barbarisk, ufølsomt og ødelægger vores lille land.

Danmark, der en gang var kendt som det land i verden med det bedste sikkerhedsnet. Det land, som andre kom for at se og lære af. Det land, som altid har brystet sig af at passe på sine svageste.

Der bliver råbt vagt i gevær, men ingen lytter. For de, som sidder på deres høje hylde og kigger ned, har ingen problemer. Villaen vokser, bilen bliver større og hunden bliver en hest. Vinen bliver ældre og fadøllene flere. For de har pengene til det. Så hvorfor skulle de lytte til de svage råb af hjælp, som kommer nede fra bunden? Det er jo ikke deres problem.

Jeg råber om hjælp. Jeg råber om hjælp af mine lungers fulde kraft for os alle sammen, men hvem lytter?

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Overgreb i Guds navn
    Hør podcast: Overgreb i Guds navn

    Henter…

    I morgen byder pave Frans flere end 100 højtstående biskopper fra hele verden velkommen til topmøde i Vatikanet. Emnet øverst på dagsordenen er seksuelle overgreb mod børn begået af katolske præster. Men kan paven forhindre flere overgreb? Og er der overhovedet en fremtid for den katolske kirke?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?
    Hør podcast: Michelin-stjerner – fisefornemt snobberi eller brugbar guide?

    Henter…

    I aftes udkom årets store madbibel - Michelin-guiden 2019. Michelin har været den højeste kulinariske smagsdommer i en tid, hvor madkultur er blevet en international megatrend, og kokke er blevet rockstjerner. Men er stjernerne lige så vigtige pejlemærker, som de har været?

  • Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?
    Hør podcast: Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump?

    Henter…

    Klaus Riskær - Danmarks Donald Trump? Klaus Riskær er tilbage på avisernes forsider. Han rejser sig altid igen, uanset om han går konkurs, bliver ekskluderet eller sat i fængsel. Og nu stiller han op til Folketinget. Men hvad driver ham? Og kan det passe, at han i dag er mere til klima og social retfærdighed end til utæmmet kapitalisme? Eller er han – som nogle mener – det danske svar på Donald Trump?

Forsiden

Annonce