Refleks. Ordet konkurrencestat har provokeret en del intellektuelle, men det skyldes, at mange ikke aner, hvad de taler om, mener professor Ove Kaj Pedersen. Ifølge ham har mange af hans kritikere dyrket den åndelige dovenskab, mens de har droppet analysen.
Foto: Lars Just

Refleks. Ordet konkurrencestat har provokeret en del intellektuelle, men det skyldes, at mange ikke aner, hvad de taler om, mener professor Ove Kaj Pedersen. Ifølge ham har mange af hans kritikere dyrket den åndelige dovenskab, mens de har droppet analysen.

Debat

Venstrefløjens kritik af konkurrencestaten er pinlig

Debatten i Danmark er overfladisk og gennemsyret af mytomaner, siger manden bag konkurrencestaten.

Debat

'Bjarne Corydon: Jeg tror på konkurrencestaten!’ stod der på forsiden af denne avis for et år siden.

LÆS DEBATINDLÆG

Og så brød helvede ellers løs hos professor Ove Kaj Pedersen, som er ophavsmanden til begrebet konkurrencestaten i en bog med samme navn. 50 mails og 32 telefonbeskeder fra journalister lå der til professoren.

»Det var overvældende. TV 2 News ringede og ville tale med Socialdemokratiets nye chefideolog. Min kone tog telefonen. »Chefideolog? Det kan da ikke være ham, der sidder derinde og ser fjernsyn i pyjamas, du mener«, svarede hun. Og så lagde vi telefonerne ned i kælderen«.

Men hvorfor stillede du ikke op, Ove Kaj Pedersen?

»Fordi jeg ikke ser mig som et dansk svar på den britiske Labour-ideolog Anthony Giddens. Det er ikke min rolle som analytiker at deltage i den diskussion. Som forsker skal man holde distancen og neutraliteten. Jeg vil ikke stå op for nogle mod andre«.

Men du var alligevel glad for finansministerens brug af dit begreb?

»Jeg blev da glad for, at min forskning kunne bruges i den offentlige debat. Med sin udmelding i Politiken markerede Corydon sit parti som et reformparti, der vil ændre på velfærdsstaten for at opretholde den og forbedre den. Jeg tolkede det, som om Corydon meget bevidst gik ud og positionerede sig som en reformorienteret velfærdsstatsmand. Det var modigt«.

Men siden Corydons udmelding har han taget den store rutsjetur fra toppen af alle popularitetsmålinger og ned ad rangstigen. Er du ikke medansvarlig for det? Ordet konkurrencestat har været en rød klud for mange debattører i det forløbne år?

»Jeg tager mig til hovedet over niveauet! Især venstrefløjens kritik af konkurrencestaten har været pinlig. Hvor er der dog mange, der har udtalt sig om begrebet, min bog og interviewet uden at have læst nogen af delene. Der er for mange meningsdannere i dette land og for få vidensdannere. Jeg kommer lige fra New York, hvor der er masser af kvalificerede analyser af USA’s rolle lige nu. Når man så kommer tilbage til Danmark, er det som at få en spand kold vand i hovedet. Her i landet tiltager man sig retten til at have en mening uden at have undersøgt, hvad man taler om«.

Det er især intellektuelle, der er kritiske over for konkurrencestaten?

»Der er masser af personer på universiteterne og på den klassiske danske venstrefløj, som dyrker den åndelige dovenskab og dropper analysen. De kunne ikke lide ordet ’konkurrencestaten’, og så behøvede de ikke tænke mere over det. De reagerer på reflekser. Der er mange myter om velfærdsstaten, og meget lidt viden om den velfærdsstat, vi har. Den politiske debat i Danmark er overfladisk og gennemsyret af mytomaner, som kører på myter og varetager egne interesser på baggrund af myter«.

Ove Kaj Pedersen mener, at den offentlige debat er hæmmet af, at mange debattører varetager egne interesser.

»Det er blevet en sandhed blandt mange debattører og intellektuelle, at der intet er over eller ved siden af velfærdsstaten. Det er der en særlig grund til. Velfærdsstaten har nemlig nedbrudt over- og underklassen og genskabt os alle som én stor middelklasse, der er afhængig af velfærdsstaten på den ene eller den anden måde. Derfor ser man i stigende grad, at både venstre- og højrefløjen er gået hen og blevet de argeste forsvarere af det bestående. Af velfærdsstaten«.

Hvad er det for en afhængighed?

»Jeg tilhører selv en generation – babyboomgenerationen – som bliver stadig mere afhængig af velfærdsstatens ydelser og hjælp. Enhver politiker, der vil genvælges, og ethvert parti, der vil have indflydelse, er nødt til at tage hensyn til denne store magtfulde vælgergruppes interesser. Sådan er det. Det samme gælder de mange offentligt ansatte, der også er en magtfuld gruppe, som politikerne må tage hensyn til. Der er intet, der er så svært i Danmark som at ændre velfærdsstaten, fordi flertallet er afhængigt af den. Denne afhængighed skaber en konservativ klemme omkring reformer. Hver gang man reformerer, er der nogle, der vinder, og nogle, der taber. De første siger ikke noget. De sidste skriger højt i medierne«.

Er der ikke en god, saglig debat i Danmark?

»Nej, debatklimaet er præget af kaos og rod. Interessegrupper hyler op, når deres velerhvervede privilegier antastes. Men det mest forstemmende er, at når man f.eks. åbner for Radioavisen, så er det som at få en revisionsrapport læst op. Debatten drejer sig om bittesmå detaljer ude i hjørnerne af velfærdsstaten, som om den ene får 492 kr., mens den anden får 500 kr., om paragraffer, børnecheck, børnetilskud, tøjbudgetter. Det er alle de små frimærker, der er i spil. Debatten er kaotisk, flimrende og ligegyldig. De, der forsøger at følge med ved at læse avisen og lytte til Radioavisen, må befinde sig i et kaotisk univers. Der mangler fokus og en ramme for debatten«.

Hvor kommer Corydon ind i billedet?

»Det, som Corydon gjorde i interviewet i Politiken for et år siden, var, at han midt i kaos siger: Nu går jeg ud og meddeler, hvad der er rammen for det hele, og hvilke valgmuligheder vi står over for. Ligesom Tony Blair, Gerhard Schröder og Francios Mitterand forsøgte han at lægge en ramme omkring kaos. Skabe en ramme for alle de detailspørgsmål, der dukker op. Et kompas. Den tredje vej var et kompas. Danske politikere har i mange, mange, mange år været dårlige til det med kompasset«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Er det ikke et problem, at han gjorde ’konkurrencestaten’ til et samfundsideal med udmeldingen »jeg tror på konkurrencestaten« i stedet for at nøjes med at gøre det til et vilkår?

»Han siger jo netop, at konkurrencestaten er en variant af velfærdsstaten og et vilkår skabt af globaliseringen og den nye teknologi – den ramme, inden for hvilken vi diskuterer forskellige alternativer«.

Er Corydons udgave af konkurrencestaten socialdemokratisk?

»Det vil jeg helst ikke udtale mig om. Jeg vil ikke være ideologisk linjedommer med fløjten i munden«.

En ting vil Ove Kaj Pedersen dog godt forholde sig til. Venstrefløjens krise. Og kollaps.

»Efterkrigstidens venstrefløj, der ville forandre samfundet gennem reformer, ligger i ruiner. Årsagen er, at venstrefløjens vælgergrundlag i stigende grad er identisk med babyboomgenerationen og den middelklasse, som er afhængig af offentlige ydelser. Når man har sine interesser koblet tæt til velfærdsstaten og de offentlige budgetter, institutioner og ordninger, kan man ikke længere være en samfundsforandrende kraft. Paradoksalt nok har velfærdsstaten destrueret grundlaget for venstrefløjen«.

Hvor ser du det?

»Når SF kollapsede i forsøget på at blive regeringsbærende, var der tale om et historisk kollaps af en idé – ideen om en pragmatisk venstrefløj, der er indstillet på at indgå kompromiser. Den er der ikke længere. Den er død. Nu er der kun kustoderne på den yderste venstrefløj tilbage, som skriger op, når nogen antaster nationalklenodierne på velfærdsstatsmuseet«.

Kan du fortænke venstreorienterede i, at de oplever Corydons konkurrencestat som en højredrejning, de ikke kan være med til? Selv Cepos’ Mads Lundby Hansen har sagt, at regeringens blå politik vil blåstemple kommende borgerlige regeringers opgør med velfærdsstaten? Hånden på hjertet: De røde fører blå politik, ikke?

»Den store historie er jo, at det er de borgerlige, der er blevet socialdemokratiske og er blevet tvunget til at føre socialdemokratisk politik. Over tid er de borgerlige blevet socialdemokratiske, og socialdemokrater er blevet borgerlige. Begge parter har fået deres del af kagen«.

Men igen: Kan du ikke forstå, at mange reagerer på, at betalingsringen, millionærskatten m.v. droppes, mens der gives skattelettelser til erhvervslivet, dele af Dong sælges til Goldman Sachs etc., samtidig med at Corydon hylder konkurrencestaten?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Det kan jeg da sagtens forstå. Det ligner meget det, som Jens Otto Krag foretog sig i 1960’erne og 1970’erne. Han tog afsæt i det, som omstændighederne skabte mulighed for. Han var den mest udskældte mand. I dag er han ophøjet til en af de største, ’den rigtige socialdemokrat’. Samme tur har den reformivrige Poul Nyrup Rasmussen fået. Det viser historiens absurditet og omkostningerne ved at tage et ansvar. På fløjene – både helt ude til venstre og helt ude til højre – breder dovenskaben sig. Her tager man de nemme point hjem, når andre forsøger at forandre for at bevare det bedste og skabe noget, der er endnu bedre«.

Du er professor i statskundskab. Bjarne Corydon er kandidat i statskundskab – som statsministeren og mange andre ministre, rådgivere og embedsmænd. Repræsenterer du ikke en snæver verdensforståelse – dét, som nogle kalder for 1240 K-segmentet?

»Nej, det synes jeg ikke. Min far var politimand, min mor var hjemmegående, og de kom begge fra fattige arbejdsmandsfamilier. Jeg er et barn af velfærdsstaten, som gav mig mulighed for social mobilitet. Velfærdsstaten sidder i mit dna. Mit barndomsmiljø var også et sted, hvor man fik at vide, at du skal arbejde hårdt, hvis du skal blive til noget, kammerat. Altså den der med selvforsørgelse, rettigheder og pligter. Det er det, jeg er præget af, og som også smitter af på mit engagement i velfærdsstatens – eller konkurrencestatens – fremtid«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce