Mine børn læser ikke mange bøger. De læser nyheder, men mest på nettet, og de holder ikke aviser.
Til gengæld ser de tv. Danske udsendelser, public service-fjernsyn, men i særdeleshed en masse udenlandske film og serier fra danske og udenlandske streaming-tjenester og udbydere.
På den måde betegner mine børn, i alderen 15-26 år, vel gennemsnittet af den yngre medieforbruger ret godt. Man kan beklage, at det er sådan, men de falder ret klart ind i det generationshul, som Kulturministeriets public service-redegørelse fra efteråret 2016 beskrev ganske tydeligt.
Når de ser tv, så læser de samtidig en masse danske ord.
Det har de været vænnet til, næsten fra før de overhovedet kunne læse; underteksterne har oversat de ofte engelske sætninger, og på den måde har det danske, skrevne sprog fyldt en væsentlig del af de unges opvækst, sideløbende med at de har kunnet bilde os ind, at de ikke læser.
Underteksterne er et kapitel for sig i det danske mediebillede. De skrives meget ofte af kontraktansatte eller freelancetilknyttede oversættere.
Mange af dem er organiseret i DJ og er med i specialgruppen FBO, der står for Forum for Billedmedieoversættere, og her er i høj grad tale om kolleger, der leverer den efterspurgte fleksibilitet og kvalitet på usikre vilkår.
Der er faktisk grund til at gøre et ophold omkring denne faggruppe.
Mange af dem sidder på en hjemmearbejdsplads. Det kan være ved køkken- eller spisebordet. Det kan også være, de er med i et ydmygt kontorfællesskab, hvor de sidder med fuld opmærksomhed på computerskærmen og omsætter for eksempel engelsk, tysk eller svensk talesprog til letforståeligt og tydeligt dansk.
I en tid, hvor der er fokus på public service-forpligtelser. Hvor der er stor opmærksomhed omkring børns og unges medievaner. Og hvor diskussionen om indlæring og sprog også fylder meget, så kunne det være, at man skulle se lidt på den rolle, som oversættelserne spiller i medierne
Lars Werge, formand i Dansk journalistforbund
Det kan også være, de er tilknyttet en nyhedsredaktion og skal oversætte breaking news-historier, næsten mens de foregår.
Netværket af oversættere hænger sammen i en kollegialitet, der medvirker til at sikre fagligheden på skærmen for brugerne.
Men de er også en udsat gruppe, fordi arbejdsgiverne gang på gang ønsker at trykke prisen for ydelserne. Det er nogle af de skrappeste forhandlinger, når DJ sidder over for tekstningsbureauerne, og det er ofte en forhandling per stedfortræder, fordi de få bureauer igen er blevet presset ganske meget af Danmarks Radio, TV 2 og andre store udbydere på kontrakten. Og de bliver hertil presset endnu stærkere af broadcastere som SBS, BBC og Viasat-kanalerne.
Det er, som om udbyderne ikke forstår, at med en lavere pris må man forvente en lavere kvalitet. Der er ganske enkelt fysiske grænser for, hvor mange ord man kan oversætte i minuttet.
Der er ganske enkelt grænser for, hvor mange minutter og timer man kan arbejde med oversættelser ud i én køre, hvis kvaliteten skal holdes.
Mekanismen kender vi fra andre områder: Hvis prisen sænkes, forsøger den enkelte at kompensere ved at arbejde hurtigere eller ved at sænke kvalitetskravet. Hugge en hæl og klippe en tå, men det rammer jo forbrugeren.
Og hermed sløjfen til indledningen om de yngre generationer: I en tid, hvor der er fokus på public service-forpligtelser. Hvor der er stor opmærksomhed omkring børns og unges medievaner. Og hvor diskussionen om indlæring og sprog også fylder meget, så kunne det være, at man skulle se lidt på den rolle, som oversættelserne spiller i medierne.
Børn læser mere dansk og lærer flere ord ved at læse dem på undertekster end ved at læse aviser. Det, man læser meget, smitter naturligvis af. Derfor må det også være en politisk bestræbelse at sikre kvaliteten, som hænger sammen med prisen.
Det er egentlig ikke så svært, synes jeg. Eller skal jeg stave det for dig?
Skriv kommentar