Biblioteket, som kampen står om, er Kvinfos hjerte. Og at tage biblioteket ud af Kvinfo, som kulturminister Mette Bock truer med, er det samme som at tage hjertet ud af en krop, ud af en levende organisme. Mon ikke Mette Bock er helt bevidst om, at hun med sin udmelding rammer lige ind i hjertet af Kvinfo?
Kvinfos bibliotek er et forskningsbibliotek og videnscenter for køn og ligestilling, bygget op gennem 50 år. Alle og enhver kan komme ind fra gaden og frit benytte sig af biblioteket. Ministeren vil nu gemme biblioteket væk bag det kongelige biblioteks mure, hvor der ikke er fri adgang for almenheden. F.eks. kan unge under 18 år, der gennem Kvinfos skoletjeneste er en vigtig del af Kvinfos brugere, ikke benytte det kongelige bibliotek.
Flere borgerlige støtter at tage bibliotek fra Kvinfo, som kritiseres for at politisereDet lyder så pænt og tilforladeligt at kalde truslen mod Kvinfos eksistens modernisering, en helt naturlig bibliotekssammenlægning, der bare følger med tiden. Men meldingen om at flytte Kvinfos bibliotek tjener blot til at kamuflere kulturministerens hensigt: at undergrave den ligestillingshøjborg, som Kvinfo er – ikke kun i Danmark, men i Norden og internationalt.
Er ministerens udmelding en tom trussel, eftersom Kvinfo er en selvejende institution, og biblioteket hverken kan flyttes eller fjernes uden bestyrelsens samtykke? Er det i virkeligheden signalpolitik, kulturministerens partifarvede markering, vi præsenteres for: at Kvinfo ikke længere er en relevant institution, idet ligestilling bør være en privat sag og ikke et samfundsanliggende, som man kan læse mellem linjerne i Liberal Alliances principprogram.
Kulturministerens udmelding er et wakeupcall – ikke bare til at stå vagt om Kvinfo, men om de institutioner, der er sat i verden for at forsvare og værne om de værdier, vores liberale demokrati hviler på, demokratiets søjler, som Kvinfo er én af.
Der er grund til at råbe op, når folkevalgte politikere inficeret af et betændt populistisk klima mistænkeliggør og truer institutioner, der er garanter for demokratiets og retssamfundets kerneværdier – som ligestilling og kvinders rettigheder, menneskerettighederne, lighed for loven. Og at gå efter institutionerne er at undergrave selve demokratiet under dække af uigennemskuelige administrative manøvrer, der tilslører en totalitær glidebane. Sådan som det sker i lande som Ungarn og Polen, hvor illiberale regeringer er i gang med at afmontere ngo-organisationer og demokratiske institutioner, afmontere civilsamfundet.
Der er vi ikke endnu, men over hele Europa er de liberale værdier i fare. Og det er kulturministerens trussel mod Kvinfo et skræmmende eksempel på.
Kvinfo er et ’venstreorienteret organ’, lyder det fra en ung Liberal Alliance-politiker. Det giver ingen mening at kalde en institution for forskning i køn og ligestilling venstreorienteret. Demokratiske institutioner har ingen partifarve. Men ’venstreorienteret’ er blevet et effektivt skældsord, et brugbart propagandaslogan, når man vil mistænkeliggøre institutionerne.
Institut for Menneskerettigheder stod for skud i 00’erne under Fogh-regeringen, også beskyldt for at være 'venstredrejet', og blev dengang splittet op efter bedste del og hersk-metode. Det er samme politiske greb, kulturministeren benytter sig af, når hun vil flytte biblioteket ud af Kvinfo. Splitte Kvinfo op og derved stække Kvinfos betydning og indflydelse som en stærk ligestillingsinstitution og forskningscenter. Det er et effektivt modangreb at trække tænderne ud på institutioner, der ytrer sig kritisk og holder magtfuldkomne regeringer og ministre fast på de grundlæggende demokratiske værdier.
At skille biblioteket fra Kvinfo vil være et stort tilbageslag for ligestillingen i DanmarkDen amerikanske professor ved Yale-universitetet, Timothy Snyder, advarer i sin bog ’On Tyranny’ om at tage institutionerne for givet, især når de sættes under pres: »Det er institutionerne, der hjælper os til at sikre og opretholde den demokratiske værdighed. Institutioner kan ikke beskytte sig. De falder én efter én, medmindre de fra begyndelsen bliver forsvaret. Vi er tilbøjelige til at tro, at institutioner automatisk forsvarer og opretholder sig selv, også under direkte angreb. Det var netop den fejltagelse, tyske jødiske borgere begik i 30’erne ... at antage, at magthavere, der er kommet til magten gennem demokratiske institutioner, ikke kan ændre eller nedlægge disse institutioner, selv når de klart har meldt ud, at det netop er det, de vil gøre«.
Historien gentager sig som bekendt ikke, men vi kan lære af historien, den kan give os indsigt i vores egen tid og dens politiske strømninger og bevægelser og påminde om, hvilke faldgruber vi med den aktuelle politiske udvikling kan havne i, hvis vi undlader at handle, mens tid er.
fortsæt med at læse
