Læge: Lad os indføre en slags alkolås på de digitale medier

En fremmed er ikke længere en ven, du endnu ikke har mødt. Det er en person, du endnu ikke har spammet«, siger speciallæge og forfatter Imran Rashid, der mener, at den enkelte i sidste ende bærer ansvaret for at opføre sig ordentligt på nettet.

Hvordan kan det være, at digitale debatter fører til chikane og trusler?

»Fordi det beskyttende lag, der er, når vi kommunikerer med andre mennesker face to face, er væk. Ude i virkeligheden kan vi langt bedre vurdere både effekten af det, vi selv siger, og det, modparten reelt udtrykker. Det er, fordi vores hjerner er gearet til fysisk kommunikation, hvor 90 pct. jo udgøres af nonverbal kommunikation som ansigts- og kropssprog. Den del får vi ikke med på nettet«.

Hvad sker der, når vi ikke kan se modpartens ansigt?

»Så bliver debatten blot udveksling af monologer, hvor deltagerne hver især kan dykke længere og længere ned i deres ufiltrerede og mere primitive argumentationsform. Når man brænder meget for en sag, bliver det på nettet let en kamp om at få ret for enhver pris i stedet for at lytte til den andens argumenter og reelt lukke dem ind«.

Det er vel ikke så mærkeligt, at nogen strækker sig langt for at få ret?

»Nej, men vi risikerer at blive misforstået, når så stor en del af vores kommunikation foregår skriftligt. Facebook bliver en boksering, hvor det gælder om at nakke andre modstandere. Det er jo ikke dialogkaffe, vi drikker derinde. Det er digital mudderkastning, hvor man også nemmere kommer til at hyle i kor med andre ulve – en virtuel form for stammeadfærd«.

Folk har vel alle dage kritiseret dem, de er uenige med. Er det virkelig så meget anderledes på nettet?

»Problemet er, at når man går ind i en diskussion på Facebook, så er konklusionen allerede lavet mentalt. Resten bliver bare et spørgsmål om at regne baglæns, så man kan vinde debatten. Det er også det, man i psykologi kalder haloeffekten – at man allerede har et bestemt synspunkt og så sorterer information ud fra det – man eftersynkroniserer virkeligheden ud fra det«.

Hvorfor reagerer nogle så aggressivt i netdebatterne?

»Fra adfærdsstudier ved man, at vi mennesker lader os påvirke mere af negative følelser end af positive, og vi husker dem længere. F.eks. vil ærgrelsen over at miste 500 kr. altid være større end glæden ved at få 500 kr. Samtidig viser forskning, at negative budskaber på de sociale medier har længere rækkevidde og holdbarhed end positive budskaber. Vi har nemt ved at harcelere over ting, og på nettet kan man opleve at blive frustreret og aggressiv af selv de mindste ting – også fordi mængden og hyppigheden af ting, man kan reagere på, er eksploderet«.

Flere er begyndt at tale om en decideret forargelsesøkonomi – med klik som valuta kan man tjene penge på ekstreme holdninger. Hvordan bør vi forholde os til det?

»Som samfund er vi nødt til at se kritisk på platforme, der både har stor indflydelse på os som individer, og som samtidig spekulerer i at skabe ekstreme holdninger ud fra kommercielle hensyn. Hvis det viser sig, at det er skadeligt for demokratiet og medvirkende til f.eks. stigningen i mennesker med dårlig mental sundhed, så mener jeg godt, at man kan stille lige så skrappe krav til de etiske retningslinjer hos sociale medieudbydere, som man gør til almindelige arbejdspladser og andre medieproducenter«.

Er løsningen at slukke helt eller logge af nettet?

»Nej, det mener jeg ikke. Men prøv f.eks. at forestille dig, at der blev indført en slags alkolås på de digitale medier. Fra du skriver noget, til det bliver postet, går der et minut. Så ville vi få aktiveret den langsomme og bevidste tænkning, mennesker også er udstyret med, men som bruges langt sjældnere end automatreaktionerne. Mener jeg egentlig det her, ville man så nå at spørge sig selv. På den måde ville et skud fra hoften måske i stedet blive til en eftertænksom ’ah okay, det kan jeg godt forstå, du mener’-formulering, og det er dem, der mangler i debatterne«.

Hvem har ansvaret for debatkulturen?

»Det er et kollektivt ansvar, der kun kan løftes, hvis vi starter med en bevidstgørelse af de underliggende mekanismer og lærer at forstå effekterne langt bedre, end vi gør i dag. Men det er klart, at det ultimative ansvar påhviler os hver især. Grundlæggende handler det om, at vi undlader at bruge andre mennesker som boksebolde for de frustrationer, vi måtte gå med selv. Dels bliver sådanne aggressioner sjældent bearbejdet konstruktivt på nettet, og dels riskerer man at smitte andre med dem«.

Vrede kan jo også være gavnlig, når den giver motivation til at handle mod uretfærdighed osv. Kan den stigende indignation, vi ser i netdebatter, ligefrem være en demokratisk nødvendighed?

»Problemet er, hvis vreden ikke fører til noget. Hvis vreden bare bliver dyrket for vredens skyld, er det en krig, der fortsætter, uden at vi kommer nogen vegne. Så ender vi med en kronisk vrede i samfundet, som er mere skadelig end gavnlig. I værste fald ender det digitale træningscenter, vi sætter vores hjerner ind i hver dag, med at gøre os ekstremt primitive og konfliktsøgende. Det er en U-vending rent evolutionsmæssigt«.