Klimakamp. Dorrit Olsen (tv.) og Annegrethe Jørgensen har haft klima højt på deres personlige dagsorden, siden de stoppede med at arbejde og fik overskud til at forsøge at ændre verden.
Foto: Emma Sejersen

Klimakamp. Dorrit Olsen (tv.) og Annegrethe Jørgensen har haft klima højt på deres personlige dagsorden, siden de stoppede med at arbejde og fik overskud til at forsøge at ændre verden.

Debat

Bedsteforældre går foran: »Vi er den generation, der kan vise vejen i forhold til klimaet«

I gruppen Bedsteforældrenes Klimaaktion er Annegrethe Jørgensen og Dorrit Olsen gået sammen for at få klima på dagsordenen – både politisk og rundt om spisebordene.

Debat

»Nu skal du endelig bare spise. De er ude fra haven«.

Dorrit Olsen nikker mod skålen med blanke mørkerøde kirsebær på midten af bordet. Stuen er stor og lys, og uden for vinduet summer sommerens bier og fugle i frugttræerne. Selv om vi blot er 20 minutters cykeltur fra Københavns centrum, er der sommerhusstemning omkring det store hus i Valby, hvor Dorrit og hendes mand har boet, siden deres voksne børn var små.

»Vi ved godt, at vi er en privilegeret generation. Vi har været en del af en tid, hvor vi kunne købe, forbruge og rejse, som vi ville. Og nu sidder vi så her. Med alt det, vi har brug for og mere til. Men der er noget helt galt, og det er noget, vi har en forpligtelse til at gøre noget ved«, siger Dorrit Olsen.

Den 66-årige pensionist lægger ikke skjul på, at hun er voldsomt bekymret. Foruroliget over eksperternes advarsler om udsigten til mindst 1,5 graders global opvarmning i 2030. Over rapporterne om de smeltende poler. At menneskeheden lige nu bruger en halv gang mere end de ressourcer, der er til rådighed for os på Moder Jord. Imens hun remser op, nikker 64-årige Annegrethe Jørgensen ivrigt fra sin plads på stolen ved siden af.

Bedsteforældrenes Klimaaktion vil være en stemme, der lægger pres på politikerne. De har ført en utrolig henholdende og uambitiøs klimapolitik

»Jeg tror ikke på, at politikerne gør noget, før vi selv begynder at tage ansvar i vores egne liv«, siger Annegrethe Jørgensen.

I en del år har hun interesseret sig for klimaet, men da hun for to år siden gik på efterløn fra sit job som sosu-hjælper, fik hun for alvor overskud til at engagere sig politisk og meldte sig ind i Klimabevægelsen. Der gik det hurtigt op for hende, at de bedste klimasamtaler med mennesker på hendes egen alder tager udgangspunkt i en meget konkret bekymring for børnebørnenes fremtid.

»Vi kommer fra en privilegeret generation, ja. Men også fra en generation, der er vant til at kunne noget sammen«, siger Annegrethe Jørgensen.

»Vi har overskud, har prøvet at tænke store tanker og realisere dem i fællesskab. Og jeg nægter at tro på, at vi alle sammen sidder og er tilfredse med vores gode pensioner og mulighederne for at rejse tre gange om året med det store CO2-aftryk, det efterlader. Jeg tror på, at vi er den generation, der kan vise vejen i forhold til klimaet, både fordi mange af os har et overskud, og især fordi vi deler en fælles bekymring for vores børn og børnebørns fremtid«

Vi må betale prisen

Så efter norsk forbillede har Annegrethe Jørgensen gennem det seneste år samlet en lille gruppe af engagerede bedsteforældre, der ligesom hun selv har sat sig for at få klima på den politiske dagsorden og ind i samtalerne omkring de danske spiseborde.

Bedsteforældrenes Klimaaktion hedder gruppen, der indtil videre tæller 11 ildsjæle i Østjylland. I dag har den 64-årige efterlønner taget turen fra Aarhus til København for at mødes med en god håndfuld københavneraktivister, der har planer om at starte en lokal gruppe i hovedstaden. En af dem er Dorrit Olsen. Hun er pensioneret folkeskolelærer og har, siden hun i 1987 hørte om Brundtlandrapporten, haft en bevidsthed om, at klimaet og miljøet er noget, vi bliver nødt til at tage alvorligt. Men ligesom Annegrethe Jørgensen er det, efter at hun er blevet pensionist, at hun er blevet klimaaktivist.

»I dag er der en stor ekspertviden på området, og hvis man bare hører en lille smule efter, kan man ikke komme uden om, at der sker noget virkelig forfærdeligt, hvis ikke vi bremser godt og grundigt op. Det er her og nu, vi skal redde klimaet. Og det er vi nødt til at tage medansvar for. Vi må betale den pris, der er at betale«, siger Dorrit Olsen.

Hvilken pris er det?

»At skrue ned for vores forbrug. Enten ved selv at regulere det eller ved at bede politikerne gøre det for os i form af afgifter. Bedsteforældrenes Klimaaktion vil være en stemme, der lægger pres på politikerne. De har ført en utrolig henholdende og uambitiøs klimapolitik, så nu hvor der snart er folketingsvalg, håber vi på at kunne skubbe på i den rigtige retning«, siger Dorrit Olsen.

Jo, du kan godt gøre en forskel ved at ændre dine vaner

»Det er lidt op ad bakke med politikerne en gang imellem. Jeg har netop læst en udtalelse fra vores klimaminister, hvor han siger, at det er den økonomiske vækst, der skal finansiere den grønne omstilling. Det tror jeg ikke på. Økonomisk vækst er ikke en værdi i sig selv, og det er netop forbruget – og væksten – der må sættes ned for at skabe en anden fremtid«.

En stor del af jeres formål er at engagere en generation af mennesker, der om 30 år ikke er her længere. Burde I ikke gå efter de yngre i stedet?

»I modsætning til mange af vores voksne børn, der har mere end rigeligt at se til med deres børn og karrierer, har vi tid og overskud til at være med til at flytte noget. Så det er helt logisk, at det her blandt andet kommer fra vores generation. Og selv om det er svært, taler vi jo også med vores børn og børnebørn om vores bekymringer for klimaet«, siger Annegrethe Jørgensen.

Lad os så være optimistiske og antage, at 100.000 danskere med tiden begynder at ændre en lille smule adfærd på grund af jeres opråb. Det redder vel ikke jordkloden?

»Hvis 100.000 mennesker begynder at røre på sig og snakke om de her ting, så er det politiske pres også større. Vi har et håb om, at det kan flytte noget, det, vi gør. Ellers kunne vi lige så godt sætte os tilbage og sige, at det ikke nytter en skid at råbe op«, siger Dorrit Olsen.

»Ja, og der er jeg altså ikke«, slår Annegrethe Jørgensen fast.

»Nej, det er jeg godt nok heller ikke. Der har jeg simpelthen for meget kampånd. Det kan godt være, at det på individniveau ikke flytter ret meget CO2-mæssigt, om jeg tager cyklen eller bilen ind til byen i dag, men hvis ikke vi begynder at gøre noget nu, så har vi jo tabt på forhånd«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jo, men Danmark er jo et lilleputland i forhold til for eksempel USA, hvor Donald Trump ...

»Er glasset halv tomt eller halv fyldt?«, afbryder Annegrethe Jørgensen, mens hun holder sit vandglas op mellem os.

»Du kan vælge den negative tilgang, hvor du ser på Trump og de ting, han har rullet tilbage i USA’s klimapolitik. Men du kan også vælge at se på alle de modreaktioner, der har været, og hvor mange stater der har valgt at modsvare det ved gøre meget mere ud af deres klimapolitik«, siger hun.

»Jeg ved godt, at der er rigtig mange, der føler sig desillusionerede og magtesløse i forhold til det storpolitiske spil. Men vi bliver nødt til at få den her diskussion helt ned på jorden, hvor den hører hjemme. For jo, du kan godt gøre en forskel ved at ændre dine vaner. Og nej, det er ikke ligegyldigt, om vi i et lille land som Danmark sætter de her vigtige diskussioner på den politiske dagsorden«.

Hvad gør I selv for at gøre noget godt for klimaet?

»Åh. Jeg vil helst ikke sidde her og komme til at lyde hellig«, siger Dorrit Olsen.

Annegrethe Jørgensen ryster på hovedet.

»Kom! Kom med det«, insisterer hun.

»Okay, jeg spiser mindre og mindre kød og holder mig stort set fra oksekød og svinekød. Jeg bruger sjældent vores bil. Jeg arbejder frivilligt i Fødevarebanken, hvor vi forsøger at undgå madspild. Og jeg flyver mindre, end jeg har gjort«, siger Dorrit Olsen tøvende.

»Men jeg forsøger altså ikke at pudse min glorie her. Mit CO2-aftryk er stadig alt for stort, så når jeg siger, at der skal ske noget, så taler jeg lige så meget til mig selv. Jeg synes jo også, det er lækkert at gå ud og købe nyt tøj. Og jeg fløj til Grønland på ferie sidste år«.

Et levn af jantelov

Annegrethe Jørgensen nikker. Hun har selv et »ret lille« CO2-aftryk, men det er først og fremmest, fordi hun ikke har penge til andet, siger hun. Hun synes, samtalerne om, hvad vi hver især gør for at forhindre en kommende klimakrise, er svære at tage. Især med de nærmeste venner og familien.

»Vi har alle sammen svinet, og vi gør det stadigvæk. Det må vi turde sige ærligt uden den fordømmende tilgang til andre og os selv. Men det er svært at dele sin bekymring, uden at det bliver opfattet forkert. Det er nok et levn af gammel dansk jantelov, og du skal ikke fortælle mig, hvordan jeg skal leve mit liv, vi er oppe imod«, siger Annegrethe Jørgensen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hun bruger meget energi på at finde en kreativ tilgang til formidlingen af sin bekymring. Hun ’kringler den’, som hun siger. Overvejer, hvordan hun kan være et inspirerende og motiverende eksempel over for yngre generationer uden at lyde selvtilfreds eller moraliserende.

Med stor beundring skeler hun til sin veninde, der har droppet sine årlige spaniensture til fordel for et sommerhus, hvor hun er i gang med at anlægge en vild have. Her vil veninden give sine børnebørn et alternativ til weekendens shoppingture.

»Hun vil aldrig kunne snakke med sin familie om, at de skulle lade være med at købe så meget spontant tøj og så smide det ud igen. Men hun kan godt snakke om natur og klima, og at hun er glad for, at hun har fået et sommerhus i stedet for at flyve frem og tilbage til Spanien. Og her er den vilde have en rigtig god måde at få vendt de større valg, vi allesammen tager«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce