Ali Bako (th.) er netop fyldt 18 år og går på efterskole i Vestsjælland. For nylig fik han mulighed for at besøge sin fætter, Subhi Jamal, i Libanon.

Ali Bako (th.) er netop fyldt 18 år og går på efterskole i Vestsjælland. For nylig fik han mulighed for at besøge sin fætter, Subhi Jamal, i Libanon.

Debat

Ali flygtede til Danmark: Krigen i Syrien har stjålet halvdelen af min barndom og en god bid af min ungdom

Jeg er flygtet til Danmark, og min familie er spredt for alle vinde. Hver gang vi rækker ud efter hinanden, støder vi på lukkede grænsebomme. Men i år lykkedes det mig at komme hjem til jul. Endda to gange på 36 timer.

Debat

Alle vil hjem til jul. Også jeg. Selv om vi i min familie slet ikke holder jul, får jeg også den der ’Driving Home for Christmas’-stemning på denne tid af året. Måske fordi det var i december, jeg for 5 år siden flygtede fra mit fødeland, Syrien. Ligesom alle andre længes jeg efter det velkendte og ikke mindst min familie. Især min fætter Subhi Jamal.

Vi er født næsten samtidig, boede de første 10 år af vores liv i Aleppo-området, og er hinandens bedste venner. Vi var altid sammen. Gik på markedet sammen og købte kebab. Vi delte vores drømme med hinanden.

Så kom krigen, bomberne, drabene og soldaterne, der slog hinanden frem og tilbage i kampen om vores by. Hver gang en ny gruppe kom, håbede alle på, at nu ville der blive fred. Men det blev der ikke. Skiftende bevæbnede grupper forsøgte at overbevise alle om at bakke op om dem. Til sidst begyndte de at banke på folks døre og tvinge mænd og drenge til at bakke dem op. Samtidig faldt økonomien fra hinanden. Der var ikke noget at leve af, og det var blevet for farligt at blive ved med at vente på freden. Vores familie flygtede i alle retninger.

Subhi endte i Libanon. Jeg i Danmark. Tager man flyet, er der fire timer mellem os. Men Subhi kan ikke få lov at besøge mig her, og jeg kan ikke komme til Libanon, og det er fuldstændig udelukket at mødes i Syrien.

Derfor har al kontakt mellem os de seneste 5 år bestået i endeløse telefonsamtaler, facebookbeskeder og chat. Jeg har nærstuderet hans facebookbilleder for at finde ud af, om han har det så godt, som han forsikrer mig om.

Mener han det virkelig, når han siger, at han ikke savner at drømme om fremtiden, fordi der er så meget at gøre i nutiden? Bliver han ked af det, når jeg fortæller om mine drømme om uddannelse og om vennerne på efterskolen? Om, at jeg tager kørekort og skal i praktik som flymekaniker? Er han glad for at arbejde hos autolakøren fra tidlig morgen til sen aften, så han kan sende penge hjem til sin familie i Syrien, eller tør han bare ikke gå nye veje, fordi alt for meget er på spil, hvis han ender uden job?

Jeg har hele tiden den der fornemmelse af, at han måske ikke fortæller mig alt, fordi han vil skåne mig.

»Vi ses snart igen«, sagde Subhi til mig, lige før taxaen afgik mod lufthavnen. »Måske om 5 år, måske om 50 år. Måske hvis der bliver fred i Syrien«

Jeg har ikke selv penge til at hjælpe ham med at få enderne til at mødes, så for nylig lavede jeg en indsamling til Unicef, som hjælper børn og unge i Syriens nærområder. Folk var søde til at hjælpe, og faktisk endte nogle af pengene hos Subhi, der fik hjælp til at købe vintertøj og sko. Er der mere, jeg kan gøre for ham? Det er svært at mærke hinanden, når der er tusinder af kilometer imellem os.

I årevis har jeg drømt om at besøge ham. Alle med en smule forstand på visumregler har fortalt mig, at det er rent dagdrømmeri. Men så for nylig lykkedes det pludselig. Ad kringlede veje fik min far og jeg visum til Beirut. Vi fik lov at være der i 36 timer. Pludselig skulle jeg også hjem til jul. Libaneserne vil sikkert rynke på næsen, når jeg siger det, men Libanon er det tætteste, man kommer på Syrien, efter at krigen har hærget det Syrien, der var engang.

Jeg skulle hjem til familien. Til den velkendte dialekt, lugtene og lydene, der lægger sig omkring en som en dyne af tryg barndom. Midt i det hele var Subhi. At se ham var som at drikke en tønde Red Bull – fra vi mødtes, til vi skiltes 36 timer senere, var det umuligt for os at sove. Det ville have føltes som spild af tid. I stedet sad vi midt om natten og skrålede med på evergreens af Sabah Fakhri, Syriens svar på Kim Larsen. Og selv om jeg havde proppet mig med humus og lam, klemte vi en traditionel syrisk kebab ned midt om natten på en grillbar.


Krigen havde gjort Subhi voksen. Han viste rundt i den lejlighed, han deler med sin 24-årige bror og dennes 17-årige gravide kone. Det var hurtigt overstået. Der var 30 m2 til tre mennesker. De havde boet fem mennesker i den på et tidspunkt, så han lever nærmest i luksus nu. Ikke mindst i forhold til mange af de andre syrere i Libanon, der bor i uopvarmede telte på private marker i Udkantslibanon.

Han mente dog, at det nok ville blive lidt trangt, når babyen kommer til april. Vi glæder os over det lille nye liv, der er på vej. Min fætters kone indrømmede, at hendes familie ville have ønsket, at hun var blevet lidt ældre inden bryllup og babymos, men da hendes familie blev ramt af sygdom, blev det for farligt for hende at blive i Syrien. De mange soldater i området har det med at tage for sig af unge piger, der ikke har familie til at beskytte sig, så valget var enkelt. Enten skulle hun gifte sig lidt for ung med en mand, familien selv havde valgt, eller også skulle hun gifte sig lidt for ung med en, de aldrig ville have valgt. Krigen har gjort hende voksen før tid, ligesom hundreder af tusinder af andre unge syriske piger. Tidlige ægteskaber var ikke en del af traditionerne i Syrien før krigen.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg besøgte Subhis arbejdsplads, hvor han fiksede ridser og buler i biler med kemikalier, der var markeret med dødningehoveder. Man bliver rundtosset af dampene, men de generede ikke Subhi. Han brugte ikke engang handsker, for »så kan man jo ikke mærke, om lakken er helt glat«, som han forklarede. Som mange andre flygtningebørn må han tage det arbejde, han kan få, uanset om det er farligt.


Jeg er stolt af Subhi. Pengene fra hans arbejde giver hans forældre og søskende mad på bordet i Syrien. Han kæmper for at give sin ufødte nevø de bedst mulige rammer. Mens jeg slider for fremtiden i skolen, slider han for nutiden på autoværkstedet.

Jeg ville ønske, at der havde været hjælp nok i nærområderne til at støtte hans familie så meget, at han i stedet kunne have gået i skole. Havde jeg samlet endnu flere penge ind til ofrene for krigen i Syrien, kunne han måske have fået mere end nye vinterstøvler. Måske en uddannelse?

»Vi ses snart igen«, sagde Subhi til mig, lige før taxaen afgik mod lufthavnen. »Måske om 5 år, måske om 50 år. Måske hvis der bliver fred i Syrien«. Jeg nikkede.

Da vi mellemlandede i Istanbul, forsøgte min farbror, der er flygtet til Tyrkiet, at mødes med os, men vi havde ikke visum til Tyrkiet, og han kunne ikke komme ind i transfer-zonen uden billet. Han stod under 100 meter fra os, men vi så aldrig hinanden. Der er uendelig mange grænsebomme i flygtningefamilier.

Jeg var ked af det i flyet hjem. Mødet med Subhi måtte godt have varet et par uger. Men da vi gik igennem paskontrollen i Kastrup, sagde betjenten i lugen: »Velkommen hjem, Ali«.

Jeg blev glad. For han har ret. Jeg var kommet hjem en gang til. Jeg kan nemlig også rigtig godt lide den danske udgave af Kim Larsen. ’Kvinde min’ får også mig til at smile.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Jeg ved godt, at man i Danmark har travlt med at diskutere og sætte rammer for os flygtninge og det liv, vi kan leve her. Men selv om bølgerne går højt, vil jeg gerne sige, at jeg er dybt taknemmelig for, at Danmark har givet mig muligheden for at bygge et liv op. Krigen i Syrien har stjålet halvdelen af min barndom og en god bid af min ungdom.

Man bliver alt for hurtigt voksen, når krigen rammer – også selv om man ender i Danmark. Man føler et tungt ansvar for at bruge sit liv rigtigt, når man har klaret den ud af en krigszone. Det gode er, at i Danmark har jeg i det mindste mulighed for at skabe mig en fremtid.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce