Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Martin Lehmann
Foto: Martin Lehmann

Læste du et debatindlæg på Politiken.dk 22. april, er der stor sandsynlighed for, at det var skrevet af Anthony Aconis. Hans indlæg om at være alenefar til tvillinger blev årets fjerdemest læste.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Top-5: Her er debatterne, der hittede i 2018

Politikens opinionsredaktør, Mads Zacho Teglskov, ser tilbage på de fem debatindlæg på politiken.dk, der havde fleste læsere i det forgangne år.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

5. Sex uden samtykke

Inden det sidst på året nok blev drevet for vidt med den navnkundige krænkelseskultur, fik det fokus på ofrene, som blandt andet #MeToo-bevægelsen skabte, sat en vigtig debat i gang. Det er vigtigt at huske, når CBS-ledere bliver latterliggjort for at tage krænkede følelser alvorligt, at krænkelser kan antage mange former, hvoraf de fleste bør mane til eftertanke.

En sådan eftertanke foldes ud i denne artikel. Var det voldtægt, da Mads fra København for ca. 10 år siden på Roskilde Festival havde sex med en veninde, der tydeligvis ikke nød det? Spørgsmålet stiller Mads selv i artiklen ’Det er det mest mareridtsagtige, jeg har prøvet i mit liv - at spørge en pige, om jeg har voldtaget hende’, der blev den femtemest læste i 2018:

»Var det voldtægt dengang? Det voksede. Blev større og større i hovedet på mig. Og jeg tænkte: »Hvis jeg har voldtaget hende, så betyder det jo, at jeg er ... en voldtægtsmand? Mig, der aldrig kunne finde på at slå en kvinde eller stjæle. Mig, der har fået ind med modermælken, at man skal være empatisk«, siger Mads og slutter:

»Man skal se mennesker som et mål i livet. Det var hun ikke for mig dengang. Hun var et middel. Det fortryder jeg. Det var forkert. Det er min erkendelse i dag. Jeg mener ikke, man skal have sex, uden at der er en form gensidig respekt, lyst eller begær. Man skal jo ville hinanden – hvad fanden er ellers meningen med det?«.

Mads fortalte sin historie til Politikens journalist Kristian Corfixen, og Mads er et opdigtet navn.

4. Alenefar diskrimineres

Danskernes måder at leve og skabe nye familiekonstellationer på er i opbrud, og de færreste løfter et øjenbryn, når de møder en regnbuefamilie, bonusbørn eller alenemødre.

Anerkendelsen af, at kernefamilien ikke er den eneste måde at indrette tilværelsen på og heller ikke nødvendigvis den rigtigste, er et udtryk for en anstændig rummelighed, som kan opstå, fordi andre menneskers levevis skubber til vores ideer om det normale og acceptable.

Men der er stadig grænser, som trænger til at blive udfordret. For »kvinder går i baglås, når de møder en alenefar som mig«, skrev kreativ direktør Anthony Aconis tilbage i april.

Han er far til to små børn uden tilstedeværelsen af en mor, og det har særligt kvinder meget svært ved at kapere:

»Som mand kan eller vil jeg ikke anfægte kvinders ret til at få børn på egen hånd, men jeg skal love for, at det ikke forholder sig sådan den anden vej. Eksemplerne er utallige. Det evigt tilbagevendende ’skal jeg tage hende?’ fra kvinder, hvis et af børnene begynder at græde. Selv om barnet sidder hos mig, og jeg er i gang med at tage mig af det. Undskyld, men hvorfor skulle jeg overdrage mit grædende barn til dig? Fordi du er en kvinde og derfor bedre rustet til at tage dig af mit grædende barn? Fordi jeg kun er far? Tænk, hvis jeg spurgte en mor om det samme. Det er et eksempel på banal diskrimination. Banal ja, men dog stadig sexistisk som ind i helvede«, skrev Anthony Aconis i årets fjerdemest læste debatindlæg.

3. Fattige børn skal da arbejde

Ofte handler diskussionen om fattigdom i Danmark om relativitet: Hvor fattige er de fattige egentlig, når man sammenligner deres budgetter med andre menneskers? For var det ikke noget med, at hende Fattig-Carina faktisk slet ikke var så mindrebemidlet, da Joachim B. Olsen (LA) fik gennemgået hendes budget?

En hjemmegåendes redegørelser for familiens økonomi og prioriteringer blev årets tredjemest læste debatindlæg:

»Man kan ikke kalde det fattigdom, at man ikke kan komme på lejrskole, fordi ens mor skal have sine 20 cigaretter om dagen, eller fordi familien drikker 1-3 liter cola pr. dag. Det er en hån over for de mennesker i verden, som er fattige hele livet, fordi ingen vil hjælpe dem med at blive steriliseret efter barn nummer 2«, skriver Nadia Garner i indlægget, der bærer titlen ’De fattiges børn burde sendes i job’. Titlen refererer til en artikel i Politiken om en fattig børnefamilie, hvor teenagebørnene – ifølge Nadia Garner – burde få et ungdomsjob.

»Det er, som om folk tror, at bare man jamrer nok eller kigger op mod himmelen, så bliver ens pung fyldt op. Her i huset er sofaen også lappet sammen med hæklede lapper, og det samme gælder flere af trøjerne. Underbukserne er fyldt med huller, og varm mad er kun tilgængelig i weekenden (...). Jeg går hjemme, og manden tjener pengene, fordi vi selv vil bestemme – og det gør man ikke, hvis man er på offentlig forsørgelse. Men vi er ikke fattige, vi bruger bare vore penge anderledes«.

2. Rejs til Syrien, Naser Khader

Debatten om indvandring og integration er naturligvis også repræsenteret blandt de mest læste debatartikler i 2018. I Løkke Rasmussens regeringstid er hegnspælene for, hvad man vil byde nytilkomne i landet, ofte blevet flyttet, og det forholder sig efterhånden således, at hvis en forværrende foranstaltning kan tænkes, så kan den også vedtages ved lov.

Den rå debat om emnet har længe fået denne avis’ læsere til at vånde sig, og man har kunnet spørge sig selv, hvor længe Venstres liberale bukser kunne undgå at sprække i forsøget på at skræve helt over til Dansk Folkeparti.

Svaret kom, da V-æresmedlem og tidligere minister Britta Schall Holberg langede ud efter K-profil Naser Khaders hykleri i et spidst indlæg:

»Naser Khader kom selv med sin familie hertil i 1974 fra Syrien, hvor han er født i Damaskus. Han og hans familie fik en chance i Danmark, og han har taget en glimrende uddannelse her og føler sikkert, at han er glimrende integreret med familie og børn og sæde i det danske Folketing«.

»Men hvis rimelighed skal være og hans argumentation have nogen etik i sig, bør Naser Khader naturligvis gå foran og være den første, der vender hjem til Syrien og bruger sin gode danske gratis uddannelse til at gå i spidsen for genopbygning af det ødelagte land, han kommer fra. Der er efter de billeder, vi ser fra Syrien, stor mulighed for og behov for, at et veluddannet menneske kommer hjem med sin familie og er med til at bygge sit land op i stedet for at sidde lunt inden døre i Danmark«.

Annonce

1. Da Tom voldtog Thordis

Thordis Elva Thorvaldsdóttir og Tom Stranger havde været kærester i seks uger, da han voldtog hende efter en julefest i Reykjavik i 1996. Dagen efter slog han op med hende.

Overgrebet satte gang i en dominoeffekt af usikkerhed, flugt og selvtillidsproblemer i deres liv. Toms handlinger har haft store konsekvenser for Thordis’ liv, men også for hans eget.

Toms overgreb gjorde ham til en del af den triste statistik, der viser, at 70 procent af alle den slags overgreb begås af en mand, der har et forhold til den kvinde, han forgriber sig mod.

I de seneste 20 år har de begge forsøgt at forstå, hvad der gik galt den nat i december: Hvad fik en normal, velfungerende ung mand til at tilsidesætte alle hensyn til en kvinde, han holdt af og respekterede? Og hvordan begynder den lange rejse mod tilgivelsen?

»Når jeg rundtomkring støder på ting, der minder mig om seksuelle overgreb, for eksempel en nyhed om endnu en gruppevoldtægt af en teenagepige til en fest, eller en eller anden halvnøgen kvindelig berømthed på forsiden af et mandemagasin eller en joke om Rohypnol i en tv-serie, lader jeg skyldfølelsen flænse mig som en kniv. Lige i maven«.

Fortællingen om Thordis og Tom er årets mest læste debatartikel på politiken.dk, og den rummer alt det, der skaber en begavet debat: personlig refleksion, der gøres almen, tanker om bagvedliggende årsager og perspektiver, der rækker ud over egen næsetip.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden