Foto: Nanna Navntoft

29-årige Mads: »Det er det mest mareridtsagtige, jeg har prøvet i mit liv - at spørge en pige, om jeg har voldtaget hende«

Mads fra København fortryder, hvad han gjorde i telt på Roskilde Festival. Det er over 10 år siden nu. Men igen og igen er tankerne vendt tilbage til den nat, han havde sex med en veninde, der tydeligvis ikke nød det. For var det voldtægt?

Her er Mads' historie, som han har fortalt den til Politiken:


Vi mødtes på andendagen på Roskilde Festival.

Jeg havde lært hende at kende på 'Lunarstorm' – et af de der gamle fora på nettet, hvor man kan lave en profil. Jeg var 17 eller 18 år, og hun var et år yngre og gik stadig i gymnasiet, da vi var begyndt at skrive sammen et år tidligere. Nu mødtes vi for første gang i virkeligheden.

Hun var sådan en, der stak ud. Stort, krøllet hår. Anderledes og lidt skæv i sin måde at være på. Sådan en, der sikkert laver noget med kunst i dag. Men hun var også meget genert. En, der ikke fyldte.

Det begyndte med, at jeg på et tidspunkt spurgte, om jeg måtte kysse hende. Vi havde måske gået rundt på festivalpladsen i 8-10 timer og besøgt lejre, hvor hendes venner var. Kemien var faktisk ikke super god. Det havde været hyggeligt, men der var ikke rigtig en connection imellem os. Vi flirtede ikke rigtig, lagde en hånd på låret og sådan noget. Da jeg spurgte hende om det med kysset, havde jeg måske drukket 10-15 bajere, og hun havde vel drukket cirka det samme. På det tidspunkt vidste jeg nok godt, at vi ikke skulle se hinanden igen. Men jeg tænkte: »Fuck det, nu spørger jeg bare«.

Det var ikke fordi, hun undveg. Hun gav mig lov. Men det var et tørt kys. Og selv om jeg prøvede, det bedste jeg kunne, var der ikke rigtig kemi. Heller ikke fysisk. Alligevel ville jeg gerne... det er svært og forklare, men... gøre det færdigt. Nu var den ligesom åbnet, og jeg ville se, om jeg kunne gøre det til ende, selv om det ikke helt spillede. Det endte med, at vi gik ned til hendes telt.

Det står mig uklart, hvordan vi helt præcist havnede der. Men for mig var det et slags point of no return, at hun havde sagt ja til at kysse og nu gået med herned. Vi var pisse fulde. Og jeg ville gerne have sex.

For mig var det et slags , at hun havde sagt ja til at kysse og nu gået med herned

Hun skulle overtales på en måde, som ikke ville have været nødvendig, hvis hun havde haft lyst. Jeg sagde: »Kom nu«. Brugte en masse energi på at sige: »Skal vi gøre det her?« Jeg fandt et kondom. Jeg prøvede at gøre de rigtige ting: Kyssede hende i nakken og sådan. Men det var hun ikke meget for. Det var som om, at fysisk nærhed gjorde hende utilpas.

Alligevel havde vi sex. Jeg ved ikke... måske var det hendes første gang?

Før havde jeg det sådan: »Hun skal bare lige se, hvor nice jeg er«. Men bagefter var der ikke noget, der var nice. Hverken for mig eller hende. Det var ikke god sex. Hun lå der bare. Kiggede op i teltdugen. Ingen øjenkontakt. Jeg havde måske prøvet at være sammen med to-tre andre piger, men for første gang oplevede jeg nu en, der umiddelbart ikke viste interesse i, hvad der foregik.

Jeg prøvede alle mulige forskellige ting, men det fik det ikke til at se ud som om, hun nød det. Jeg fortsatte, fordi nu var vi jo i gang. Jeg ville bare være færdig, og hun sagde jo ikke stop. Hun sagde ikke nej. Havde hun gjort det, havde jeg aldrig fortsat. Jeg pressede mig ikke ned over hende eller noget, der ligner.

Jeg fortsatte, fordi nu var vi jo i gang. Jeg ville bare være færdig, og hun sagde jo ikke stop

Jeg tror, jeg søgte bekræftelse. Men det fik jeg ikke den aften. Da det var slut, var jeg pludselig helt paf over den måde, hun havde lignet en, der ville have det overstået. Jeg kunne pludselig mærke det der ubehag, der bare hang i luften, og det var som om, jeg kunne lugte hendes angst på indersiden af teltdugen. Hun virkede tilknappet. Lidt ligesom en blomst af en eller anden art, en ung og flot blomst, som nu var visnet. Hun græd ikke. Men jeg tænkte: »Hvis der har været nogen lyst til at tilbringe tid med mig, så har jeg dræbt den i det her telt«.

Jeg endte med at flygte ud og drikke øl i en anden lejr. Vi talte ikke sammen efter. Sendte måske en eller to sms’er med et »vi ses«. Dagen efter tænkte jeg, at der havde været noget med vores kemi, som ikke var der. Men senere voksede mine tanker: Havde jeg måske gjort noget forkert?

Det gik måske syv-otte år, før jeg satte ord på det. Jeg havde flere gange tænkt på den aften. Især når jeg lå om natten, så kom tanken op til overfladen, men den blev hurtigt pakket væk igen. Nu sad jeg så og talte og drak med nogle studiekammerater, da en spurgte: »Er der nogen af jer, der er kommet til at gøre noget ved en pige, som hun ikke ville have?«

Vi havde svært ved at definere, hvor grænsen går. Vi talte om sådan noget med at stikke en finger i numsen på piger eller rive dem i håret. Gråzoner, hvor man kan læse piger forkert og prøver noget, som måske ender i et ramaskrig. Og midt i snakken kom det bare som en bullet inde i mit hoved: Det billede af, vi sidder i det telt bagefter, og hun ikke er sur, men bare helt stille. Jeg tror, jeg havde været for ung og dum og uerfaren til at have de følelser, jeg havde nu. Før var jeg ikke moden nok til at forstå det, men nu kunne jeg mærke, at det var som om, at jeg havde knust noget inde i hende på en måde, hvor hun ikke orkede at sige noget.

Jeg kunne pludselig mærke det der ubehag, der bare hang i luften, og det var som om, jeg kunne lugte hendes angst på indersiden af teltdugen

Jeg spurgte drengene om deres vurdering. Hvor går grænsen mellem dårlig sex og det at overskride andres grænser? Hvornår er det acceptabelt at læse andre forkert? Hvornår bliver det til et overgreb? De sagde, at havde det været slemt, så havde jeg jo fundet ud af det. De prøvede at berolige mig. Men jeg kunne ikke lade være med at tænke over det. Det fik mig til at krumme tæer.

Jeg fandt hende på Facebook nogle måneder efter og skrev til hende, hvordan det gik. Hun havde det godt, skrev hun. Jeg fortalte, hvad jeg nu lavede. Og det var så det. Jeg turde ikke skrive det, jeg egentlig... jeg var nok en kujon. Jeg tænkte bare: Hvis jeg nu skriver hej, hvad skriver hun så? Og så forsøgte jeg at tolke ud fra det. Vi udvekslede måske fem-seks beskeder. Først flere år efter – sidste sommer – fik jeg spurgt hende om det, jeg tænkte på.

Jeg læste en artikel i Politiken om en pige, der fortalte om en fyr på Roskilde, der var gået langt over hendes grænser. Så tænkte jeg: »Fuck mand. Nogle af de ting, jeg læser, minder om de ting, jeg havde lavet, men måske ikke oplevet på samme måde«. Og så kom det: Var det voldtægt dengang? Det voksede. Blev større og større i hovedet på mig. Og jeg tænkte: »Hvis jeg har voldtaget hende, så betyder det jo, at jeg er... en voldtægtsmand?« Mig, der aldrig kunne finde på at slå en kvinde eller stjæle. Mig, der har fået ind med modermælken, at man skal være empatisk.

Jeg skrev til hende igen. Jeg tog hjem, tændte en smøg, åbnede min computer og skrev fem linjer i stil med: »Har jeg gjort noget ved dig, som ikke var ok? Det er jeg rigtig ked af, hvis det har. Det har gået mig på«. Jeg ved ikke, om hun var chokeret. Men hun skrev tilbage, og at hun fik det dårligt over det, jeg spurgte hende om. Jeg havde det også fysisk dårligt over det, jeg sad og skrev. Det er det mest mareridtsagtige, jeg har prøvet i mit liv – at spørge en pige, om jeg har voldtaget hende. Hvad nu, hvis hun svarede ja? Hvad fanden skulle jeg så gøre? Hvis det pludselig blev italesat på den måde, ville politiet så komme og hente mig?

Jeg tænkte: »Hvis jeg har voldtaget hende, så betyder det jo, at jeg er... en voldtægtsmand?«

Hun skrev, at hun ikke havde lyst til at snakke om det. Og hun skrev nej. At der ikke var sket noget. Min tanke var: »Hun lyver for mig. Hun vil ikke sige det«. I dag er jeg stadig ikke helt afklaret. Jeg kan ikke gøre andet end at tage hendes ord for pålydende. Jeg skal ikke ud og opsøge hende, for hun var klar i spyttet: Hun gider ikke at snakke med mig om det, og hun mente, jeg skulle glemme det. Men tvivlen ligger der stadig.

Jeg har haft rigeligt med one night stands og ferieflirts, som har fungeret rigtig godt, sluttet ordentligt og uden, at jeg har haft en dårlig smag i munden og tænkt: »Har jeg skadet hende?« Jeg ved, jeg ikke har skadet hende fysisk den aften i det telt. Men følelsesmæssigt? Det kan jeg ærlig talt ikke svare på. For det ville kræve, at jeg havde vidst, hvem hun var inden og efter den aften. Og det var jeg ikke engang interesseret i. Derfor kan jeg meget vel have skadet hende.

Man skal se mennesker som et mål i livet. Det var hun ikke for mig dengang. Hun var et middel. Det fortryder jeg. Det var forkert. Det er min erkendelse i dag. Jeg mener ikke, man skal have sex, uden at der er en form gensidig respekt, lyst eller begær. Man skal jo ville hinanden – hvad fanden er ellers meningen med det?

Kunne jeg lave det om, ville jeg sige: »Det er fint, gå ind i teltet«. Og så skulle jeg være blevet udenfor. Og sagt én ting:

»Vi ses«.

Mads er et opdigtet navn, men Politiken kender fortællerens rigtige identitet. Mads har kontaktet kvinden, han fortæller om, og i en besked på Facebook har han spurgt hende, om hun vil tale med Politiken om, hvordan hun oplevede episoden på Roskilde Festival. Det ønsker hun ikke, skriver hun.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce