0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste
Anne-marie Steen Petersen/Politiken-Tegning
Foto: Anne-marie Steen Petersen/Politiken-Tegning

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Svar til Anders Stjernholm: Jeg er altså ikke leder af en kristen missionsforening

En mission for Center for Ungdomsstudier er at gøre voksne mindre religiøse. Forstået således, at de tror mindre og ved mere om unge.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Kære Anders Stjernholm, bestyrelsesmedlem i Ateistisk Selskab og folketingskandidat for Alternativet,

Du har ret: Vi er ’on a mission’ men måske ikke helt på den måde, som du forstår begrebet i dit indlæg med overskriften ’Missionærer har intet at gøre på vores sekulære institutioner’ fra 26.december.

Da jeg gik på juleferie, troede jeg, at Center for Ungdomsstudier var et praksisorienteret forskningscenter med tilknytning til UC Diakonissen. Jeg troede også, at mine medarbejdere repræsenterede en bred vifte af akademiske fagligheder og personlige overbevisninger, som vi ikke spørger ind til, når de bliver ansat.

Jeg troede også, at vores opgave var at forske i og formidle viden om unge med særligt fokus på hverdagsliv, værdier, deltagelse i foreningsliv samt tro og livstolkning.

Endelig troede jeg, at foreningen bag Center for Ungdomsstudier var en åben forening, som kan optage foreninger, organisationer, institutioner og myndigheder, som kan acceptere dens formål og arbejdsgrundlag, herunder selvfølgelig også Ateistisk Selskab!

Men debatindlægget af Stjernholm rev sløret væk fra mine øjne! Det viser sig nemlig, at jeg er leder af en åbenlys kristen missionsforening, der med midler fra kirker som adventisterne, baptisterne og Indre Mission sætter teologer i spidsen for forskning og formidling af ungdomskultur ... Afsløret! Eller?

Anders Stjernholm reagerer på en artikel i Politiken 11.12, som sætter fokus på de udfordringer, man som gymnasiepræst kan opleve i mødet med gymnasieverdenen. Artiklen bygger blandt andet på erfaringer fra et udviklingsprojekt, som to af mine medarbejdere, med støtte fra Den Folkekirkelige Udviklingsfond, har udarbejdet om de muligheder, der ligger i at fungere som præst på en ungdomsuddannelse.

Rapporten er bygget op på samme måde, som når vi udfører en lignende opgave for en kommune, ministerium eller organisation: analyserer sammenhængen og giver nogle handlingsorienterede bud på, hvordan udfordringen kan løses.

Vi ser det som en del af vores mission at være med til at kvalificere snakken omkring middagsbordet ved at udfordre voksne til at stille spørgsmål, der får unge til at tænke sig om

I det her tilfælde betyder det især et fokus på, hvordan man som præst i en præstationskultur kan skabe det, der i rapporten omtales som ’eksistentielle mellemrum’ eller ’rum for refleksion’. Og lige i forhold til dette vedkender vi os at være en missionsbevægelse på den Blues Brothers-agtige ’We are on a mission from God’-måde.

Vi ser det som en del af vores mission at være med til at kvalificere snakken omkring middagsbordet ved at udfordre voksne til at stille spørgsmål, der får unge til at tænke sig om og blive mere reflekterede over egne holdninger og værdier – noget, der bliver stadig vigtigere i en verden i hastig forandring.

En anden del af vores mission er at udfordre det, vi kalder de sekundære voksne. Det kan være en lærer, klubpædagog, fodboldtræner, et bestyrelsesmedlem i Ateistisk Selskab eller i dette tilfælde en præst.

Vi vil gerne udfordre dem til i højere grad at være nysgerrige og netop skabe såkaldte rum for refleksion i en stadig mere individualiseret ungdomskultur, hvor kun én ud af tre af gymnasieelever angiver, at de har andre voksne end deres forældre, som de kan tale med om nogle af de vanskelige tematikker, de bakser med.

Annonce

Det er anderledes end for ti år siden. Sat på spidsen kan man sige, at overgangen fra mobiltelefonen til smartphonen og de deraf ændrede fællesskabsformer har betydet, at der er forsvundet et helt lag af voksne: nemlig vennernes forældre, som tidligere udgjorde nogle af de unges vigtigste samtalepartnere i forhold til de temaer, som man ikke orkede at drøfte med sine forældre.

Det betyder, at i dag er de primære samtalepartnere Google eller ens venner, som er omkring ens egen alder og derfor tumler med de samme problemstillinger

Den stigende mistrivsel blandt unge på ungdomsuddannelserne hænger også i vid udstrækning sammen med stigende præstationskrav kombineret med en øget individualisering. Det er blandt andet i den sammenhæng, at man sagtens kunne forestille sig, at en gymnasiepræst, i lighed med studenterpræsterne på de videregående uddannelser, kunne have en funktion.

Om præsterne i praksis inviteres ind i samarbejde, er helt op til de lokale rektorer at vurdere. For Stjernholm har selvfølgelig ret i, at ungdomsuddannelserne er sekulære institutioner, hvor det på ingen måde er givet, at præsterne skal agere. At man så, efter at have talt med en del gymnasieelever, godt kan mene, at det for rigtig mange vil give mening at snakke med en nysgerrig sekundær voksen i form af en præst, er en helt anden sag.

En tredje vigtig mission for Center for Ungdomsstudier er at gøre voksne mindre religiøse. Det skal forstås således, at de tror mindre og ved mere om unge, og hvis Ateistisk Selskab oplever at have dette behov, er I meget velkomne som medlemmer.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie, men der er masser...
    Vi holder sommerferie, men der er masser...

    Henter…

    Du lytter til Politiken går på sommerferie. Vi er tilbage mandag 10. august. Men vi har masser af nye lydoplevelser til din sommerferie.

    Vi har lavet en Roskilde-special til sommeren uden festivaler - det er tre afsnit, hvor du kan høre vores musikskibenter tale om tre årtier med orange musik, de ikke kan glemme.

    Så er der også Poptillægget - det udkommer det meste af juli og bruger sommeren på sit helt eget Protesttillæg om den bevægelse mod racisme og undertrykkelse, som skyller hen over verden lige nu. Hvordan den viser sig i samfundet og kulturen, kan du høre om i fem afsnit.

    I uge 29 har vi premiere på første afsnit af serien 'Elsk mig for evigt'.

    Det er en personlig historie om angsten for at blive forladt - for, at den du elsker, holder op med at elske dig. Og hvad det kan få et menneske til at gøre.

    Og har du ikke allerede hørt den, så er der også serien om skibsbranden på Scandinavian Star, der slog 158 mennesker ihjel. Her gennemgår Politiken-journalist Lars Halskov, hvis journalistik også blev til en prisbelønnet tv-serie på DR, den tragiske historie om Skandinaviens største mordgåde.

    Til sidst kan du også  tage Politikens bedste interview, portrætter og reportager med på stranden. I Politiken Longread, som udkommer senere i juli, kan du høre avisens journalister læse nogle af deres bedste artikler op.

    Hav en smuk sommer.

    Find os både i vores egen podcast-app, Politiken Podcast, og i iTunes

  • Du lytter til Politiken

    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«
    SPECIAL: Roskilde i hjertet (3): »Det var bare så uvirkeligt at man kunne dø af at være på den plads«

    Henter…

    Pernille var 16 år gammel og den eneste punker i Tommerup på Fyn, hvor hun kom fra. Det var år 2000, og hun var taget til Roskilde Festival med nogle venner for at høre musik og for at blive grebet af det store fællesskab. Fredag aften stod hun Orange Scene, klar til at høre The Cure, hendes yndlingsband, da en mand trådte frem på scenen og græd. ”People have died”, sagde han.

  • Pelle Rink/Ritzau Scanpix

    Du lytter til Politiken

    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?
    3. juli: Hvorfor undersøger medierne ikke om drab på Bornholm var racistisk?

    Henter…

    I sidste uge døde en 28-årig mand i Nordskoven ved Rønne. Senere samme dag anholdt de to brødre, som nu sidder fængslet. De har indrømmet, at de slog manden i skoven, men nægter et overlagt drab. Den døde mand var sort, og de to anholdte er hvide. En af dem har en video liggende på Facebook, hvor man kan se, at han har et hagekors på benet. Og ifølge politiet lagde en af dem et knæ på den dræbtes hals. Ligesom da George Floyd blev dræbt af betjente i USA.

    Alligevel tror politiet ikke, at drabet handler om race. Men kan det være rigtigt? Hvorfor tror medierne på politiet? Og har Politiken gjort det godt nok?