Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Gymnasielærer om højrepopulisme: Historien har vist grimme eksempler på, hvad sker der, når den manipulerende retorik får magten over masserne

Vi må kæmpe for oplysning og uddannelse, ellers bliver folk revet med af tvivlsomme politiske projekter.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

I det gamle Grækenland troede Platon ikke på demokratiet. Det tillod folkeforførere og dygtige retorikere at køre samfundet i sænk. Måske, hvis folk var bedre uddannet, kunne man stå imod demagogerne, men det var altså ikke tilfældet.

2500 år senere er problemet det samme, og historien har også vist grimme eksempler på hvad der sker, når den manipulerende retorik får magten over masserne.

Demagoger behøver kun en lille flig af virkeligheden for at opdimensionere en sag. Således kan selve demokratiet fremstilles som værende i fare, eller fædrelandet, al den frihed vi har kæmpet for i århundreder.

Hvad angår manipulation og propaganda, er der ikke bare tale om at toppen narrer befolkningen, - tilsyneladende narrer folket også sig selv

I dag tager man de dårlige konsekvenser af globaliseringen, og anvender dem i det dystrest tænkelige perspektiv. Man fokuserer benhårdt på de immigrant - og integrationsproblemer som findes i og udenfor hjemlandet, og puster til frygten for de fremmede gennem effektiv retorik. Ja, problemerne er der, med flygtningestrømme, med kulturelt afvigende parallelsamfund, men som med selveste satan, behøves der ikke meget materiale her, før det fuldendte skræmmebillede er på plads.

Forfatteren Anna Libak har defineret højrepopulisme som antiglobalisme. Dermed har hun i én sætning gjort os klogere på den komplekse politiske strømning. Højrepopulismen i Danmark er repræsenteret af Dansk Folkeparti og dets vælgere, et nordisk fænomen som samfundsforskeren Francis Fukuyama har kigget på.

Den økonomiske udvikling hos den typiske højrepopulist er ikke fulgt med samfundselitens, og som magtesløs overfor eliten, vælger man i stedet at gøre globalisering og indvandring til syndebuk, skriver Fukuyama i essayet ’The populist surge’.

Men den gængse antiglobalist bor jo i socialt belastede indvandrerkvarterer, hvor man mærker de negative konsekvenser af multikulturalismen? Nej, og det kan ikke siges ofte nok, - den typiske DF-vælger bor i jyske provinser, fjernt fra parallelsamfund.

I storbyerne, derimod, med kvarterer som Mjølnerparken og Vollsmose , der stemmer man hovedsageligt rødt. Og når der bliver sat højredrejet kryds i Lemvig eller Ribe, så er påstanden herfra, at det primært skyldes en utilfredsstillende socioøkonomisk situation, populistiske demagogers nødråb om at ’redde Danmark’ og medier som konsekvent fokuserer på konflikterne mellem os og ’de fremmede’.

Men hvad så med Sverige eller Tyskland, hvor indvandring - og flygtningepolitik har medvirket til at skabe alvorlige ghettoer? Har man lyst til at bo der? Nej, og det er også hovedargumentet for en stram udlændingepolitik, men ikke for højrepopulisme.

Forskellen er, at mens en restriktiv udlændingepolitik, som udgår fra den politiske midte, har forståelse for indvandrere og flygtninges situation, men ikke ønsker flere migranter end der kan integreres, så er empatien væk hos højrepopulisterne. Hér tror man slet ikke på integration og vil i stedet skræmme asylansøgere væk, senest ved at gøre livet surt for asylbørn på det kontroversielle udrejsecenter Sjælsmark.

Multikulturalisme. Økonomisk og social stagnation. Demagogisk populisme og konfliktorienterede medier, - det er et giftigt bæger der føres til læberne her. Og for at gøre sagen værre, foregår den politiske manipulation ikke bare oppefra og ned. Betragter man den voksende borgerjournalistik på internettet, vil man erfare, at folk selv klarer meget af det demagogiske arbejde.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Hvad angår manipulation og propaganda, er der ikke bare tale om at toppen narrer befolkningen, - tilsyneladende narrer folket også sig selv. Med mindre, naturligvis, at man mener alternative medier som Uriasposten, Snaphanen og 180grader giver et retvisende billede af virkeligheden.

Platon troede ikke på et samfund styret af folket, og med god grund, når han betragtede hvem der dukkede op til de store folkemøder udenfor Athens mure. I dag har vi ingen alternativer og må kæmpe for oplysning og uddannelse, ellers bliver folk revet med af tvivlsomme politiske projekter.

Især i en tid hvor misinformation og fake news vokser og hvor alle kan få ret på nettet. Hvor samfundets økonomiske top og elite stikker af, hvor rigdom og succes eksponeres på sociale medier og ens eget liv pludselig forekommer frygteligt forudsigeligt. Hvor yderligtgående politik kan give afløb for lige dele frustration og behov for at markere sig. Hvor verden er i forandring og det ikke er svært at vinkle udviklingen negativt. Hvor globalisering og indvandring er en stor udfordring, men ikke Europas apokalypse.


  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Vi holder sommerferie men...
    Vi holder sommerferie men...

    Henter…
  • Margethe Vestager taler til EU's kokurrencekommission, februar 2019. Photo by Aris Oikonomou / AFP.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?
    Hør podcast: Statsministerens rådgiver på ny magtfuld post - et demokratisk problem?

    Henter…

    Dagens politiske special kigger på magtfordeling og nye poster i politik, både i Bruxelles og Danmark. EU har fået nye topchefer, og herhjemme har Mette Frederiksen tildelt sin særlige rådgiver, Martin Rossen, en magtfuld position i Statsministeriet. Er det et demokratisk problem?

  • Campingpladsen på årets Roskilde Festival er åbnet og deltagerne fester mellem teltene indtil pladsen åbner onsdag.

    Du lytter til Politiken

    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn
    Hør podcast: Roskilde: Det sidste frirum for præstationskulturens børn

    Henter…

    Campingområdet på Roskilde Festival er et parallelsamfund - en by af luftmadrasser, øldåser og efterladte lattergaspatroner. En stærk kontrast til de unges strukturerede hverdag. Men hvordan føles friheden? Og hvordan er det lige med kærligheden, når intet er, som det plejer?

Forsiden