Det er ikke rigtigt, når KU’s rektor reducerer universitetets krænkelsesdebat til noget, der er skabt i medierne. Debatten har bølget livligt inden for murene også, og sådan bør det også være.

Studerende kritiserer KU's rektor for at affeje kritik: Vi er mange internt på universitet, der har råbt op om uforståelige retningslinjer, der vil føre til kafkaske forløb

»Det er mig en gåde, at rektor nu sætter spørgsmålstegn ved sine medarbejderes og de studerendes vilje til at debattere disse emner, især efter dette efterårs strabadser«, skriver statskundskabsstuderende Jacob Korsgaard Christiansen om KU's rektor Henrik C. Wegener (billedet). Foto: Martin Lehmann Foto: Martin Lehmann/POLFOTO
»Det er mig en gåde, at rektor nu sætter spørgsmålstegn ved sine medarbejderes og de studerendes vilje til at debattere disse emner, især efter dette efterårs strabadser«, skriver statskundskabsstuderende Jacob Korsgaard Christiansen om KU's rektor Henrik C. Wegener (billedet). Foto: Martin Lehmann Foto: Martin Lehmann/POLFOTO
Lyt til artiklen

Retningslinjerne for krænkende adfærd på KU skal heldigvis revideres. Men noget tyder på, at ledelsen ikke tager den interne kritik særlig alvorligt. I et interview i Politiken (2.2.) og i KU’s egen avis, Uniavisen, fortæller min rektor Henrik C. Wegener nemlig, at hele efterårets krænkelsesdebat er født af meningsdannere, politikere og de store medier, som har opfundet et problem for at tjene egne dagsordener.

Rektor på KU: Jeg siger jo heller ikke længere ’kejthåndet’ om personer, der er venstrehåndede

Denne udlægning har vist sig at være symptomatisk for KU-ledelsens kommunikationsstrategi i dette semester: Kritikken kan affejes som beregnende eller paranoide indlæg fra eksterne aktører, der ikke aner noget om de interne forhold på Københavns Universitet. Problemet er bare, at rektor fuldstændig ignorerer kritikken fra egne rækker: Vi er mange internt på universitet, der har råbt op – dels om retningslinjernes kritisable udformning, dels om kulturelle tendenser, der giver anledning til at frygte, at de måtte blive (mis)brugt.

Det er svært at se, hvem der vinder på, at retningslinjerne har en uforståelig ordlyd, uanset om man deler intentionen bag dem og den underliggende ideologi, som de kan læses til at reflektere. De ville føre til – og det er sådan set allerede sket – kafkaske forløb, hvor anklagerne er upræcise og processen ugennemsigtig. Alle er derfor bedre stillet nu, hvor de skal til revision. Til gengæld vil diskussionen om identitetspolitiske emner altid have en berettigelse på et universitet, der tager den frie debat seriøst. Problemet indtil nu har imidlertid været, at man med de tåbelige retningslinjer i hånden kunne lukke ned for sådanne diskussioner ved at fremsige besværgelsen ’jeg føler mig krænket’ og dermed tvinge sit synspunkt igennem ved hjælp af universitetets klageinstanser frem for at kaste sig ud i debatten og risikere nederlaget på argumenternes slagmark.

Det er mig en gåde, at rektor nu sætter spørgsmålstegn ved sine medarbejderes og de studerendes vilje til at debattere disse emner, især efter dette efterårs strabadser.

Rektor: Pas på, krænkelseskulturen ikke går over gevind

På samtlige medieplatforme har studerende, studenterpolitikere, professorer, lektorer og alumner givet udtryk for deres bekymring for opbakningen til det frie ords værdi. Det bør få rektoratet til at genoverveje, hvorvidt en beskrivelse af sagsforløbet kan reduceres til overskriften ’Krænkelseskultur – made by media’, som rektor formulerede det for nylig i Uniavisen. Det er en fornærmende konklusion den interne debat taget i betragtning og må føles som en negligering af dimensioner for de medarbejdere og studerende, der har vovet sig til at tage deres universitetsliv seriøst og deltaget i debatten.

Glædeligvis er retningslinjerne nu sendt til revision, men diskussionen om krænkelser i den akademiske verden kommer til at køre flere år endnu, og den er af yderste vigtighed for mange menneskers dagligdag på landets akademiske institutioner. Lad os forankre den på universiteterne, hvor den hører hjemme. Men det kræver, at rektor anerkender alle parters eksistens.

Jacob Korsgaard Christiansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her