Et af mine klareste minder fra det første år på Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet var, da professor Palle Svensson ville skære ud i pap, hvad det ville sige at læse på et universitet: »kære studerende«, sagde han, »meninger, det er ligesom røvhuller, det er noget, alle har«.
Sætningen er vistnok Clint Eastwoods, men det vidste vi ikke dengang.
Vi fandt ud af, at man på universitetet var fløjtende ligeglad med, hvem vi var, hvor vi kom fra, og hvad vi mente om dette og hint. Nu var vi studerende og defineret af en uddannelse, dens videnskabelige indhold og grundlag samt af vores egen indsats og evne til at lære sammen.
En fantastisk frihed, der på ingen måde udelukkede, at holdninger, værdier og identiteter gjorde sig gældende.
Det gjorde de, ligesom universitetet på en og samme gang var en katedral og en sump af koder, kultur og karakterfulde skikkelser, der skulle håndteres. Og vi glemte heller ikke, at vi kom fra Skive eller Vesterbro, var vokset op i et venstresnoet grundtvigsk hjem eller formet af Indre Mission.
Men oplysningens idealer skærpede kravene til det saglige indhold i de diskussioner om pensum, fag og politik som foregik hele tiden. Meningerne forsvandt ikke, og det skulle de heller ikke, men det interessante var deres begrundelse; altså hvordan man afsøgte deres gyldighed og ikke alene fægtede for at gøre dem gældende.
I slutningen af 2018 deltog jeg i et møde på et gymnasium i København. Her måtte jeg forstå, at flere lærere ikke fandt det betimeligt at undervise i Israel-Palæstina konflikten førend langt henne i uddannelsen.
Fordi reaktionerne fra visse elever kan blive for voldsom i undervisningen og derudover lede til uhensigtsmæssige dynamikker i de studiesociale fællesskaber. Det samme blev udtrykt om undervisning, der havde kønnenes ligestilling eller seksualitet som emne.
Lidt før denne episode modtog jeg som rektor på Københavns Professionshøjskole (KP) en klage fra en studerende, som følte sig anfægtet af en studenterfest på en uddannelse, der havde Vestegnen som tema. Festen ville med sit tema stigmatisere en i forvejen udskældt befolkningsgruppe, var budskabet. Jeg afviste klagen.
Jeg har som rektor endnu til gode at modtage klager fra studerende, der føler sig krænkede over elementer i pensum eller over det forhold, at der flere steder på KP er juletræer i forbindelse med julen, eller at vi netop i december afholdt en julekoncert, hvor der blev sunget Ingemann og Grundtvig såvel som engelske og amerikanske sange.
Ligeledes er omfanget af klager over vold blandt de studerende og deres undervisere eller øvrige medarbejdere helt, helt minimalt.
Det samme er sager om sexchikane eller seksuelle overgreb. Heldigvis. De få, der er, håndteres efter vores bedste vurdering grundigt og med prompte reaktion, hvis der er holdbarhed i anklagen.
Min vurdering er således ikke, at KP med 20.000 studerende og 2.000 medarbejdere står foran en omfattende identitetspolitisk konflikt, endsige har massive problemer med at håndtere diversitet og beskyttelsen af det enkelte individs sikkerhed.
Ikke desto mindre er det min opfattelse, at der i lyset af både de verserende sager på danske universiteter såvel som på amerikanske, er grund til at stoppe op og gøre i al fald fire ting.
For det første at stå vagt om de oplysningsidealer vi bygger uddannelse og undervisning på. Ingen har ret til at få deres køn, religion, kultur, politiske standpunkt repræsenteret i undervisningen eller dens forlæg, men netop kritisk dialog om undervisningen, dens pensum, organisering mv. er det bankende hjerte i uddannelse.
Lysten eller pligten til at deltage i diskussioner herom bør være meget stærkere og vigtigere end ’semi-orwellske’ procedurer for, hvad der sker, hvis en underviser siger ’neger’ frem for afroamerikaner, sort eller farvet.
Det er netop den studerendes frihed, at deres præstationer og ytringer skal løsrives fra deres race, religion, sociale baggrund, politiske tilhørsforhold og belyses, testes og diskuteres i et rum, der hylder det gode arguments tvangfrie tvang.
I en sådan proces, der foregår gennem mange års undervisning, kommer man som studerende gentagne gange til både at skulle formulere, men også udholde sin afsky for foragtelige standpunkter eller i mere hverdagslig forstand blot at håndtere dissens, radikal uenighed mv. på en fornuftig måde.
Det er en del af undervisningens civilisationsproces; og ja, faktisk noget af det som bevirker, at videnskab og uddannelse kan bidrage til fredeligt samkvem, til skikkelige måder at være uenige på, og på den anden side at man som sygeplejerske eller pædagog kan holde sin professionalisme i hævd, når omsorg eller empati skal mobiliseres over for mennesker, hvis standpunkter og handlinger, man kan finde skrækkelige.
Og med en anden vinkel: Da studerende på KP’s læreruddannelse oplevede nogle få andre medstuderende hylde åbenlyst antidemokratiske synspunkter, rejste det spørgsmålet: Kan de undervise i den danske folkeskole med dens formålsbestemte vægt på åndsfrihed, frihed og folkestyre?
Hermed også sagt, at uddannelse aldrig er en teknisk, neutral foreteelse. Det ville gøre os til læringsfabrikker frem for oplysningsinstitutioner, et sted for uddannelse uden et bevidst forhold til den menneskelige og professionelle dannelse vi ønsker at fremme og som er i samklang med de idealer og etiske fordringer, der findes og lovhjemles i f.eks. socialt arbejde, sundhedsvæsenet eller skolen.
For det andet at støtte og vise tillid til, at studerende i deres studiesociale fællesskaber kender og finder grænserne mellem for meget og for lidt, mellem skidt og kanel. Vel at mærke inden for straffelovens rammer og de ordensregler som gælder på institutionen, inklusive nultolerance overfor seksuelle overgreb.
Et godt studiesocialt fællesskab kan håndtere, at man gør hinanden eller nogle til genstand for humor. Det er faktisk en inklusionsmekanisme, men den kan også kamme over i det modsatte og opfattes nedsættende. Det er et spørgsmål om dømmekraft, gammeldags ordentlighed parret med frimodighed.
Vi vil derfor ikke fastsætte særlige regler for de studerendes sociale arrangementer, der på forhånd tager udgangspunkt i, at noget kan opfattes krænkende. F.eks. en fest med Vestegnen eller Mexico som tema.
Men vi vil naturligvis sætte hælene i, hvis der på KP foranstaltes et festarrangement med Holocaust som tema.
Jeg håber, at den skelnen er udtryk for dømmekraft og situationsfornemmelse. Og ja, jeg ved godt, at dømmekraft og situationsfornemmelse til enhver tid på den ene side kan dekonstrueres og gøres til udtryk for de herskende magtforhold og på den anden side, at dømmekraften ikke altid kan udspille sig i så enkel en situation som den med Vestegnen og Holocaust.
For det tredje at vedstå os de traditioner samt vores aktive og fornyende forhold til de traditioner af kulturelt tilsnit, som både hører vore uddannelser og samfund til.
Det gælder noget så banalt som julen med alle dens ritualer og traditioner, artefakter og sange. I øvrigt ikke formet ud af en ærkedansk essens, men netop i kulturelle udvekslinger af alskens slags.
Udgrænser juletræet, sangen og de tændte lys minoritetskulturer, studerende og medarbejdere, der ikke fejrer jul?
Nej, det tilbyder dem at være en del af det. Eller lade være. Og jeg agter fortsat som rektor årligt at ønske medarbejdere en glædelig jul, et godt nytår og en dejlig ferie. Med andre ord ikke alene det sidste i misforstået respekt for de få, der ikke holder jul.
Men ligesom de fleste formentlig hverken forventer eller ønsker, at franske institutioner ophører med at markere Bastilledagen, fordi man som medarbejder er dansk og ikke rundet af samme historie og identitet, gælder det vel også den anden vej.
Men vi hypostaserer eller forstener ikke sådanne typiske danske traditioner. De forandrer sig. Og derfor blev der ikke kun andægtig og højstemt sunget Grundtvig og Ingemann til lærer- og pædagoguddannelsernes julekoncert, men også engelske og amerikanske salmer og sange, for nu at tage et banalt eksempel, og formentlig helt uden identitetspolitiske hensyn.
Uddannelse er aldrig kulturløs. Vores historie er det selvsagt heller ikke. Forsøget på at nagle den fast i et tvingende, uforanderligt udtryk er desværre det nærmeste familiemedlem til ønsket om i mangfoldighedens navn ikke at tolerere, at der findes majoritetskulturer.
Det afgørende er vores måde at håndtere kulturmødet på, herunder de uenigheder og dissenser som opstår, og som hverken i overdreven grad skal gøres til rettigheds- og procedurespørgsmål eller forties og undertrykkes.
For det fjerde bør vi prøve at forstå, hvorfor et juletræ, en sang, en mexicanerfest, ytringer og handlinger fra medstuderende eller undervisere, særlige mønstre i pensum, kan virke krænkende på nogle. Med andre ord ikke alene at tilgå spørgsmålet institutions- eller uddannelsespolitisk, men også sociologisk ved at afkode intentioner og årsager uden at give efter for befalingerne.
Der melder sig her en lang række mulige forklaringer. Helt oplagt, at vores historie er fuld af krænkelser og diskriminationer over for minoriteter, af fortielser og magtmisbrug. Det kommer i vidt omfang op til overfladen i dag. Og det er godt.
Herudover kan man pege på det forhold, at de studerende er blevet kunder (særligt med finansieringsformerne på amerikanske universiteter), der ikke alene bruger deres kundemagt til at vælge til og fra og lade markedet råde, men også lader den omsætte i politisk mikro-magt som reaktion mod, hvad man ikke kan lide i undervisningen eller på institutionen.
Jeg vil i en dansk sammenhæng ikke overdrive netop det forhold.
Snarere er der grund til at overveje – som det blev påpeget af to forskere i The Atlantic for få år siden – om de nye generationer af studerende er blevet curlet og krammet væk fra ubehag og anstrengelse, fare og modstand, at de erfarer krænkelse langt hurtigere og langt tydeligere, samtidig med at der er meget mere på spil i middel- og overklassens perfekthedskultur end dengang vi andre henslæbte en 6-7 år på universitet.
Alle tre forklaringer kan så i øvrigt spædes op med lige dele polariseringsdynamik i de sociale mediers ekkokamre og ivrig konfliktforelskelse i de traditionelle medier, uanset hvor inferiør sagen kan synes.
Endelig kunne man friste sig til – som en god ven gav udtryk for fornylig – at anlægge et organisationssociologisk synspunkt. Med andre ord at se nærmere på organisationskulturen de steder, hvor sagerne blusser op. Det vil jeg gøre på KP, hvis det skulle blive tilfældet.
Alternativet til at give efter for de spæde krænkelsespolitiske tendenser er ikke frontal afvisning af det, de er udtryk for, men tværtimod at institutioner vedstår sig deres autoritet og afviser primitive forslag om safe spaces, trigger warnings, sproglig omskrivning af historiske dokumenter og værker, afkulturalisering mv.
Ved at begrunde den i en åben og lydhør dialog med medarbejdere og studerende, hvormed mere komplekse årsager til krænkelseserfaringer måske kan komme til syne.
Så vi bliver bedre til at realisere den civilisationsproces, uddannelse er frem for alene at forsvare den.
Det forudsætter en betydelig sans for, hvad der foregår, men også den slags tydelighed som jeg med lige dele professoral myndighed og Clint Eastwood’sk slagfærdighed oplevede det på Aarhus Universitet for mange år siden.
fortsæt med at læse
