Det er ikke svært at dele lederskribentens forargelse over de seksuelle overgreb på børn og unge i den katolske kirke (Pol. 3.3).
Alle i kirken erkender det uhyrlige i præsters overgreb, i den længe herskende kultur fra ledelsens side med at dække over dem, samt at der næsten intet er gjort for at vise omsorg for ofrene. Ud over de lidelser, som overgrebene har forårsaget på ofrene, har de også svækket både kirkens troværdighed og menneskers tillid til den.
Derfor siger det sig selv, at der bør gøres noget for at ændre denne tilstand – både ved at vise større omsorg for ofrene og ved at forhindre nye overgreb i fremtiden. Det er i øvrigt en proces, som har stået på i nogle årtier, og som det nyligt afholdte møde i Vatikanet blot understregede nødvendigheden af.
Cølibatet har vist sig usundt for det præstelige driftsliv og for de liderlige præsters omgivelserHver gang der sker uhyrligheder af kriminel art inden for et trossamfund, skal der tages afstand og skrides ind, også ved involvering af politiet. Kritik af trossamfund foregår dog ofte ved, at man foreslår, hvad man tror, er lette løsninger på komplicerede problemer; en tilgang, der delvis skyldes mangel på kendskab til trossamfundets traditioner og selvforståelse.
Denne mangel på dybere kendskab til kirkens forsvar og begrundelse for cølibatet kommer også til udtryk i Anne Bech Danielsens kulturhistoriske feature om emnet (Pol. 26.2.).
Gennem århundreder har katolske præster været påtvunget cølibat. Men det virker ikkeNu kan ingen traditioner eller selvforståelse retfærdiggøre og tjene som undskyldning for seksuelle overgreb og andre kriminelle handlinger. Men et større kendskab til visse religiøse traditioner – i dette tilfælde den katolske kirkes krav til sine præster om at leve i cølibat – kan være med til at belyse, hvorfor det ikke er noget, man sådan uden videre afskaffer.
Samt at det ikke er årsagen til de seksuelle misbrug.
Den slags foregår nemlig i mange sammenhænge, også uden for den katolske kirke. Dette siger jeg ikke for at undskylde kirken – men blot for at gøre opmærksom på, at rigtig mange overgreb på børn og unge begås af mennesker, som er gift, eller som på anden måde ikke er forpligtet til at leve i cølibat.
Man kan også stille spørgsmålet, om de præster, der har forgrebet sig seksuelt på børn og unge, ville være blevet gode og ligevægtige ægtemænd og fædre, hvis de havde haft lov til at gifte sig?
Det er endvidere først for nylig, at afskaffelsen af cølibatet begrundes med faren for, at ugifte præster begår seksuelle overgreb. Hidtil har argumenterne ofte været, at det var uretfærdigt og utidssvarende at forlange af nogen at leve ugift, samt at ophævelsen af cølibatet ville standse nedgangen i antallet af præstekandidater.
Forudsætningen for, at et liv i cølibat kan lykkes, er, at man påtager sig det helhjertet; at man ser det som et udtryk for frihed til et større engagement – og ikke som en regel, man bare må bøje sig for, hvis man vil være katolsk præst.
Nonnernes #MeToo tvinger paven til at bryde tavshed om præsters voldtægterModsat af, hvad der ofte hævdes, er cølibatet ikke et dogme, altså ikke en trossandhed, der aldrig kan ændres. Derfor mener mange, også inden for kirken, at man derfor godt ville kunne afskaffe det.
Dette er i teorien rigtigt; men reglen om cølibatet stikker dybere end blot at være en pragmatisk forskrift. Indtil kravet blev endeligt stadfæstet i 1100-tallet, var det blevet anbefalet på mange forudgående kirkemøder – og det skete også baggrund af en opmuntring i en række bibelske anbefalinger.
Den katolske kirke er – heller ikke efter det nylige møde i Vatikanet – helt færdig med at bearbejde overgrebsproblematikken. Vi arbejder endnu på at finde løsninger, der skal forhindre nye overgreb.
Afskaffelsen af cølibatet er dog ikke en af dem.
fortsæt med at læse
