0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Asienkorrespondent: Jeg har indset, at min erfaring fra krigszoner ikke kan anvendes i forhold til den type risiko, jeg nu møder i mit arbejde

Både i Hongkong og Thailand kan journalister blive straffet, hvis de dækker de konflikter, som lige nu foregår de to steder.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Claus Blok Thomsen
Arkivfoto: Claus Blok Thomsen

I Thailand har det indtil nu været tabu at forholde sig kritisk til kongen. Hans portræt hænger over alt i landet.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Pyha, det var tæt på, tænkte jeg, da jeg i 2011 sad på bagsædet af en taxa i Libyens hovedstad, Tripoli.

Politiken havde sendt et mindre hold af journalister og fotografer til landet for at dække oprøret mod Moamar Gaddafi. Vi havde arbejdet som besatte for at skildre det helvede, der udspillede sig. Vi var nogle af de første, som nåede frem til en lade lidt uden for centrum af Tripoli, hvor én gruppe i oprøret havde hævnet sig på en anden gruppe. Der var måske 30 lig inden i laden. Gerningsmændene havde forsøgt at stikke ild til den, og de fleste af ligene var omdannet til rygende skeletter.

Ved Gaddafis militære hovedkvarter, Bab Al-Aziziya, nogle kilometer derfra var der heftige kampe. Et par dage forinden var en oprørssoldat blevet skudt foran mig. Kuglen havde ramt halspulsåren. Blodet og livet fossede ud af det åbne sår, og han nåede kun at sige sit navn – Muhammed – inden hans hoved slapt faldt ned på asfalten.

Nu sad vi så i denne taxa. Gaddafi var flygtet, og roen var ved at sænke sig over Tripoli. Vi var på vej gennem et kvarter i hovedstaden, som vi anså for sikkert. Men pludselig bremsede vores chauffør hårdt op. Foran os var en soldat krybet i skjul bag en betonklods.

Mange udenlandske korrespondenter i Thailand er utrygge. Risikerer vi at miste vores opholdstilladelse eller endnu værre at komme i fængsel, hvis vi dækker oprøret, lyder det spørgsmål, som nu hviskes i krogene

»Snigskytter«, råbte han og viftede advarende med den ene arm.

Sekunder efter hørte jeg kuglen. Min rude i bildøren var rullet ned. Lige så hurtigt som et missil kom den susende gennem luften med denne karakteristiske hvislende lyd. Måske kun en meter fra mit hoved.

På et splitsekund fik chaufføren vendt bilen og trykket speederen i bund. Vi drønede afsted. Alle i bilen var uskadte.

Hidtil har jeg været vant til at opfatte farer som fysiske farer. Som den kugle, der var tæt på at ramme mig. Når man som udenrigskorrespondent beskæftiger sig med de dele af verden, hvor uorden er mere herskende end orden, så indebærer det at besøge lande, hvor det indimellem kan gå hedt for sig.

Spørg enhver af de korrespondenter og fotografer, der har dækket krige og konflikter, og alle vil kunne fortælle historier om, hvordan en situation pludselig har udviklet sig. Så sent som i denne uge blev en fotograf fra Berlingske overfaldet af politifolk i Hviderusland og slået og sparket.

Alligevel er der noget med krige og konflikter, som ud fra sin egen mærkelige logik er håndterbart. Man kan rejse ind og ud af dem og dermed til en vis grad selv styre, hvor stor en risiko man vil udsætte sig for. Foregår der hårde kampe inde i centrum af en by, er det selvfølgelig mere farligt at opholde sig i centrum af byen end i udkanten. På den måde foretager man hele tiden en risikoberegning, hvilket også er noget, alle store mediehuse træner deres korrespondenter i, inden de bliver sendt ud.

Selv fylder jeg om nogle måneder 53 år og er derved ved at være en af de gamle rotter i faget. Jeg har dækket adskillige krige og også haft min andel af oplevelser. Men de seneste måneder har jeg måttet indse, at det meste af min opsparede erfaring ikke kan anvendes i forhold til den type risiko, jeg qua mit arbejde nu møder.

Nu taler vi ikke længere om en konkret fare som at blive banket eller skudt på, men om en usynlig fare foranstaltet af autoritære regeringer.

I forrige måned indførte Kina en ny omfattende sikkerhedslov i Hongkong. Den betyder, at demonstranter kan blive idømt fængsel på op til livstid, hvis myndighederne vurderer, at de udgør en fare for den nationale sikkerhed. Hensigten er selvfølgelig at kvæle den politiske uro, der har domineret gaderne det seneste år, men loven rammer også journalister.

Næste gang jeg kommer til Hongkong, risikerer jeg således at blive smidt flere år i fængsel, fordi jeg på almindelig journalistisk vis har dækket konflikten. Det indebærer nemlig, at jeg har citeret mennesker, som har udtalt sig kritisk om Kina.

Denne trussel gælder ikke kun mig, men alle journalister, der har skrevet om konflikten. Anslaget mod pressefriheden har allerede ført til, at store aviser som The New York Times har besluttet at flytte dele af deres Hongkong-redaktion til Seoul i Sydkorea.

Hvis det så bare kun var Hongkong. Men nej.

I Thailand, hvor jeg bor, har jeg brugt de seneste uger på at dække det oprør, som nu har rejst sig mod landets militærregering og konge. Tusindvis af unge har demonstreret nærmest dagligt. De kræver regeringens afgang og indførelse af demokrati, men også en reform af kongehuset. De unge ønsker ikke en konge, der det meste af tiden bor i Tyskland og i deres øjne blander sig i politik ved at holde hånden over den forhadte militærregering.

Thailand har en af verdens hårdeste love om majestætsfornærmelse. Det er strengt forbudt at kritisere kongen, herunder også at videregive kommentarer, der er kritiske over for ham. Det betyder, at enhver journalistisk dækning af det igangværende oprør kan blive udlagt som en overtrædelse af loven, hvilket kan give op til 15 års fængsel.

Som journalister er vi nødt til at holde fast i, at vi skriver det, vi ser og hører. Det er vores mission. Det er derfor, vi er her, og det er derfor, at vi jævnligt kommer på tværs af magtinteresser

Konsekvensen af loven er tydelig, når man følger de thailandske medier. De fleste af dem nøjes med kun i meget korte og generelle vendinger at referere de unges kritik af kongen, hvis de overhovedet gør det. Også mange udenlandske korrespondenter i Thailand er utrygge. Risikerer vi at miste vores opholdstilladelse eller endnu værre at komme i fængsel, hvis vi dækker oprøret, lyder det spørgsmål, som nu hviskes i krogene.

Jeg er desværre ret pessimistisk. Et væsentligt formål med lovene i både Hongkong og Thailand er selvfølgelig at skræmme journalister til at censurere sig selv. Vi kender samtidig også de lande, hvor journalister i årevis er blevet holdt nede. Kina for eksempel. Men de seneste år har der særligt i Asien været en tendens til, at autoritære regeringer er begyndt at kopiere hinandens kneb. Specielt hvis magthavere har kunnet se, at de virker.

Derfor er det nok ikke et helt forkert gæt, at undertrykkelsen af pressefriheden vil gribe om sig. Se blot på, hvordan Filippinernes præsident, Rodrigo Duterte, har gjort det til sin politik at true og fængsle journalister. Selv i Indien, hidtil kendt som verdens største demokrati, bliver kritiske journalister nu udsat for grov chikane af regeringen og dens støtter.

Hvad skal vi som journalister så gøre? Holde op med at gøre vores arbejde?

Nej. Som journalister er vi nødt til at holde fast i, at vi skriver det, vi ser og hører. Det er vores mission. Det er derfor, vi er her, og det er derfor, at vi jævnligt kommer på tværs af magtinteresser.

Det eneste er bare, at truslen nu er så diffus. Møder man en snigskytte, kan man vende bilen og køre den anden vej.

Ord, der står i en avis, kan man ikke på samme måde flygte fra.

Det er den fare, som jeg og mange andre journalister i Asien nu i stigende omfang skal lære at håndtere. Det er nødvendigt. Men let bliver det ikke.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter

Podcasts