I børnehaven lærer vi børn, at de skal i timeout, hvis de skubber eller slår andre – det er simpel, men effektiv konsekvenspædagogik. I folkeskolen bliver børnene indprentet, at det er lige så slemt at stå passivt og se på mobning, som det er at være den aktive mobber. På gymnasierne bliver der afholdt samtaler om samtykke og ordentlig opførsel til fester. Alt dette bygger på en grundlæggende forståelse af, at handlinger har konsekvenser, og at vi som mennesker har et ansvar over for hinanden.
Men så kigger man på Moderaterne, et parti, som jeg i sin tid meldte mig ind i med store forhåbninger og tro på, at vi kunne skabe en ny vej i dansk politik. I stedet ser vi nu, at medlemmer af partiet bliver forfremmet til ministerposter, selv om de er under anklage for alvorlige krænkelser. Ofrene får at vide, at de ikke skal have ’ondt i maven’, når de møder på arbejde. Denne form for ligegyldighed over for de ansattes trivsel og sikkerhed er uacceptabel. Jeg må indrømme, at jeg aldrig havde troet, at jeg ville blive så skuffet over et parti, jeg har været så engageret i.
