Selv om min kusine lige nu er under bomberegn i Libanon, har jeg hende i telefonen. Måske er det håb om fred, frihed og demokrati, jeg er blevet fortalt om, stille ved at blive kvalt inde i mig.
Forfatter:Jeg er halv libaneser og halv palæstinenser. Jeg har lyst til at sige noget, men jeg forbliver tavs
Lyt til artiklen
Henter...
Min libanesiskekusines stemme, normalt fyldt med en glæde, knækker i telefonen. Glæden er erstattet af frygt. Jeg kan ikke se hende, men jeg ved, at hun holder sine børn tæt ind til sig og stirrer mod himlen, mens jeg forstyrrer hende med mit opkald.
Hun er for høflig til at lægge på, selv om hun sikkert har lyst, og jeg ønsker, at hun gør det. Men i stedet deler vi en tavshed, hvor det føles, som om alle ord om krig, der nogensinde er blevet sagt, bliver sagt i stilhed. Det tager mig tilbage til hendes første besøg i Danmark for få måneder siden. Jeg husker, hvordan hun blev forelsket i farverne i Nyhavn. Jeg kan stadig se hendes overraskede ansigt, da jeg pegede på bygning nr. 20 og fortalte, at H.C. Andersen havde boet der.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
