Da årets Nobelpris i Økonomi gik til Daron Acemoglu, Simon Johnson og James Robinson, var det næppe den store kioskbasker herhjemme. ’Endnu en pris til nogen, der kan noget med Excel’, tænkte de gennemsnitlige danskere muligvis, mens de rullede forbi nyhederne. Men før vi hensynker i dansk selvtilfredshed over vores egen økonomiske model – med verdensrekord i skatter og hjertevarm omfordeling – burde vi måske standse op og spørge: Hvad kan vi lære af årets prismodtagere?
Ifølge prismodtagerne er det ikke geografien, ressourcerne eller historien, der afgør et lands skæbne, men de institutionelle rammer, som sikrer, at individer kan skabe, investere og innovere. I en dansk kontekst lyder dette måske selvfølgeligt. Vi har trods alt et veludviklet retssamfund, relativt lav korruption og en velfærdsmodel, der hævdes at være inkluderende. Men det betyder ikke, at vi er immune over for de faldgruber, som nobelpristagerne advarer om: At institutioner, der engang fremmede vækst, kan forvandle sig til hæmsko, hvis de ikke konstant udvikles og udfordres.
